..det regner jeg da med, men den læge, der skal fortælle mig resultatet, har ikke været her endnu.

Der var (igen – igen) lang ventetid i Aarhus, men denne gang havde jeg medbragt både læsestof og strikketøj til at udfylde de 3½ timer, før jeg kom ind til operationen, som denne gang var i fuld narkose. De er utroligt omsorgsfulde og kærlige, anæstesisygeplerskerne, og der var overskud til at grine lidt af, at jeg på spørgsmålet: “om jeg havde været i narkose før?” svarede: “ikke siden 1963!” på et lille “lazaret” i Sydgrønland, hvor lægen lukkede konsulationen, steriliserede det hele og opererede med en jordemor og en sygeplejerske, som han selv havde uddannet til at assistere og give anæstesi!

De mente nok, jeg ville få en noget anden oplevelse denne gang, for det var nok æter, de brugte den gang, og det kastede man meget op af bagefter.

Jeg mærkede ingenting til operationen, som de andre gange fik jeg sovemedicin som drop først, og så var jeg væk.

Jeg tror, det varede ca 1½ time, så blev jeg vækket og kørt på overvågningsafdelingen, hvor en meget sød sygeplejerske tog sig af mig. Jo, jeg kastede ret voldsomt op, men ikke så længe, og så var jeg nogenlunde frisk, om end døsig.

Jeg var først tilbage på Horsens sygehus ved 21-tiden, hvor min seng stod klar, på en 2-sengsstue hvor jeg også lå sidste gang.

Jeg har stadig kvalme og kan kun spise ganske lidt, men der er næsten ingen smerter, og nu kan jeg vist ikke sove mere! Sygeplejerskerne fortæller mig, at de der “grimme tal” vedr. bugspytkirtlen, som var slemme både første og anden gang, slet ikke er så høje denne gang og allerede på vej ned. Så jeg håber, at jeg snart kommer hjem.