Dampende varm og hjemmelavet oksekødsuppe. Det er sagen på en kold dag som i dag. Kogt længe på et stykke okse-tværreb med friske grøntsager + købe-kødboller.

Jeg elsker suppe. Det gør Diki også.

Jeg har hamret på mit tastatur de sidste 2 dage – hold op, hvor har det været irriterende! Tasterne ville ikke lystre. Og så var det bare batterierne, der skulle skiftes!

Godt, man ved, hvor man kan få et godt råd – og så føler man sig bare dum!

Nu kører det igen.

Og så fik jeg lige en dejlig invitation fra en anden patchworker, som jeg syr sammen med på Depotgården. Hun spurgte, om jeg ikke havde ikke lyst til at tage med til Skanderborg på fredag eftermiddag til “Kend din symaskine”-kursus hos Stof og Sy / Lone Krogh. Vi har samme maskine.

Og der er plads, så jeg glæder mig! Jeg kunne godt tænke mig at lære noget mere om min Pfaff Quiltexpression 4.0. Den kan en masse, som jeg aldrig bruger, og jeg vil gerne lære noget mere.

Se en sød hilsen, jeg har fået i dag! Det er en bestilling på det nye puttetæppemønster, som Merete har sendt sammen med en frankeret svarkuvert, så hun er sikker på at få mønsteret sendt lige så snart det er trykt og offentliggjort!

Og så skriver hun det sødeste brev til mig og sender mig disse utroligt søde, små fugle!

Tusind tak for din søde hilsen, også til Diki!

Jeg er bare så glad for at være hjemme i mit hyggelige lille hus! Den meget søde taxachauffør, der kørte mig hjem fra Horsens, ville gerne snakke, og da jeg fortalte, at jeg havde solgt mit store hus i Brædstrup og købt et lille andelsrækkehus, spurgte han, om jeg ikke savnede mit hus efter så mange år? (Han ville gerne have sådan et stort hus til sin store Kosovo’ske familie).

Ikke et øjeblik har jeg savnet huset! Det kan jeg sige helt ærligt. Jeg kan godt savne mine gode naboer og de hyggelige mennesker, jeg har dyrket mine interesser sammen med – men huset? NEJ! Det er nok først gået op for mig, efter at jeg flyttet, hvor besværligt det var, og hvor alt for stort det var til ét menneske og en lille hund.

Og det var så dejligt at komme hjem og bare lige pakke den smule bagage ud, og så slappe af. Jeg fik lige en slummer foran TV før håndboldkampen, så jeg var frisk til at se den spændende kamp. Det er ikke fordi håndbold har min store interesse, men en landskamp med så imponerende opbakning fra et fantastisk publikum, det er sjovt!

Og selv om jeg er helt sikker på, at Diki er glad for at være hos sønnefamilien, så viser han tydeligt, at han også er glad for at komme herhjem, og han hygger sig – følger mig fra arbejdsværelset til stuen og omvendt, selv om han ligger og sover – han er en lille skat!

Så nu skal det blive rart at sove i sin egen seng uden andre forstyrrende elementer – selv om den sidste nat på sygehuset sammen med de 3 søde medpatienter ikke var urolig.

Så er vi hjemme igen! Jeg fik sørme en transport hjem – det var virkelig dejligt, det har ikke kunne lade sig gøre de andre gange, men det er selvfølgelig dejligt at blive kørt lige til døren.

Mine “tal” blev godkendt i dag, der er en smule feber, så jeg skal tage antibiotica i nogle dage. Men den helt store, gode nyhed er, at operationslægen i Århus har skrevet i journalen, at han har fået det hele med denne gang – store sten og “grus”. Men for en sikkerheds skyld vil han kigge mig efter om 8 uger ved en ny kikkertundersøgelse. Derefter skal det aftales, hvornår galdeblæren skal fjernes.

Jeg fik en meget grundig forklaring og vist på en tavle, hvordan det hele hænger sammen, og hvor der er “snittet” og lagt dræn ind i galdegangene i leveren for at få det ud. Det var dejligt, og jeg har også fået en journaludskrift, som jeg så kan forsøge at tyde!

Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er træt – meget træt, men det er vel naturligt nok. Mine 3 medpatienter det sidste døgn syntes ellers, at jeg var den mest friske af os, selv om de er meget yngre. Det var hyggeligt, efter nogle døgn, hvor vi alle 4 har ligget sammen med skiftende patienter af begge køn (!) og alder, at vi 4 faktisk havde det rigtig godt sammen og kunne snakke. Jeg kunne forstå på dem, at de alle havde været ude for mere eller mindre sjove oplevelser mht medpatienter, bl.a. med nogle meget støjende unge piger med et forfærdeligt sprog, eller med snorkende mænd – og nu blev vi så alle 4 udskrevet samtidig, lige som vi havde fået det rart.

De blev alle 3 hentet af familie, men de boede jo heller ikke så langt væk. Og da jeg var kommet hjem, kom Christian med Diki, som altid bliver stormende glad, han eller jeg kommer hjem, så vi tager den helt store kæletur!

Og så får jeg “Diner transportable” i aften, hvor svigerdatteren vil komme med middagsmad til mig – dejligt!

Så skal jeg lige have en “slapper” og se X-factor og håndbold – og så slumrer jeg nok foran TV.