Så er jeg udskrevet! “Den besværlige patient” kaldte lægen mig med et blink i øjet – ja, det er jeg jo nok, men uforskyldt, for jeg har ikke haft anelse om, at der sad sådan en masse sten i galdegangene.
Og desværre slipper jeg ikke for én omgang mere! Jeg skal i løbet af et par måneder til Aarhus igen og have fjernet resten af de sten, som bliver knust med ultralyd, før de kan fjernes!
Jeg håbede, at det var ovre med denne gang, men nu får jeg åbenbart en pause.
Jeg har nu 2 gange haft besøg af patchworkere, som enten selv er indlagt eller har en pårørende indlagt. Det er hyggeligt med en lille snak om vores fælles hobby – også som afveksling i sygehuslivet.
Ork, hvor jeg drak vand i går, jeg nåede ikke hele den kande på 1 time, som sygeplejersken foreslog, men den blev skyllet ned sammen med flere kopper te og saft. Og den sideløbende opmåling af urin kom over de 1½ liter som krævet.
Og nu har jeg været i bad og er i mit eget tøj, det er en dejlig fornemmelse.
Jeg håber, jeg kommer hjem i dag.
Så fik jeg lige en “opsang” af sygeplejersken: Du skal drikke meget mere! Skal vi sige, at du har drukket en hel kande vand om 1 time?
..det regner jeg da med, men den læge, der skal fortælle mig resultatet, har ikke været her endnu.
Der var (igen – igen) lang ventetid i Aarhus, men denne gang havde jeg medbragt både læsestof og strikketøj til at udfylde de 3½ timer, før jeg kom ind til operationen, som denne gang var i fuld narkose. De er utroligt omsorgsfulde og kærlige, anæstesisygeplerskerne, og der var overskud til at grine lidt af, at jeg på spørgsmålet: “om jeg havde været i narkose før?” svarede: “ikke siden 1963!” på et lille “lazaret” i Sydgrønland, hvor lægen lukkede konsulationen, steriliserede det hele og opererede med en jordemor og en sygeplejerske, som han selv havde uddannet til at assistere og give anæstesi!
De mente nok, jeg ville få en noget anden oplevelse denne gang, for det var nok æter, de brugte den gang, og det kastede man meget op af bagefter.
Jeg mærkede ingenting til operationen, som de andre gange fik jeg sovemedicin som drop først, og så var jeg væk.
Jeg tror, det varede ca 1½ time, så blev jeg vækket og kørt på overvågningsafdelingen, hvor en meget sød sygeplejerske tog sig af mig. Jo, jeg kastede ret voldsomt op, men ikke så længe, og så var jeg nogenlunde frisk, om end døsig.
Jeg var først tilbage på Horsens sygehus ved 21-tiden, hvor min seng stod klar, på en 2-sengsstue hvor jeg også lå sidste gang.
Jeg har stadig kvalme og kan kun spise ganske lidt, men der er næsten ingen smerter, og nu kan jeg vist ikke sove mere! Sygeplejerskerne fortæller mig, at de der “grimme tal” vedr. bugspytkirtlen, som var slemme både første og anden gang, slet ikke er så høje denne gang og allerede på vej ned. Så jeg håber, at jeg snart kommer hjem.
Har lige afleveret Diki til hans plejemor de næste dage – han forstod altså ikke, at jeg gik uden ham! Men Hanne er glad for ham og begyndte straks at lege med ham, og så var det bare om at komme af sted.
Hver gang, jeg har ham med, hvor vi skal overnatte, eller når han skal passes, tænker jeg på, at det er en stor bagage, han har med: seng, sækkestol, legetøj, mad og godbidder, vand- og madskål, flere snore, og børster! Det er ligesom med små børn!
Jeg savner ham allerede!
Jeg fik “swappet” Ditzy Donuts blokke i går i gruppen på Facebook. Her er mit eget bidrag til juli/august swappen, der er 5 sæt á 2 blokke, syet samtidig, ialt 10 blokke .
Der er lidt frafald, så det er kun 29 ud af 59 medlemmer af gruppen, der har sendt blokke denne gang. Lidt synd, fordi jeg må sige nej til flere, der gerne vil være med.
Til gengæld er der nogle, der nu har til flere flotte tæpper – jeg selv incl.
..er nu Karin og hendes mand med 37 puttetæpper og en kasse med sokker + en pose frimærkeafklip.
Dejligt!
..er nu ude af huset og bliver sat til salg hos Brun Rasmussen i løbet af en måneds tid!
Der var godt nok mange mapper, de fyldte flere skabe, og mange af dem var helt fyldt med doubletter! Men der er også fine albums med mærker, der formentlig er noget værd, både gamle og nyere.
Jeg er ikke blevet lovet nogen formue for dem, det havde jeg heller ikke regnet med, for Søren sagde altid, at han ikke mente, de var noget særligt værd.
Dog var der 2 små serier, som måske kan trække hele læsset! Det anede jeg jo ikke noget om, men 2 “amerikaner-serier” med grønlandske mærker fra lige efter 1945, fik jeg at vide, er meget eftertragtede! Så det er jo spændende.
Set med mine øjne er det fint, at frimærkeeksperten tog det hele med, også mapper med meget blandet indhold fra flere andre lande. Så nu er jeg af med det alt sammen og har kun ganske lidt, som ikke er ordnet, men som jeg kan glæde nogen med. Plus en stor pose afklip, som Julemærkehjemmet Fjordmark får, for de har en aftale med en frimærkesamler, som køber afklip, som børnene hjælper med at klippe, og så tjener de lidt til Fjordmarks drift!
Jeg er glad for, at de ville sælge det for mig, for nu har de ligget i næsten 4 år, hvor jeg ikke har vidst, hvordan jeg skulle komme af med dem. Søren havde meget glæde af at samle og ordne dem, og ligeså af at sælge dem på auktion på QXL, og det hyggede han sig med. Men hvis man skulle sælge så mange på den måde, så kunne jeg ikke nå det i min levetid!
Vi har haft besøg af Diki’s plejemor in spe = Hanne, der vil passe ham, når jeg skal på sygehuset. Det var en stor succes, han kender hende godt i forvejen, og det kunne man tydeligt se: Diki er helt vild med hende!
Dejligt!