Jeg er så glad for, at den rigtige brik er fundet i den del af mit liv, der hedder “frivilligt arbejde”.

Jeg har på den ene eller anden måde været med i frivilligt arbejde, siden jeg som 19-årig blev ansvarlig spejderleder for 30 ulveunger. Spejderarbejdet var en meget stor bestanddel af mit liv i over 50 år, og jeg har både haft masser og masser af spejdere gennem mine hænder, været lejrleder og rejseleder, haft flere poster på organisatorisk plan osv, men den del trappede jeg ned over nogle år fra 60-års alderen.

Det var omkring ved samme tid, at jeg overtog ledelsen og koordinationen af Besøgsvennerne her i Brædstrup, hvor jeg selv var besøgsven hos en gammel dame. Mit job har været at sætte besøgsven og besøgsmodtager sammen på en måde, så begge har noget ud af det. Og at finde nye besøgsvenner såvel som at finde en ny modtager til dem, når de mister den, de besøger. Det sker selvfølgelig, efter få eller mange år. Der er mange dejlige oplevelser, hvor det er blevet til meget nære venskaber. Men der kan selvfølgelig også være problemer, som jeg må hjælpe med at løse.

Vi mødes også og udveksler erfaringer, og hvis vi kan skaffe penge til det, tager vi på udflugt sammen.

Det har været et dejligt “job”, og det er heldigvis lykkedes at få flere med, så det er velfungerende – sidste nyt er en “besøgshund”, som sammen med sin ejer besøger et hus på et plejecenter, til stor glæde for beboerne.

Men jeg har kunnet mærke på mig selv, at jeg trænger til at blive afløst for ansvaret og forpligtelserne, så jeg har længe luftet et ønske om at man kunne finde en anden. Der er også ting herhjemme, der kræver mig mere nu. Men jeg er jo ikke den, der “render af gårde”! Og det er ikke ligegyldigt, hvilken person, man finder til sådan en post.

Nu er det lykkedes!!! En af de mest erfarne besøgsvenner er kommet med alletiders forslag, og vedkommende har sagt ja! En netop pensioneret hjemmesygeplejerske, som ved, hvad det drejer sig om, og som kender til at have med mennesker at gøre. Og som ydermere er et dejligt menneske, som alle sætter pris på. Det kan simpelhen ikke være bedre. Så jeg er så glad for, at det lykkes, og vi er i gang med overdragelse.

Det var den brik, der passede ind i den del af mit liv, der handler om frivilligt arbejde. Og det var samtidig en meget vigtig brik for den lille flok mennesker, som spreder glæde ved at være noget for nogen, der trænger til lidt opmærksomhed.

Og det er vel det, frivilligt arbejde drejer sig om?!

Jeg skal lige have luft! Vi har en god veninde på 73 år, som lige er kommet hjem fra sygehuset, hvor hun blev opereret for tarmslyng. Det er en alvorlig sag.

Hun bor alene, fik frygteligt ondt en nat, ringede til vagtlægen, som spurgte, om hun kunne tage nogle Panodil eller om hun kunne køre til sygehuset (45 km)! Så skulle hun ringe igen, når hun havde taget sin temperatur, og da var det heldigvis en anden, som sendte en læge ud til hende, og så blev hun indlagt.

Der lå hun så i 3 dage med stærke smerter, før de fik tid til at operere (det er rigtigt, de sagde, de ikke havde tid), så blev hun opereret kl 23.00 på 3. dagen.

De ville gerne have udskrevet hende noget tidligere, hvis hun ikke havde gjort vrøvl, men det blev til 16 dage på sygehuset, så blev hun sendt hjem, hvor hun nu ligger alene, med kvalme, så hun skal tvinge sig til at spise lidt, rystende når hun forsøger at stå op og gå lidt rundt, som hun godt ved, hun skal.

Hun har voksne børn, og de ser også til hende, den ene kommer hver dag, men de har jo deres arbejde og familie at passe. Men heldigvis tog datteren affære og ringede til sin mors læge, så endelig i går efter 4 dage hjemme, fik hun hjælp. Lægen kom selv, gav medicin, og lovede at få en visitator ud, så måske kan hun nu få hjælp af hjemmeplejen.

Desværre bor jeg ikke i nærheden, men jeg var klar til at ringe til hendes kommune, hvis lægen ikke havde gjort det. Hvis det ikke er bedre, bliver hun indlagt igen, har han lovet. Selv om hun er en stærk person, der selv passede sin kræftsyge mand hjemme i flere år, kan man jo godt selv få brug for hjælp i sådan en situation. Og jeg fatter ikke, hvorfor sygehuset ikke kontakter relevante myndigheder, egen læge, hjemmesygeplejen osv, jeg ved da, at der er socialrådgivere på sygehusene?