En helt særlig auktion

Nu er billeder af de 10 puttetæpper, som forhåbentlig vil indbringe en sum til Julemærkefonden, lagt ud på Julemærkefondens hjemmeside som appetitvækker! Det er professionelle billeder, og tæpperne ser vældig elegante ud! Dem kan vi vist godt være stolte af!

Det ER da spændende! Aldrig før har Projekt Puttetæpper tilladt salg af de tæpper, som er syet til børn på julemærkehjem, men formålet fik os til at sige ja til forespørgslen, og tæppetanterne, der har syet de enkelte tæpper, er indforstået. Og da vi syr så mange tæpper, kan vi godt donere 10 tæpper til dette forsøg på at skaffe nogle penge til de betrængte julemærkehjem, der er nødt til at søge alternative indtægtskilder.

Lidt spændende (hemmeligt) projekt

Vi har snakket om i Projekt Puttetæppers styregruppe, at det kunne være en god idé, hvis PP har sin egen blog!

For selv om vi har alle oplysninger om projektet liggende på Dansk Patchwork Forenings hjemmeside her, under “projekter”, så kunne vi få mange flere oplysninger og aktuelle nyheder med, hvis PP har sin egen blog – ikke hjemmeside – hvor vi nemt kan opdatere, men ikke mindre vigtigt: hvor andre kan kommentere eller spørge!

Så det arbejder vi på lige nu. Vi er så heldige, at Inge gerne vil hjælpe os og har lavet rammerne.

Bl.a. vil vi lægge PP’s historie ud, foruden alle oplysninger om mønstre, tæpper, anvendelse af tæpperne osv. Det vil være meget nemmere at henvise til vores egen blog, fremfor at det skal gå ind over DPF’s hjemmeside.

Og vi kan også vise andre billeder end det nye galleri, som vi faktisk er lidt stolte af! Se bare her. Det vil selvfølgelig ikke lave om på, men der vil også være direkte adgang til galleriet fra bloggen.

Jeg tror, det er en god idé og skal nok melde adressen ud, når bloggen er klar.

Pyh ha, der har været fart på!

Der er nogle dage…

Ja, dette har været en dag, hvor det er gået slag i slag, og det er såmænd ikke, fordi jeg har haft travlt eller “ligget vandret i luften”, for jeg var da i strikkecafé i 2½ time i eftermiddag, og det var både hyggeligt og afslappet.

Men når der sker noget hele dagen, så mangler jeg et pusterum for mig selv!

Min bank havde foreslået mig at kigge på mine forsikringer, så der var jeg til møde i formiddags. Det varede meget længere, end jeg havde troet, og det var altså ikke kun forsikringer, vi snakkede om! Forsikringsmanden var så tydeligt og uforfalsket nordjyde (og vi boede i Nordjylland 6 år), det spottede jeg selvfølgelig straks, han er humoristisk, og det kan jeg jo godt lide, og så viste det sig (hvordan kommer man til at snakke om det, når det skal handle om forsikringer?), at han er aktiv spejder, og vi havde mindst én fælles ven, og da han skulle vide, hvilken hund, jeg har at forsikre, så var vi næsten i familie, for han har også en elsket schæferhund.

Nå men det var altsammen meget godt – vi fik også gennemgået mine forsikringer, og så må vi se, om der skal ændres noget. Der var i hvert fald mindst én alvorlig fejl i min bilforsikring, og måske noget mere. Men jeg er jo så heldig, at jeg har 2 forsikringskyndige i familien, så nu kan de få lov at vurdere, om der skal ændres noget.

Jeg kunne lige nå at give Whisky hans formiddagstur, inden jeg kunne slappe af i strikkecaféen, hvor 3 af os planlagde afrejse til Strikkefestival i weekenden.

Og så lå der en opgave til mig, da jeg kom hjem, for de flotte puttetæpper, som bliver sat på auktion til fordel for Julemærkefonden, er ved at blive hængt op i forretningen raun i Lyngby, og der var gået koks i det, så jeg måtte til at udarbejde en liste med billeder og de rette navne, så det kan blive korrekt. Det tog lidt tid, det er selvfølgelig noget pjat, at jeg gør så meget ud af det, men jeg vil gerne aflevere ordentligt.

Men nu har Whisky og jeg spist frikadeller, det er længe siden, jeg har lavet det til mig selv, men engang imellem skal man lave god mad, selv om man er alene! Så nu kalder sofaen og strikketøjet eller måske sytøjet? Det bliver vist begge dele – dog én ting ad gangen, men aftenen er ung endnu! Og jeg har et par projekter af begge slags, der skal være færdige inden alt for længe.

Hvordan kan det være, man ikke vil have hjælp?

Jeg bliver lidt ked af det, når jeg hører, at nogen ikke vil have den hjælp, de kan få. Som den senile dame, hvis datter jeg sommetider snakker med. Datteren passer selv sin gamle mor, der er dement og ikke altid ved, hvad hun gør. Det er helt bestemt et prisværdigt arbejde af datteren, men et hårdt slid og indimellem meget strengt, både fysisk og psykisk. Hun kunne selvfølgelig få hjælp fra hjemmeplejen, men det vil mor’en ikke! Og når de har haft besøg af en visitator, der prøver at foreslå hjælp, har datteren “ballade” bagefter. Så hun tager selv slæbet og ubehagelighederne, der også omfatter urenlighed. Det er jo ikke nemt!

En anden, som har en meget syg far med samme sygdom, som Søren havde, kan ikke få sin mor til at modtage hjælp fra hjemmeplejen, hun vil selv og klarer selv det hele.

Så tænker jeg på, hvor glade vi var, både Søren og jeg og vore børn, for den hjælp vi fik fra de utroligt søde og omsorgsfulde sygeplejersker og hjemmehjælpere, som efterhånden kom dagligt her i huset. De passede Søren, hjalp ham med personlig hygiejne på en meget kærlig måde, som han værdsatte, snakkede med ham om alt muligt, også ting, som han ikke ville gøre mig ked af det med, fandt jeg ud af bagefter, og var bindeled til lægen. De gav sig tid, også til at snakke lidt med mig, det betød virkelig meget. Og hvis Søren en gang imellem ikke ville vaskes ret meget, så var det også i orden, de tog alle mulige hensyn. Deres hjælp gav jo også mig mere overskud til at gøre alt det andet, der naturligvis var at tage hånd om.

Og det var jo den hjælp, der gjorde det muligt at Søren kunne blive herhjemme, som han (og jeg!) gerne ville.

Det ville have været utroligt hårdt, også at tænke på bagefter, hvis jeg havde været for “stolt” til at tage imod den hjælp. Det er synd og uden mening, når man ikke vil modtage den hjælp, man bliver tilbudt.

VM-foldbold m/u lyd

Det er åbenbart ikke kun mig, der er ved at blive vanvittig af at høre på de horn, de blæser i i Sydafrika under fodboldkampene! Jeg hørte i TV, at der er mange som mig, der ikke engang kan holde ud at høre det under TV-transmissionerne! Så hvordan må det være at høre på i virkeligheden?

Det er godt, man kan vælge at lave noget andet, og så enten høre noget god musik, en lydbog, eller se en naturudsendelse – eller rettere “høre TV”, som jeg plejerat sige, når jeg syr, men har TV åben for at have noget at følge med i.

Jeg fik presset og syet kanter på den top, jeg er ved at montere til et puttetæppe af blokke, jeg modtog forsinket. Man kan ikke rigtig se det, men den yderste kant er mørkegrøn, det skulle være noget roligt, og det orange til den smalle kant havde jeg “på lager”, den er næsten samme orange som firkanterne i blokkene, jeg synes, det samler meget godt.

Det orange er iøvrigt ved at være noget af det sidste, jeg har tilbage af lampeskærmestof i lige den farve. Jeg har i årevis af en nabo fået rester af meget forskellige fine lærredsstoffer fra lampeskærmeproduktion. Hun arbejder på en virksomhed, der laver lampeskærme, og de fik stof i mange forskellige farver og mønstre på kæmpestore ruller, der var for lange til den maskine, hvor stoffet skulle skæres. Derfor blev en ende af rullen savet af med en maskinsav! Og de korte ruller blev bare smidt ud! Det var ovenikøbet en udgift for fabrikken, så det var jo til begges fordel, når naboen kunne hjembringe dem til mig – eller andre. Lige netop dette orange var et fejlindkøb, som naboen selv fik til at klippe op til duge til ægtemandens runde fødselsdag i et forsamlingshus, og så fik jeg det hele med hjem efter festen! Desværre er produktionen lagt om, så de ikke har disse lange ruller mere, men hvor har de skæve stofruller gjort gavn i meget patchworkarbejde! Og jeg har stadig nogle – blomstrede, sorte, hvide, stribede osv. De er virkelig meget anvendelige.

Historisk dukkemuseum

En del af  “Humlemagasinet”, som jeg har bragt billeder af nu i nogle dage (!), er “Det historiske Dukkemuseum”, som er en permanent udstilling.

Det er “En samling af Danmarkshistoiens berømte personer og enkelte fra udlandet. Ialt 137 figurer i porcelæn med “originale” kostumer. Fra Gorm den Gamle til Kronprinsesse Mary” (citat fra programmet).

Porcelænsdukkerne, der er 40 – 44 cm høje, er lavet af Kirsten Gynther Eriksen og udstillingen har tidligere haft til huse i Kerteminde, men blev købt af boet efter Kirsten Gynther Eriksen og blev i 2007 åbnet i de nye omgivelser. Der udleveres en omfattende beskrivelse af kunstneren og dukkerne ved besøg i Humlemagasinet.

Udstillingen er utroligt flot arrangeret i glasmontrer, og der er mange andre effekter som supplement.

Billederne her her kun et lille udsnit, og jeg har forsøgt at undgå blitz-lys i glasruderne, derved er fotografen utilsigtet kommet med på enkelte af billederne, da bagvæggen er spejlglas!

Som tidligere nævnt kan jeg kun anbefale et besøg på Humlemagasinet.

Der er så meget at se og nyde, og foruden de forskellige ting, jeg omtalt, er der et vældig sødt museum for Sigfred Pedersen med mange effekter, samlet af hans ven og barndomskammerat, “Den syngende maler”, som meget underholdende fortæller historier. Han har også inspillet en CD med Sigfred Pedersen sange og viser, og den sad vi og sang med på i bilen på vej derfra!! Han synger simpelthen rigtig godt! Jeg spillede CD’en for sønnefamilien senere, de kender jo ikke Sigfred Pedersen, men Christina, 9 år, sagde: “Den musik bliver man da glad af at høre!”

Og så er der jo hyggeligt på Nordfyn!

Hvor grusomt..

..er dette ! En lille familie, der i forvejen er ramt af store vanskeligheder, står nu midt i det mest forfærdelige, man kan forestille sig: Marianne mistede sin elskede mand på et splitsekund! Efter alt, hvad de har været igennem, og hvor flot de klarer selv meget store problemer – hvordan skal hun klare dette? Min dybeste medfølelse!

Til lykke Dronning Margrethe!

Sikke en dejlig morgen at have fødselsdag på! Til lykke til Majestæten! Og en rigtig dejlig dag til alle os andre! Askesky eller ej – her er der ikke meget at se af den sky, men det var der godt nok i går aftes, hvor mærkelige gråbrune skyformationer drev henover.

Jeg fik en dejlig overraskelse i går aftes, da jeg opdagede, at “Sørens Kamelia” er kommet hjem fra vinterpleje. Vi har haft den i mange år, og Søren satte den altid i pleje vinteren over hos en bekendt. Han havde sat den ude ved hoveddøren uden at ringe på, og den er helt fyldt med flotte knopper. Bare den nu tåler det kølige vejr, vi har endnu. Det var næsten som en lille hilsen fra Søren!

Gammel vrede dukker op igen

Den vrede, jeg følte stærkt på Sørens vegne et par gange i løbet af hans sidste levemåneder, dukkede op igen i går hos én, som også lige har mistet sin mand for ganske kort tid siden. Det var helt naturligt, at vi snakkede om de 2 sygdomsforløb og mange andre fælles erfaringer i forhold til det tab, vi begge har lidt. Det er helt sikkert også godt at snakke om det – igen – igen!

Hun vidste godt, at vi skiftede læge under forløbet, de havde den samme læge, og hun har også skiftet nu, i meget stor vrede imod denne læge!

Ikke nok med det: hun kendte – som jeg – også flere andre, der har skiftet fra ham! Alle pga utryghed, fejl, undladelser og dårlige erfaringer i forbindelse med alvorlig sygdom. Det er så karakteristisk, at man må undres over, om der ikke er nogen, der klager officielt og ikke kun mand og mand imellem (eller kvinde/kvinde!). Hvorfor gør vi ikke det?

I Sørens tilfælde var det ikke fejldiagnostisering, lægen var den, der helt korrekt stillede en foreløbig diagnose og sendte Søren til videre behandling.

Svigtene kom i det senere forløb: Mest alvorligt en ulyst til at besøge Søren herhjemme, når han havde det værst. Først da han havde så mange smerter, at han ingenting kunne, f.eks. komme i og ud af sin seng. Hjemmesygeplejersken måtte forlange, at han skulle komme og se, hvor slemt, det stod til, og derefter fik han plejeseng mm. Samt alt for mange morfinpiller, som han havde svært ved at tåle, indtil han skiftede til morfinplaster. På det tidspunkt troede alle, også Søren selv, at det snart var slut. “Det palliative team” fik ændret på det forløb, så han fik yderligere ½ år, som rummede rigtig gode perioder og oplevelser, selv om der var nedture.
En af nedturene kom efter et fald med et brækket lårben til følge, som desværre ikke blev opdaget på skadestuen, hvorfor Søren lå med frygtelige smerter i 17 dage, uden at hans egen læge så til ham én eneste gang!! Trods kontakt fra hjemmesygeplejersken. Han løj senere for mig og sagde, at han ikke vidste noget om det!

Endnu et ubegribeligt svigt kom, da Søren fik “Helvedesild”, hvilket lægen konstaterede, men sagde at man ikke kunne behandle, da der ikke var noget, der kunne hjælpe. Hvilket en vagtlæge, som jeg ringede til 1 time efter, afkræftede, hvorefter han bestilte den nødvendige medicin, som Søren så fik omgående ved senere anfald, så det ikke blev helt så slemt.

På det tidspunkt skiftede Søren også læge. Jeg havde skiftet efter de manglende sygebesøg i forbindelse med lårbensbruddet, jeg kunne ikke have tillid til ham mere.

Lignende dårlige erfaringer hørte jeg så om i går, flere forkellige: en kræftsvulst i halsen, som i lang tid blev behandlet som spiserørsbrok eller mavesyre-problemer, hvor patienten efterhånden tabte sig så meget og fik så grå en kulør, at alle andre end lægen bemærkede det! Og altså til sidst døde efter et meget smerteligt sygdomsforløb.
Eller en mavesvulst, der blev opdaget alt for sent, trods gentagne lægebesøg. Jeg har hørt om flere af den slags.

Lægen kunne ikke have ændret på Sørens sygdom eller forhindret hans død, men han kunne have skånet ham for nogle meget smertefulde forløb undervejs i hans sygdom. Jeg er i hvert fald glad for, at vi fik skiftet til den nye læge, som var meget omsorgsfuld og gerne kom på besøg her i det sidste forløb, det var vi begge 2 meget glade for, Søren lyste ligefrem op og lavede sjov med ham, når han kom.

Er vi for “pæne” til at klage? Kan hans kolleger ikke se det? Jeg har ikke nævnt grunden til skiftet for min nuværende læge, jeg tror ikke, det er nødvendigt.

Men jeg er i hvert fald ikke den eneste, der er vred!