3 meget forskellige oplevelser på TV i går:

Jeg hører (af pligt) altid statsministerens nytårstale – og kors hvor er det en blandet “fornøjelse” – hvilken farve den end har! I går var ingen undtagelse.

Den siddende statsminister viste igen sit smukke glansbillede og store, indsmigrende smil – men sagde ikke noget, vi ikke vidste i forvejen.

Der var intet, jeg kunne bruge til noget, andet end irritation, kun overfladiske, men indtrængende forsikringer om alt det “VI KAN – OG VI VIL” – nøjagtigt som dengang, hun overbevisende erklærede, at “JEG KAN SLÅ ANDERS FOGH” – hvilket hun så aldrig gjorde – eller “VI GJORDE DET!” – hvilket hun heller ikke gjorde, for det var for det første Socialdemokratiet + SF, der stillede op til at vinde valget, hvilket de tabte, hvorefter de Radikale hjalp dem med at danne en mindretalsregering på et HELT andet grundlag og nogle løfter, som de omgående svigtede!

Jeg kan ikke lade være med at tænke: Tror hun og hendes parti, at vi er så dumme, at vi ikke kan huske knap 4 år tilbage? Alt det, hun så sødt, så sødt fortæller os, at de kan og vil og har midlerne til, med gentagne, gentagne forsikringer – hvorfor har de så ikke gjort det? Og hvorfor skal vi høre på alle de løgne om, hvad de har gjort og vil gøre for især dagpenge/kontanthjælp-modtagere? Hvad mon de omtalte grupper tænker om det? Og flygtningene, som vi skal give et arbejde med det samme? Hvilke jobs – hvis arbejde? Det er det rene valg-gas! og det skal vi høre igen og igen.

Det ville alt sammen være rigtig godt, ja selvfølgelig, det er en ideel verden at tænke sig, og ganske overbevisende serveret – men realisabel?

Hun er et smukt snakkehoved uden indhold, det kan vi ikke være tjent med.

Til noget helt andet:

Jeg faldt for fristelsen til at se “Arvingerne”, ikke alle de 10 første afsnit, som blev vist på DR2, så vi kunne huske, hvad der var sket i denne meget specielle familie. Men de sidste 5 afsnit og derefter det første nye afsnit.

Nu kan jeg jo godt huske, hvorfor jeg ikke så de sidste afsnit, eller kun noget af dem, sidste år. Det er en meget underholdende historie, spillet af fabelagtig dygtige skuespillere, der får mig til at tro på historien.

MEN det er altså ikke kun, fordi jeg har gamle ører, at det er så svært at høre, hvad de siger! Og så er lyden svingende, så når jeg skruer op for at høre ordene, så skal jeg pludselig skrue ned for øredøvende høj baggrundsmusik!

Det blev kritiseret indgående sidste år, det gælder stadig, og det gentager sig i det nye 1. afsnit 2015.

Det kan DR ikke være bekendt! Det var også én af grundene til, at jeg holdt op med at se “1864” (der var andre, mere vægtige grunde også). Der må da i dagens topmoderne DR være muligheder for at præstere en bedre lyd?

Til gengæld var jeg efterfølgende vildt fascineret af den frygtindgydende “Jagten”, som jeg troede, at jeg havde set, men det er åbenbart kun mange brudstykker, som har været vist i forskellige sammenhænge i årets løb, for jeg havde aldrig set hele den mesterlige film om det emne, som ryster mig og sikkert mange andre: en pinagtig mistanke, som behandles helt uansvarligt med forfærdelige konsekvenser til følge.

Jeg kan godt forstå, at udlandet har fået øje på Mads Mikkelsen, han er en fuldstændig fantastisk skuespiller! Men også andre roller blev spillet, så man følte sig midt i dramaet. Susse Vold og Thomas Bo Larsen f.eks.

Emnet har optaget mig i en del år. Både det forfærdelige misbrug af børn, og uberettigede beskyldninger imod mænd, der har meget svært ved at forsvare sig. Jeg har en gang for mange år siden haft en lille rolle på sidelinien i sådan en sag, hvor en ung mand, uden at have gjort noget som helst forkert, fik en rystende behandling, både fra forældre og myndigheder. Det oprører mig stadig, når jeg tænker på, at han må bære det med sig resten af livet.

Da vores børn var små, og den mellemste gik i børnehave, blev forældrene i forbindelse med en strejke blandt pædagogerne opfordret til at hjælpe i børnehaven. Det gjorde bl.a. Søren, som oplevede en lille pige, der søgte hans selskab og satte sig på skødet af ham. Børnehavelederen fortalte ham, at det gjorde hun ved næsten alle mænd, fordi hun ledte efter en far, og Søren, som selv gerne “sad tæt” med sine egne børn, tog det afslappet. Men vi har snakket om, at havde det været i dag, så havde han nok ikke turde af frygt for grimme mistanker. Er det ikke skrækkeligt?