Se en sød hilsen, jeg har fået i dag! Det er en bestilling på det nye puttetæppemønster, som Merete har sendt sammen med en frankeret svarkuvert, så hun er sikker på at få mønsteret sendt lige så snart det er trykt og offentliggjort!
Og så skriver hun det sødeste brev til mig og sender mig disse utroligt søde, små fugle!
Tusind tak for din søde hilsen, også til Diki!
Der startede en ny aktivitet op på Depotgården i går, og så vidt jeg kunne se, var der mange interesserede.
“Papirler” hedder aktiviteten, som laves af et materiale i lighed med ..
..papmache, som denne spændende fyr er lavet af, og ´manden i gråt er underviseren.
Det hele er nyt for mig, men jeg bemærkede dette flotte billedetæppe på gangen, Jeg gætter på, at det er et fællestæppe med motiver fra Fredericia, bl.a. Volden.
…men nu er det nye mønster til puttetæpper 2014 vedtaget, tegnet og godkendt!
Det bliver ikke vist før det er trykt engang i februar – så skal det nok blive annonceret. Men man kan godt bestille det! Send en frankeret svarkuvert + 15 kr i frimærker til én af de 4 i styregruppen i Projekt Puttetæpper www.puttetaepper.dk (se under “Om puttetæpperne”) så kommer mønsteret lige så snart, det er trykt!
I mellemtiden kan du gå ind på samme blog www.puttetaepper.dk og være med i en gættekonkurrence om, hvor mange blokke, der er syet efter 2013-mønsteret “Rundsav” og modtaget inden fristen 1. februar 2014. Der er en præmie til den, der kommer tættest på antallet.
Jeg var på Depotgården nogle timer i dag for at sy patchwork – det var lige hvad jeg trængte til! Jeg var ellers en lille smule mat i morges og var bange for, at jeg havde feber. Det havde jeg ikke, og så var jeg først ude hos Toft for at lave en ny aftale om gulvtæpper, som jeg ikke er helt sikker på endnu, og derefter tog jeg hen på Depotgården. De første, der var der, kendte jeg ikke, men det var hyggeligt alligevel – og det blev rigtig hyggeligt, da 3 af dem, jeg nu kender, kom senere. Så jeg glemte alt om ubehag og hyggede mig! Det var godt!
Nu har vi spist risengrød, Diki og jeg (nej, han har selvfølgelig fået sin tørkost, men med lidt risengrød som dyppelse!) – det bekom mig godt, og så ser jeg håndboldkamp.
Et par af mine børn ringede også for at høre, hvordan det går med det ene og det andet – helbred, gulvtæpper og weekendbesøg fra Brøndby. Jeg glæder mig meget til, at Victor og forældre kommer, svigerdatteren skal på kursus i Vejle, og så kommer Victor og hans Far med toget – det bliver en oplevelse for den seje lille gut! Jeg tror nok, det er mig, der får lov at hente dem på stationen! Men de skal bo hos storebroren, og der kan jeg være sammen med dem.
I dag fylder Victor 2 år! Den dejlige glade dreng!
Der er blevet noget mere af ham, siden han kom til verden som en lille “fugleunge” – her 1 mdr. gammel, men kun 2230 gram let, da han blev født ved kejsersnit 3½ uge for tidligt, fordi hans mor fik svangerskabsforgiftning.
Han forstår at sprede glæde omkring sig!
Stor dreng!
Han holder fødselsdag over hele 2 dage med gæster både i går og i dag og får mange dejlige gaver!
Jeg var inviteret, men kunne ikke sige ja tak pga operationen i torsdags. I stedet glæder jeg mig til, at familien kommer på besøg her i næste weekend. Der skal helst ikke gå for længe imellem, at vi ser hinanden – men vi snakker tit i telefon og vi skyper, så han også kan se Diki.
Til lykke, Victor – også til dine forældre, som har været så heldige at få dig! Jeg glæder mig, til vi ses.
Jeg er bare så glad for at være hjemme i mit hyggelige lille hus! Den meget søde taxachauffør, der kørte mig hjem fra Horsens, ville gerne snakke, og da jeg fortalte, at jeg havde solgt mit store hus i Brædstrup og købt et lille andelsrækkehus, spurgte han, om jeg ikke savnede mit hus efter så mange år? (Han ville gerne have sådan et stort hus til sin store Kosovo’ske familie).
Ikke et øjeblik har jeg savnet huset! Det kan jeg sige helt ærligt. Jeg kan godt savne mine gode naboer og de hyggelige mennesker, jeg har dyrket mine interesser sammen med – men huset? NEJ! Det er nok først gået op for mig, efter at jeg flyttet, hvor besværligt det var, og hvor alt for stort det var til ét menneske og en lille hund.
Og det var så dejligt at komme hjem og bare lige pakke den smule bagage ud, og så slappe af. Jeg fik lige en slummer foran TV før håndboldkampen, så jeg var frisk til at se den spændende kamp. Det er ikke fordi håndbold har min store interesse, men en landskamp med så imponerende opbakning fra et fantastisk publikum, det er sjovt!
Og selv om jeg er helt sikker på, at Diki er glad for at være hos sønnefamilien, så viser han tydeligt, at han også er glad for at komme herhjem, og han hygger sig – følger mig fra arbejdsværelset til stuen og omvendt, selv om han ligger og sover – han er en lille skat!
Så nu skal det blive rart at sove i sin egen seng uden andre forstyrrende elementer – selv om den sidste nat på sygehuset sammen med de 3 søde medpatienter ikke var urolig.
Så er vi hjemme igen! Jeg fik sørme en transport hjem – det var virkelig dejligt, det har ikke kunne lade sig gøre de andre gange, men det er selvfølgelig dejligt at blive kørt lige til døren.
Mine “tal” blev godkendt i dag, der er en smule feber, så jeg skal tage antibiotica i nogle dage. Men den helt store, gode nyhed er, at operationslægen i Århus har skrevet i journalen, at han har fået det hele med denne gang – store sten og “grus”. Men for en sikkerheds skyld vil han kigge mig efter om 8 uger ved en ny kikkertundersøgelse. Derefter skal det aftales, hvornår galdeblæren skal fjernes.
Jeg fik en meget grundig forklaring og vist på en tavle, hvordan det hele hænger sammen, og hvor der er “snittet” og lagt dræn ind i galdegangene i leveren for at få det ud. Det var dejligt, og jeg har også fået en journaludskrift, som jeg så kan forsøge at tyde!
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er træt – meget træt, men det er vel naturligt nok. Mine 3 medpatienter det sidste døgn syntes ellers, at jeg var den mest friske af os, selv om de er meget yngre. Det var hyggeligt, efter nogle døgn, hvor vi alle 4 har ligget sammen med skiftende patienter af begge køn (!) og alder, at vi 4 faktisk havde det rigtig godt sammen og kunne snakke. Jeg kunne forstå på dem, at de alle havde været ude for mere eller mindre sjove oplevelser mht medpatienter, bl.a. med nogle meget støjende unge piger med et forfærdeligt sprog, eller med snorkende mænd – og nu blev vi så alle 4 udskrevet samtidig, lige som vi havde fået det rart.
De blev alle 3 hentet af familie, men de boede jo heller ikke så langt væk. Og da jeg var kommet hjem, kom Christian med Diki, som altid bliver stormende glad, han eller jeg kommer hjem, så vi tager den helt store kæletur!
Og så får jeg “Diner transportable” i aften, hvor svigerdatteren vil komme med middagsmad til mig – dejligt!
Så skal jeg lige have en “slapper” og se X-factor og håndbold – og så slumrer jeg nok foran TV.
Øv, jeg kommer ikke hjem i dag alligevel. Det var jeg ellers så sikker på, at jeg havde sagt ja tak til et tilbud om at blive hentet af søde Anne-Mette!
Udskrivningsbrevet lå her ellers, men så blev jeg hentet til stuegang og fik at vide, at mine “tal” (billirubintal”) er forhøjet fra 5 før operationen til 57. Det har noget at gøre med bugspytkirtlen og afløb fra galdegangene og leveren, hvor jeg nu får at vide, at det er lykkedes at få alle sten og grus ud i går, og lagt et nyt dræn ind, og det kan være det nye dræn, der stopper til. Så hvis det ikke bliver bedre, skal de snakke med operationslægen. De siger, jeg er blevet gul, det passer med, at jeg tænkte i morges, da jeg var badeværelset, at jeg var mørkere i ansigtet, end jeg plejer at være. Men jeg er ikke gul i øjnene.
Vi er 2 på stuen, der har fået samme besked, selv om vi var sikre på, at vi nok kom hjem. Så vi må trøste hinanden og væbne os med tålmodighed!
Og jeg har det godt nok nu.
Igen på Horsens sygehus, og efter en meget lang dag i går er jeg nu oppe ved overfladen igen.
Stod op kl 4 i går morges – taxa til banegården – med toget 4.56 til Horsens og taxa til sygehuset. Derefter ULIDELIG ventetid, før der først ved 7-tiden kom sygeplejerske og laborant for at tage blodprøver, blodtryk osv, og kl 7.40 kom taxaen, der kørte mig til Århus KH i et frygteligt vejr og tæt trafik – alt sammen i fastende tilstand. Heldigvis skulle jeg ikke vente så længe i venteværelset, som jeg før har gjort, så jeg kom på operationsbordet lidt efter 9. Denne gang fik jeg en god forklaring – før operationen. Forklaringen på, hvorfor der skal så mange gange til, før de galdesten i galdegangene er væk, er, at der er MANGE, små og store, og det er for hårdt for kroppen, hvis de alle skal knuses på én gang. Der udvikles varme derinde. De kan også vokse og sætte sig fast løbende. Alternativet ville være en åben operation, og den er der forskellige bivirkninger ved, den forklaring kan jeg godt acceptere. Så jeg er ikke færdig, men skal ind igen i løbet af 8 uger.
Hvis bare det går så godt som sidste gang (i december) og denne gang, så går det nok. Men jeg lægger ikke skjul på, at jeg både er nervøs hver gang, og jeg synes, det er meget ubehageligt. I går havde jeg det ikke godt bagefter, kastede op flere gange trods kvalmestillende medicin. Og så var jeg så TRÆT, at jeg sov næsten hele dagen.
Da jeg kom tilbage til Horsens sygehus, liggende i ambulance med 2 friske, rare reddere, og de kørte mig op på afdelingen, gjorde jeg noget, jeg ikke troede, jeg kunne få mig selv til: jeg gjorde diskret opmærksom på, at jeg ikke var begejstret for at blive lagt ind på en blandet stue med 2 mænd og 1 kvinde, der i øvrigt var ved at blive udskrevet! Jeg kunne se på reddernes ansigter, at de heller ikke syntes, det var fedt.
Så selv om det var en stor, nyrenoveret stue med udsigt over fjorden, er jeg alligevel tilfreds med flytningen til en anden, gammeldags stue med meget mindre plads og ud til P-pladsen. Godt nok har det været en lidt urolig nat, fordi der er nogle af medpatienterne, der er lidt urolige – men selv om jeg i mange år har delt sovesale eller telt sammen med andre voksne spejdere af begge køn, så synes jeg ikke, det er behageligt at dele sygestue med fremmede mænd – de var eller søde og rare – men man render jo rundt i meget lidt tøj, skal have tage temperatur, undersøges osv – nej, jeg er ikke enige med administrationen/politikerne i, at det er godt for patienterne og forkorter indlæggelserne. Hvorfor mon?
Sygeplejersken tog det pænt og fandt en løsning, som kun indebar en enkelt flytning.
Nu lå udskrivningsbrevet allerede på mit bord, da jeg havde spist morgenmad, men jeg skal afvente svar på blodprøverne her til morgen, så tror jeg, at jeg kommer hjem.
Det har jeg ikke noget imod, selv om jeg er lidt mat i sokkerne.
Så bliver Diki også glad, selv om han har det godt hos sønnefamilien.
Ja, det er han altså, min lille Diki – som heldigvis har taget lidt på, efter at han blev kastreret, og ikke er så tynd mere. Han er, så vidt jeg kan se, vokset lidt både i højden og i hvert fald i drøjden, så han er dejlig fast at mærke på nu! Og pelsen er også vokset, så han ligner en “rigtig” Tibbe! = kvadratisk!
Han blev vasket i dag, så han er rigtig ren og lækker, når han skal på visit et par dage. Og tilfældigvis var Christina på besøg, så hun fik lov at lege fotograf, da jeg for første gang brugte arbejdsbordet som “trimmebord”. Det var en stor succes! Jeg står meget bedre med ham på bordet i den rigtige arbejdshøjde, og han var helt klart godt tilfreds og mere rolig, end når det foregår i en sofa.
Nyvasket på arbejdsbordet.
Det er dejligt at blive frotteret på det store bord..
..og føntørret..
Han nyyyder det!
Sådan!