Naturen kan ikke finde ud af, at det skiftevis er drønvarmt og efterårskoldt!
Prøv at se det beskårede kirsebærtræ, som nu ikke bare skyder som forventet – men også blomstrer med forårsblomster! Og bagved det ses også Magnolien, som har sat nye blomster.
Agapanthus’en, som har stået med de samme store hvide skærmblomster hele sommeren, og nu hvor de blomstrer af, skyder den nye stængler med knopper! Gad vide, hvor længe de får lov at blomstre? Den tåler ikke frost, så jeg håber…
Prøv at se en flot gave, jeg har modtaget i dag til Projekt Puttetæpper fra én der ikke syntes, hun selv kunne sy et tæppe, men gerne vil støtte det gode projekt!
Og det er store stykker, så der kan virkelig blive er dejligt “tøsetæppe” uad af det. Selvfølgelig et pigetæppe med de farver, og en pige vil elske uglerne!
Familie Journalen har i denne uge en fin artikel og billeder om et patchwork projekt med velgørende formål – nemlig “Quilt Pink”, som syr tæpper til indtægt for Brystcancerfonden.
Det kan være lidt svært at få aviser og blade til at skrive om de gode formål, vores elskede håndarbejde kan have. Men det er nu 2. gang i løbet af 1 år, at Familie Journalen gør det – HURRA for det!
Dejlige humørfyldte billeder af en flok gæve quilder, der lægger et stort arbejde til et godt formål! Og så er der endda 2 af vore allermest flittige hjælpere til Projekt Puttetæpper med: Inga og Maren, som syr rigtig mange blokke til puttetæpperne, syr “Pink”.
Og så fryder det da mit hjerte at se Log Cabin tæppet, som jeg har syet!
… selv om det kun er en hvalp! Diki havde meget travlt med at “grave” i sin sækkestol, og puffede og puffede, ligesom jeg kender fra Whisky og Tjasse, når de begraver et ben i jord.
Og ganske rigtigt – jeg blandede mig udenom, men da han forlod sit arbejde, havde han ikke kun gravet og puffet folder i stoffet hen over sit bytte, men også dækket det til med gulvtæppet fra sin transportkasse!
Og se nu bare: marven af et gnaveben med kalunfyld var omhyggeligt gemt, efter at han har gnavet det meste af selve det, der var udenom!
Han er altså dygtig, min lille hundedreng – og han finder selv ud af det, godt hjulpet af nogle ældgamle instinkter.
..udvikler sig. Hans pels, der stadig er så blød, så blød, vokser og får ham til at se tykkere ud – en lille “pølse” at se til lige nu. Og han er så småt ved at lære at gå på den indendørs trappe, der er af træ og glat og derfor spærret af med børnegitter. Trappetrinnene i haven, som er af fliser, har han brugt uden besvær hele tiden. Han kan stadig ikke helt selv springe op i sofaen el. sengen, mens han næsten flyvende springer op og ned af stensætningen i haven.
Han finder også på små “sjove” ting som at snuppe mit tøj fra stolen i soveværelset, men han bider det ikke i stykker. Derimod slæber han små grene ind i alrummet og bider dem i mange små stykker på gulvet.
Men han er superflink til at være alene hjemme, han får en aktivitetsbold med lidt foderpiller i, når jeg går, men han spiser kun lidt af dem, og intet andet er rørt, når jeg kommer hjem – han skal bare have en ordentlig knuser og kæles og roses, så er han glad.
Og så er han begyndt at lette ben! Første gang for et par dage siden, hvor det ene bagben lettede nogle få cm, som om nogen havde trukket i en snor. I dag kom det rigtigt op – hold da op, man bliver næsten rørt, når den lille baby leger voksen hanhund!
På lørdag skal han besøge sin mor og sit fødehjem, det bliver spændende, hvordan han reagerer.
Så blev der sat punktum for det sidste afsnit af min “Grønlandskrønike”, som jeg har kaldt min beretning om mit og min families tilværelse i Grønland 1962 – 1973.
12 år, som var anderledes, end hvis vi havde boet i Danmark, men som blev hverdag for os. Mange, mange minder, oprindeligt opmuntret og støttet af Sørens hukommelse, som var bedre end min, da jeg skrev de 8 små artikler, som blev trykt i vort lokale seniorblad, og som har dannet grundlaget, sammen med Sørens lysbilleder, som svigerdatteren har scannet, så de kunne lægges ind på PC’en, samt et helt ringbind med mine egne breve til familiemedlemmer!
Det har været sjovt, og jeg har været glad for alle de kommentarer, jeg har fået fra læsere af denne blog! Tak for det.
Jeg håber, at I vil finde fornøjelse også i det sidste afsnit, som mest er nogle reflektioner og en opsummering. I finder det 9. afsnit lige HER.
“Hundemor” og farmor – det bliver man ikke træt af! Og det er spændende, når den lille nye guldklump Victor, 7 mdr. og hunde-babyen Diki, 5 mdr. skal mødes første gang.
Victor er blevet en rigtig lille kraftkarl, rund og glad – så skønt, når man husker, hvor lille han var!
Diki var MEGET reserveret i starten (Tibetanere er af natur reserverede overfor fremmede) – hvad var dog dette lille væsen for noget?
Øj, han er da sjov!
Han kysser mig!
Det var lige lidt i overkanten!
Men ved Farmors hjælp fandt de 2 ud af en balance.
Dikis gode ven Emma kom også på besøg.
Glad dreng!
Se hvad jeg kan!
Jeg kan vist nok også snart gå..
Sikke en skat, de 2 ikke helt “grønne” forældre har fået!
Vi kan kun være glade og lykkelige!
Kaffe Fassett quilt
Nu kan det afsløres: Kaffe Fassett tæppet er en gave til svigerdatteren på hendes 40 års fødselsdag i morgen. Men jeg ville selv give hende det i dag, da de var her på vejen fra ferie i Lønstrup og hjem til Brøndby. Hun blev glad for det!
Fødselsdagsgave dagen før
Og nu skal jeg til at kigge “en million” billeder igennem af Lille Victor og Diki! Hold da op, hvor er han helt igennem en lille glad kraftkarl, det er så dejligt, når vi huske, hvor lille, han var.
Ska’ vi bytte?”
Diki var MEGET skeptisk overfor det mærkelige lille væsen, der lå der på gulvet og smilede til ham, det tog altså noget tid, før han fandt ud af, at Victor var uskadelig! Så det endte med kys!
Victor og hans far og mor og Cæzar.
Det er så længe siden, jeg har set Victor IRL, og der sker så meget i den alder – 7 mdr. Så jeg glæder mig rigtig meget til nogle timer sammen.
Og familien har ikke set Diki, så det bliver første gang. Nu må vi se, om Cæzar vil hilse på ham, han er en god hund – rottweiler – men det er ikke sikkert, han gider den lille frækkert.
Vi har haft et dejligt besøg i dag, Diki og jeg, og så kunne vi endda sidde i haven i det skønne vejr!
Annette og hendes 3 skønne Tibetanere kom på besøg – det er første gang, fordi Sengi (Bodils søster) bliver køresyg.
Diki var helt ellevild!
Tjasse, den store hanhund, er hans helt store helt, og de tumlede rundt, så Sengi var helt jaloux!
Gamle Molly er blevet klippet, så nu er hun ikke ret meget større end Diki!
Skønne Tjasse, verdens dejligste Tibbe hanhund!
Diki kan gøre næsten alt ved Tjasse – men..
.. han fik ikke gnavebenet fra ham! Der satte Tjasse grænsen (selv om det var Dikis ben!)
Vi fik en flot opvisning i, hvor dygtige de 3 er, og Diki kunne så liiige være med til den første diciplin: læg dig!
Molly, Tjasse og Sengi kan springe under og over deres “mor” og hinanden, og..
..”flade ud” og kravle nede på maven.
De er så dygtige! De går til agility, og Molly og Tjasse har taget pokaler. Sengi er begynder, de skal jo være et par år, før de kan deltage. Men dygtige, det er de alle 3.
Og nu er Diki meget træt efter en dejlig eftermiddag!