I sagens natur må dette være en anonym historie, men den er sand!
En mand på 85 år bliver opereret og får en ny hofte. Efter 2 dage bliver han sendt hjem fra sygehuset – i et familiemedlems bil, der er højere og nemmere at komme ind i – der er ingen, der tilbyder transport i ambulance.
Der er trapper derhjemme, men det klarer han. Hustruen er alene om at passe og hjælpe ham, en visitator fra kommunen tilbyder 1 times hjemmehjælp hver 3. uge, men først efter nytår – 1 måned efter operationen.
Hustruen må hjælpe ham med alt, og hun er ikke stærk eller rask. Han vil helst blive i sengen, selv om han har fået besked på, at det er vigtigt at bevæge sig, og hun har svært ved at få ham til at komme op og sidde og gå.
Hun forsøger, om hun kan få deres læge ud og se til ham og snakke med ham, men det vil lægen ikke.
Efter 2 dage går det galt! Han kan ikke få luft, og med udrykning bliver han kørt mod sygehuset, men undervejs bliver ambulancen dirigeret til et andet, større sygehus – det er alvorligt. Og det viser sig også, at det er galt med hjertet.
Jeg forstår slet ikke, at der ikke er blevet taget kontakt med hjemmeplejen fra sygehuset, inden han blev sendt hjem 2 dage efter operationen. Hustruen er ikke i stand til at passe ham uden hjælp, han er overvægtig, og hun vil slet ikke være i stand til at hjælpe ham, hvis han f.eks. falder.
Nu har jeg meget, meget gode erfaringer med hjemmeplejen i Brædstrup, hvor vi boede, mens Søren var syg. Allerede kort efter at han fik konstateret cancer, fik vi besøg af en visitator, der på den måde forberedte, at vi kunne få hjælp, når det blev nødvendigt. Det betød, at da Søren pludselig fik det dårligt, kunne jeg bare ringe, så kom der en sygeplejerske nogle timer. Senere blev det oftere, og efterhånden blev det sat i system og trappet op efterhånden, som det blev nødvendigt. De sidste måneder havde han en personlig hjælper hver dag til at blive vasket og få tøj på + sygeplejerske hver 3. dag. Alt andet kunne jeg hjælpe med: medicin, toiletbesøg osv, men det var en stor tryghed at have den professionelle hjælp. Og hvis der var problemer – f.eks. da han faldt og brækkede lårbenet, kunne jeg bare ringe, så kom de omgående. Da han kom hjem fra sygehuset efter hofteoperation, var det i ambulance, når han skulle til behandlinger, var det i taxa eller ambulance. Det skulle vi ikke bede om.
Praktisk hjælp til rengøring og haven bad vi ikke om, det kunne vi selv betale os fra, det synes jeg er helt OK, når man har råd til det. Men jeg synes, det er for barsk, at den pågældende kommune ikke giver personlig pleje til gamle, syge mennesker!
Der er åbenbart forskel på kommunerne – men vi har da betalt vores skat alle sammen i mange år og har ikke tidligere bedt om, at stat eller kommune skal betale noget som helst for os!
Så bliver jeg helt ærligt stik tosset!
