Lanciers

I år var det Ebbes tur til at danse Lanciers på gymnasiet. Han var egentlig lidt lunken overfor begivenheden, men blev alligevel smittet med kammeraternes interesse, det festlige tøj, alle snakkede om osv.

Så han fik nyt tøj og sko, og det manglende slips fandt han hos Mormor, dansepartneren var også i fin ny rød kjole (derfor slips med lidt rødt i + røde sokker!)!

Og forældre, storebror og Mormor sad på plads 2 timer før! Erfaringen siger, at ellers får man kun ståplads og mylder!

Desværre var han svær at finde blandt de ca 300 elever, der marcherede ind til festlig musik, og til selve dansen var han og hans kvadrille inde i midten på gulvet, men vi fik da et par glimt!

Spændt forventning i indmarchen

Lanciers for 300 3.g’ere – Ebbe inde i midten på 1. række.

Det er festligt og rørende HVER gang! Og hvor er de super søde og fine allesammen.

Mormor kan selvfølgelig hjælpe

Et lille nødråb på Facebook i morges:

SOS: Kender jeg en venlig sjæl der har et slips jeg kan låne til mit galla i morgen? På forhånd tak

Ja, selvfølgelig kan Mormor hjælpe barnebarnet! Det havde han nok ikke lige tænkt på – men han var passende imponeret, da han senere kom for at udvælge et fra den kasse fuld, som min samling består af:

Han prøvede mange og gik straks i gang med at lære at binde et slips – via telefonen! hvor han selvfølgelig fandt en fin tegning med de forskellige “løkker”. Det skal han nok få lært. Han drog hjem med en håndfuld, så kan han bestemme sig, når han ser dem i dagslys.

Og hvorfor har Mormor så mange slips? Jo, jeg syr af og til små søde tasker med lang lynlås, og jeg har også syet et smukt vægtæppe af silkeslips. Jeg har endda sorteret en masse fra og beholdt dem af silke!

Så nu glæder jeg mig til at se den unge mand i fint jakkesæt, hvid skjorte, hvide sko og silkeslips i morgen aften på Fredericia Gymnasium, når han sammen men MANGE andre 3. g’ere danser den gamle klassiker!

My Millions of Flowers

Lillebæltquilterne knokler på med at sy de millioner af blomster!

Jeg har desværre været forhindret de sidste 2 gange, så jeg er kommet bagud med mønstrene, men jeg hænger på!

Der er stor forskel på, hvor langt de forskellige er nået, men uanset hvad bliver de færdige blokke hængt op – det er meget inspirerende!

Nu kan designet ses

Jeg er så langt nu med det tæppe, jeg syr til Anne, at alle blokke er syet, og i dag blev de lagt op på de store hæve-/sænkeborde, vi er så heldige at have på Tekstilværkstedet på Depotgården.

Det er jo et puslespil, når man bruger et mønster som dette (“Hidden Nine-Patch”), blokkene skal passe sammen på kryds og tværs, men det lykkedes meget godt, med hjælp fra Lis, som gerne ville lære hvordan, og det havde vi meget sjov med!

Nu er blokkene stablet række for række med nummer, og så skal de sys sammen først, derefter skal der kanter omkring før quiltning.

Anne har selv valgt og købt stofferne, og jeg kan rigtig godt lide farverne og morer mig med at bruge dem.

Mortens aften

Det er efterhånden meget sjældent, at jeg har gæster til middag – jeg orker det ikke! Eller skal jeg sige: jeg overkommer det ikke?

Men i aften gjorde jeg det – og alt lykkedes!

Ældstesønnen og hans familie er så søde til at invitere mig, så jeg “tog mig sammen” til at invitere dem til Mortens Aften!

Jeg havde virkelig planlagt grundigt, så jeg har sådan set lavet mad hele dagen – med indlagte pauser, så jeg ikke skulle løbe sur i det.

Det startede allerede fredag, hvor anden blev hentet og lagt til langsom optøning i køleskabet. Lørdag fik jeg købt alt det øvrige ind, og lørdag aften lagde jeg planer om, i hvilken rækkefølge, jeg skulle lave de forskellige ting. Jeg havde også bestemt, at vi skulle have dessert, nemlig rigtig gammeldags citronfromage, og den startede jeg på, mens de små kartofler kogte og anden tøede det sidste udenfor køleskabet. Den blev sat i ovnen kl 13 til bruning og langtidsstegning. Citronfromagen stod i køleskabet, de hvide kartofler blev skrællet og ventede, rødkålssalat med clementiner, valnødder og tyttebærsyltetøj blev lavet, bordet blev dækket – og indimellem sad jeg ½ time og hvilede benene! Diki blev også luftet behørigt, og da kl. var 17.30 blev de små kartofler brunet og sovsen skummet og jævnet – faktisk samtidig med, at familien ankom!

Jeg var ikke engang stresset eller træt, så vi kunne nyde en meget mør og lækker and med tilbehør – og citronfromagen!

Og så er jeg jo så heldig, at svigerdatteren nærmest rydder det hele op, så der er et helt rent og klart køkken, så er det ingen sag!

Jeg er rigtig glad for, at det lykkedes – i grunden er det jo mærkeligt, når man tænker på, hvor mange gæster, jeg har lavet mad til gennem årene, at det så forekommer så besværligt! Men jeg tænkte på min Mor, som var en fantastisk kok og havde mange gæster. Hun lærte på sine gamle dage at planlægge og forberede helt anderledes, end hun ellers havde gjort, og det måtte jeg også kunne!

Dygtige Laila!

Laila har – igen, igen – syet et meget flot tæppe i teknikken “Paper-piecing”, hvor man syr ganske små stykker stof ned på papir, en måde at få mønsteret til at stå knivskarpt!

Tæppet er en gave til en kær veninde, der har været igennem megen sygdom, men altid holder humøret oppe!

Det er blevet til travle dage!

Jeg er “ovenpå” igen, havde en meget hyggelig aften sammen med datteren, som også var hos sin Far, da han forlod os for 10 år siden.

Og nu går det slaw i slaw igen! I dag havde vi fælles rengørings- og oprydningsdag på Depotgården, hvor vi, der ikke har det så godt med fysisk arbejde, lavede julepynt, som skal bruges til at pynte op med til Julemarked næste weekend.

Det gik ikke rigtig godt for mit vedkommende, for den model, vi var et par stykker om at lave, kunne vi ikke få til at se ordentlig ud – pga manglende planlægning, vil jeg mene: der var ikke de materialer, vi skulle bruge, og heller ikke det værktøj, der skulle til. Filt er ikke det samme som stof, og det kan ikke nytte noget, at man bruger de gode, fælles sakse til alt muligt mellem hinanden – én saks til papir, én til stof og en tredie til læder/skind! ØV! Det er ikke første gang!

Nu vil jeg prøve at lave nogle stykker herhjemme.

Og ellers syr jeg på Annes tæppe – det er meget tilfredsstillende, og Anne er glad for billederne:

Løse blokke lagt tilfældigt op, men mønsteret kan godt anes.

I eftermiddag har Chrisian skiftet til vinterdæk på min gode gamle bil + givet den en “luksusvask” – jeg er så kisteglad for, at han altid gerne hjælper mig!

Nu skal der slappes af i aften og HELE dagen i morgen! (Måske sys lidt 😉 )

Stille dage

Jeg har et par stille dage, hvor tankerne går 10 år tilbage. Jeg har en svaghed for at mindes disse dage i november, og det gør jeg ved at gå tilbage her på bloggen og læse, hvordan vi havde det, da vi mistede Søren.

I morgen er det 10 år siden. Men dagene forinden er værd at mindes, dengang det 1½ år gamle sygdomsforløb pludselig nærmede sig sin afslutning.

Jeg tænker stadig på, at det var godt for Søren, men også for mig og vores børn, at han nåede at komme hjem efter 2 uger på sygehuset, så han kunne være i sine vante omgivelser og med familien omkring sig – selv om det så kun blev 2 dage.

Jeg har sagt det mange gange: det var godt, at han ikke fik det værre, det var godt for ham, at han stille og roligt blev befriet for lidelser!

Og jeg har klaret mig godt og er kommet godt videre. Hvad mere kan man ønske sig, når nu den nådesløse sygdom ramte!

Panik!

En underlig oplevelse i eftermiddags! Jeg havde længe lovet mig selv at se biograf filmen Downton Abbey, som jeg har elsket at se som TV-serie. Men der kom hele tiden noget i vejen.

Nu skulle det være! Til en eftermiddags forestilling. Det er sjældent, jeg går i biografen, men der var god plads, og jeg fik en plads på en af de øverste rækker i midten, det var helt fint! Jeg var overrasket over, hvor stejlt det går op ad!

Hold nu op, hvor er der mange reklamer og trailers før filmen endelig går i gang!

Det var en helt anden fornemmelse at se de velkendte roller i kæmpe stort format og med surround musik! Det var lige ved, at jeg syntes, de kom for tæt på! Handlingen var helt i tråd med serien, og den var også lagt nogle få år efter sidste afsnit i serien, så det passede meget godt som fortsættelse af handlingen. Selv om vi ikke var så mange tilskuere, var det tydeligt, at alle kendte de forskellige medvirkende og grinede, når Enkegrevinden, butleren osv brændte igennem med deres originaliteter! Så det var en dejlig oplevelse!

Men da filmen var slut, og lyset langsomt blev tændt igen i salen, var jeg en lille smule svimmel efter 2½ time i samme stol! Og helt galt blev det, da jeg kom hen til enden af min stolerække og skulle ned ad trappen! Jeg sad på 9. række, og der var omkring 3 trin for hver række, altså ikke høje trin, og brede, så hvad var der galt med det? Jo, der var en smal lysstribe langs med hvert trin, trinnene var sorte, og der var langt over til det gelænder, jeg gerne ville holde i, når jeg gik ned – det gør jeg i det hele taget helst, når jeg går ned ad trappen nu. Jeg kunne ikke træde ud på trappetrinnet uden at holde i noget – kunne simpelthen ikke! Panik!

Det løste sig ved, at jeg bad om hjælp fra nogle af de andre, der var på vej ned – bare en hånd, til jeg kunne få tag i gelænderet! Det var altså underligt! Men jeg ved godt, at min balance er blevet meget dårligere, og der er heldigvis ingen skam ved at bede om hjælp, når man er 80 år! En sød dame, som så ud, som om hun var helt klar over mit problem og også holdt fast i gelænderet, gav mig en hånd, og så var jeg på vej ned uden problemer.

Men jeg følte mig godt nok usikker på benene!

Jeg vil altid gerne hjælpe…

…hvis jeg kan. Og det kunne jeg tilfældigvis i en noget indviklet sag i aften!

Hvor er jeg glad for, at jeg kunne hjælpe en meget god ven med at finde noget, hun havde ledt og ledt efter. Hun blev så glad, at hun græd! Det kan man – både hun og jeg – kun fryde sig over!