Det var ikke til at bære, hvis ældstesønnen ikke skulle få besøg af sin familie, nu hvor han endelig har fået sin nye hofte (3. hofteoperation på 5 år), og ligger i Odense.

Svigerdatteren er ikke rutineret i at køre fremmede steder, og han havde selv sagt, at hun nok aldrig fandt hjem igen, hvis hun kørte derover! Men det måtte vi kunne klare i fællesskab. Så selv om jeg ikke er helt ved kræfter endnu, blev vi enige om at overraske ham. Så jeg kørte til Fredericia, og så kørte hun med mig som vejviser til Odense, og det gik fint! Det er nemt at finde, når bare man ved lidt om det (og jeg er født og opvokset i Odense), man kører jo lige op fra motorvejen og næsten direkte hen til det enorme sygehus, og jeg havde skrevet et kort ud, så vi kunne finde afdelingen.

Christina har grædt af savn efter sin Far, så hun fik lov at liste ind og overraske ham – det kom bag på ham! (Jeg må beklage det uskarpe billede!). Og hun var glad!

Det var vi andre også, da vi så, at han har det rimeligt godt nu, 2 dage efter operationen, hvor han har miste en del blod og har et ret lavt blodtryk, så han er svimmel. Men han har været oppe nogle gange.

Han ved ikke ret meget om, hvordan operationen er gået, ud over, at hoften er skiftet som planlagt og aftalt – hvilket ikke var tilfældet for 10 måneder siden, hvor der blev lukket op, men den IKKE blev skiftet som aftalt, og hvor det har været helt galt siden, uden at nogen har kunnet/villet forklare, hvad der er gået galt.

Vi ved ikke endnu, om der er fundet en forklaring, og om den kommer til at fungere nu, men der var jo ikke andet alternativ end at prøve.

Det var hyggeligt og dejligt, vi havde et par timer sammen, og nu tror jeg, at svigerdatteren tør køre turen en anden dag uden mig.

(Han strippede frivilligt!)