Jeg har altid været udpræget te-drikker, det var mine forældre også, men mærkeligt nok er jeg vist den eneste af 4 døtre, der næsten kun drikker denne gyldne drik!

Den aller bedste kop på dagen er den, jeg kun nipper til, fordi den er skoldende hed – det skal den være. Små bitte nip ind over tungen skiftevis med en bid brød. Hele den første kopfuld drikkes på den måde, “nippene” bliver større, efterhånden, men den næste kop er næsten lige så varm, så der startes på samme måde.

Normalt tænker jeg jo ikke over det, for sådan er det hver eneste morgen, men lige netop morgenerne p.t., hvor jeg ikke har meget appetit, og ikke meget smager mig, betyder morgenritualet meget!

I morges var jeg ovenikøbet sulten! Det har jeg ikke været i 18 dage! Og nu kan jeg spise mine sædvanlige 2 halve “mørkt landstykke” / grovboller. Lidt honning får det til at smage af lidt, og teen, som er en grøn blanding fra Perch’s med lidt frugtstykker i, smager helt som den skal!

Det er da en behagelig start på dagen – næh fra i dag starter dagen, som den plejer: Diki’s morgentur! Efter mere end 14 dage, hvor min dejlige hund har været utroligt tålmodig og kun er kommet ud i egen have, så gik vi i går eftermiddag en lille tur, og nu til morgen det halve af den normale morgentur! Og han var helt tydeligt glad og forventningsfuld, da jeg tog frakke på.

Jeg fik ellers noget af en melding, da jeg kom ud og mødte søde Mette, som hjælper mig med haven, og som i dag er hos naboen. “Hej – du ser da ikke godt ud!”, sagde Mette – og undskyldte!, men hun syntes faktisk, at jeg var meget bleg, og jeg ved jo godt, at jeg har tabt mig, og det ses først i ansigtet! Ja, sådan er det! Jeg har heller ikke sovet godt i nat, for jeg har hostet voldsomt i flere timer! Det skal op, det skidt: slimen i lungerne!

Næsten en sensation – i hvert fald for mig! – Diki og jeg har været ud og gå en lille tur. Det var dejligt!

Han tyvstartede faktisk! For efter i 1 uge herhjemme, hvor han kun har været ude i den lille have og terrasse bag huset, og hvor han ikke på nogen måde har givet udtryk for utilfredshed eller utålmodighed, så stak han af, da hoveddøren blæste op! Jeg blev inde og ventede, mens han gik en lille tur rundt til nabohaverne. Hvis jeg var gået ud efter ham, kunne han godt finde på at gå længere væk! Heldigvis kom en af naboerne, der tit snakker med ham, ud og kaldte på ham, og hun foreslog, at de skulle gå hjem til Mor – det gjorde han glad og gerne sammen med hende!

Og så havde han fået smag for en tur, så han stod forventningsfuld ved døren og ventede på, at jeg fik overtøj på. Det var dejligt for os begge 2, vi gik langsomt, for jeg har ikke så meget luft, og benene er lidt slappe. Men det passede ham fint, så fik han god tid til at snuse!

Iflg. egen læge er jeg nu ude af isolationen! Mon jeg kan vænne mig til det?
Jeg hoster stadig, men hosten må bare ikke blive værre. Temperaturen sidste 3 dage er også OK.

Smagsforstyrrelserne kan vare længe, men har ingen betydning for smitte.

Så nu kan jeg gå tur med Diki! Gad vide, hvad han siger til det? Han er jo blevet en doven lille hund! Vi går nok heller ikke ret langt!

Og så skal jeg til forskellige scanninger og tests den næste uges tid.

Dag 5. Lungerne er seje, og jeg hoster – men jeg gør også de øvelser, jeg er pålagt: træk vejret dybt, helt ned i maven og pust ud, mange gange hver time! Og pusteøvelser.

Og så fandt jeg på noget nyt i dag. Der har været sang fra højskolebogen hele eftermiddagen, og normalt ville jeg synge med for fuld hals! Men det kan jeg ikke nu – og dog! Jeg prøvede – og tænk, jeg kunne synge! Lidt skrattende indimellem, men ikke dårligt!

For 10-11 år siden blev jeg så hæs gennem længere tid, at jeg blev sendt til talepædagog (det var anstrengende at være så hæs), og hun lavede mange forskellige øvelser med mig, også afslapning, men intet hjalp! Så det sluttede uden resultat! Nogen tid efter prøvede jeg spontant at synge, og det kunne jeg godt! Og så gik der ikke lang tid, før hæsheden var væk – forstå det, hvem der kan!

Så jeg synger med som træning, når de senere på aftenen begynder igen!

Dag 4. Det har jeg ventet på! Datteren har fået negativt resultat af test nr 2! Jeg har virkelig været bekymret for, om hun skulle være blevet smittet, da hun besøgte mig på sygehuset lørdag eftermiddag for 1 uge siden, da jeg fik de første symptomer natten til søndag! Hun har selvfølgelig været i isolation derhjemme, siden jeg blev konstateret smitte søndag, hvor hun har opholdt sig på et værelse, og svigersønnen har vartet hende op! Men det blev jo kedeligt! Så hun har været ude i den friske luft og det dejlige vejr i eftermiddag med hundene!

Ja, min tur kommer jo også, men jeg kan ikke testes (jeg vil være positiv i lang tid), før mine symptomer er væk, og det er de ikke endnu. Jeg hoster, og jeg har også lidt for høj temperatur. Men jeg nyder solen alligevel med døren på klem til terrassen, så Diki kan løbe ud og ind.

Jeg er SÅ imponeret over min elskede hunds tålmodighed! På en eller anden måde fornemmer han, at jeg ikke kan komme ud og gå tur med ham – og han har ikke bedt om det en eneste gang! Vi skal nok komme ud!

Jeg kan godt få madfantasier nu! Og jeg skal teste i aften, hvordan rejer smager! Det har jeg lige lyst til, efter at have spist tomatsuppe med cremet ost fra COOP 4 aftener! Små portioner, men det smager dejligt.

Dag 3. Absolut fremgang, feberfri i går aftes og til morgen, har ikke hostet nær så meget i nat! Så det er dejligt. Smagsløgene har det det stadig ikke for godt, men det er ikke helt skidt: det er især søde ting, jeg godt kan smage – men ikke alt, f.eks. smager chokolade skarpt! Jeg prøvede lige 😉 Mærkeligt nok smager vand heller ikke, som det skal, nærmest lidt “dødt”/ingen smag! Og jeg kan ellers godt lide alm. vand!

Det er flaghejsningsdag i Byhaven, men selvfølgelig er der vikar på i dag, hvor der er 2 fødselsdage, og desværre også et ikke uventet dødsfald i nat, hvor en af vore ældste døde på sygehuset. Nu er den lille familie på 3, der alle boede her, væk på mindre end 1 år: datter, mor og nu far – meget trist, men det var godt, han fik fred. R.I.P. Hans!

Så der flages på ½ og senere på hel for fødselarerne.

Og Diki og jeg hygger os, han har åbenbart helt accepteret, at han ikke kommer ud og gå, men selvfølgelig i haven, alt det, han vil. Og når vejret er så godt, vil han gerne ligge ude på terrassen noget af tiden.

Jeg læser, strikker, drikker masser af te og spiser lidt!

Dag 2! Det går lidt bedre, har ikke hostet så meget i nat, men jeg kan godt mærke, at det er lungerne, det handler om! Jeg bliver meget let forpustet: Jeg opdagede, at Diki havde noget siddende bagi, og det er nemmest at tage med håndbruseren, når han står med numsen inde i brusekabinen (det sidder fast i pelsen). Så det gjorde vi, og det gik fint – men hold nu op, hvor blev jeg forpustet og mat! Sved på panden osv, men det gik! Og han er så sød og tålmodig.

Jeg laver lungeøvelser: træk vejret helt ned i maven og pust ud, og så kommer hosten, igen – igen. Men det skal jo til.

Der lå adskillige breve i E-boksen fra Regionen vedr. min smitte, sygehuset osv, bl.a. en indkaldelse til CT-scanning i går, skrevet mens jeg lå på sygehuset! Så jeg har haft flere tlf.samtaler for at rede tingen ud. Der var også start på en genoptræningsplan, til start efter karantænen, med frit valg mellem 3 forskellige steder, men ikke Fredericia?

Og nu blev jeg så lige ringet op af Fredericia Kommunes genoptrænings afd. som har fået kopi af mit forløb. Det viser sig, at selvfølgelig kan jeg få genoptræningen her i kommunen, der er frit valg, ja, men de skal betale, hvis jeg vælger en af de andre!!! Er der gået kommunal økonomi i min sundhed?

Jeg er glad for, at jeg er rimeligt klar i hovedet, for man kunne godt blive forvirret!

..i min isolation går det. Svigerdatteren har købt fornuftigt ind for mig, så der er protein drikke, frugt, brød og lidt pålæg i køleskabet, suppe på “brik” og i fryseren, og masser af decinfektionsservietter.

Men smagsløgene er ikke helt som før – endnu – og appetitten slet ikke.

Jeg har stadig feber, og måtte skifte natkjole 4 gange i nat! Så vaskemaskinen har været i gang.

Diki er jo heldigvis en gammel hund, der sover meget, og han kan komme ud i haven, jeg må jo ikke gå tur med ham. Men jeg tog handsker og mundbind på i morges og hentede min avis i postkassen!

Så nu skal jeg slappe af, lave lungeøvelser og forsøge at spise lidt. Jeg har nogle store flasker dejlig vindruesaft, som yngstesønnen har lavet, og de søde smage bekommer mig bedst – jeg skal jo drikke meget.

Det er dejligt at være hjemme!

Efter mere end 3 timers ventetid kom den ambulance, der skulle fragte mig hjem til Byhaven og Diki!

Han blev bare SÅ glad! Han har haft det super godt hos ældstesønnen og hans familie, men nu skal han ingen steder, for jeg er isoleret indtil på søndag – mindst, det afhænger af min temperatur.
Ikke mere nu, jeg er dødtræt!

Der ventede også en smuk buket, og jeg ved ikke, hvem den er fra?

Men tusind tak!

Så let gik det ikke i går – jeg fik et voldsomt tilbagefald og havde den værste nat, jeg kan huske! Jeg gik tidligt i seng og håbede, at anfaldet var helt ovre til morgen – men ca midnat vågnede jeg ved, at jeg havde meget ondt igen. Det sidder lige under ribbenene og trækker om i ryggen, og det bliver bare ved, så man ikke kan finde ro! Jeg tror, jeg var oppe 10 gange, og jeg blev mere og frustreret.

Hvor er det godt, jeg har sådan en tålmodig og kærlig hund! Én gang ville han gerne ud og tisse og hen og drikke lidt vand – men ellers lagde han sig roligt i sin seng og sov.

Og så ventede jeg på, at kl skulle blive 8, så jeg kunne tage en af de stærke piller, som jeg sidst havde taget ved midnat.

Jeg var helt rundt på gulvet og kunne ikke blive vågen og klar i hovedet, men kunne heller ikke sove.

Pillen hjalp, jeg vågnede op, og da vi gik vores sædvanlige morgentur, kunne jeg lidt efter lidt mærke, at jeg havde det bedre. Det var så dejligt klart, sol og køligt.

Der sidder lidt og murrer, men jeg håber, at det er ovre for denne gang. Og så skal jeg have en “morfar” på sofaen, for jeg sidder op og sover, når jeg læser avis eller strikker!