Det er bare skønt, når jeg ikke har kunne lave noget i en uge!
Diki på plads under bordet, undtagen, når vi får en is hver – så sidder vi pænt i hver sin stol og nyder det lige meget!
Hoster kun engang imellem – det er til at holde ud.
..siger min nabo! Vi har jo alle vinduer åbne, så hun havde hørt mig i nat. Ja, det var det samme som de foregående nætter: jeg nærmest sidder op og sover og hoster så alligevel.
Men det går helt sikkert fremad nu, jeg har det bedre (bortset fra varmen) og spiser andet end koldskål nu!
I nat var det en kombination af den stærke hostesaft og nogle gode sugetabletter, der omsider hjalp mig til at falde i søvn: jeg lå med en sugetablet i kinden, så varer den længe!
Det er dejligt at kunne tænke på noget andet end “Hvor har jeg det skidt!”
Diki elsker is! Og han spiser den så pænt, slikker i stedet for at bide – ren nydelse! Og Christina vil gerne give ham den.
Lidt mere specielt er det vist, at han også elsker kogte grøntsager, f.eks. letkogt, stuvet spidskål, som jeg fik forleden – det kan glide ned gennem min ømme hals, så det ikke hele tiden er koldskål, jeg skal leve af!
Diki er ikke så vild med tørkost, så den må godt “pyntes” med en smule af min mad. Og da jeg lagde nogle strimler spidskål (uden stuvning) ned til tørfoderet, forsvandt det hele lynhurtigt!
Jeg kan helt sikkert mærke, at penicillinen hjælper, halsen gør ikke så ondt mere, og feberen er væk.
Men hosten — den er blevet endnu værre, og den trætter mig utroligt. Hvis jeg bare snakker en ganske lille smule, så hoster jeg helt voldsomt og længe, det føles, som om jeg bliver kvalt eller som om det hele kommer op, og jeg kan ikke stoppe.
Jeg tror, jeg har hostet hele natten, nærmest i søvne, halvt siddende også denne nat, på trods af Pectyl brystdråberne, som vist er det eneste, der hjælper.
Jeg ville så gerne lave lidt, men jeg er træt og orker ingenting. Det dur ikke at blive i sengen, så hoster jeg bare endnu mere. Så jeg lister lidt omkring, sidder lidt, laver en lille smule i huset, lidt ad gangen – og hoster!
Jeg har brugt elevationssengen aktivt i nat: hejst hovedgærdet halvt op, så jeg kunne ligge med overkroppen meget højt. Så hoster jeg ikke så meget, kombineret med “mit hemmelige middel” = en meget stærk Pectyl hostesaft, en stor flaske, som Søren og jeg har brugt af i mange år, bare ganske lidt, når én af os fik en rigtig slem hoste. Den er så stærk, at den brænder hele vejen ned gennem halsen – men den hjælper og bedøver!
Så det har været en nogenlunde rolig nat efter en aften, hvor jeg hostede næsten uafbrudt i flere timer.
Penicillinen virker også nu, feberen er væk, og jeg er mere klar i hovedet. Men stadig træt. Det skal nok hjælpe nu.
– at jeg har det skidt! For bedringen udeblev, og i morges bad jeg om en ny tid hos lægen.
Denne gang tog hun en blodprøve, og da hun fik resultatet, var hun nærmest forskrækket: “Så kan jeg da godt forstå, du har det skidt!”
“130” sagde hun, jeg går ud fra, det er infektionstallet, for i næste åndedræt spurgte hun, om jeg kan tåle penicillin? Det kan jeg, så nu skal jeg på en kraftig kur i 10 dage! Og hvis det ikke er bedre, skal jeg ringe allerede torsdag.
Tjah, det hjælper jo ikke at blive sur – faktisk er jeg lettet, for nu sker da noget – men jeg kunne være sparet for en ubehagelig weekend, hvor jeg stadig har haft ondt, har feber, hoster voldsomt og sover meget dårligt om natten, vågner flere gange og er gennemblødt af sved, så jeg må skifte. Og så er jeg træt – træt – træt!
Så jeg håber, at jeg snart får lidt energi igen. Jeg har prøvet at sy lidt, strikke lidt, men det bliver ikke til ret meget. Det eneste, jeg kan, er at læse.
..med halsen. Efter en meget ubehagelig nat med lidt feber og skift af sengetøj 2 gange, kan jeg nu synke, uden at det gør ret meget ondt – ja, helt væk er det ikke, men det er ikke noget imod, hvordan det har været. Nu er jeg blevet lidt snottet og hoster, men det ligner mere en almindelig forkølelse.
Der er flere, der har ringet til mig, men vi har måtte opgive at snakke! (Det var dog ligegodt usædvanligt! 😉 )
I dag er svigerdatteren på besøg. Hun har jo lige været 3 uger hos sin familie på Filippinerne, og hun er stadig træt efter flyrejse og skift af tidszone. Hun har haft en dejlig ferie med sin mor og sine søskende, og Christina har haft det sjovt med alle sine kusiner – men det var vist lige ved at være for meget!
Det er uhyggeligt at tænke på, at de faktisk fløj via Amsterdam samme rute, som det fly, der blev skudt ned! Den tanke er ikke til at tænke til ende.
En god nyhed: hun og ældstesønnen har handlet bil, så de nu får en lille City-bil med automat-gear. Det betyder, at han selv kan køre bil og ikke altid er afhængig af, at andre skal køre for ham! Det er virkelig dejligt, for selv om både hans gode venner og jeg gerne kører for ham, når hun bruger bilen på arbejde, så er det strengt for ham altid at være afhængig af andres velvilje.
…helt bogstaveligt! Hvor er jeg glad for, at lille Diki er så tålmodig og kærlig en hund. Jeg tror, han ved, at jeg har det skidt.
Det er ikke blevet bedre, eller i hvert fald meget lidt bedre med halsen, men øjet er bedre i dag.
Jeg fylder mig med så mange piller, at jeg har svært ved at bedømme det, men jeg kan mærke, når virkningen aftager!
Nu får jeg 2 slags sugetabletter, som jeg skifter imellem hver 1½ time, der skal gå 3 timer imellem hver slags! Det var pharmakonomen i vores apoteksudsalg, der fortalte mig, at jeg kunne gøre sådan.
Men hvor er jeg træt! Så det er blevet små korte ture med Diki i dag. I går aftes gik naboen med ham, det var meget sødt af hende, og han var glad, da han kom hjem.
Sagde den meget flinke læge, der kunne konstatere, at min hals var meget rød og irriteret.
“Prøv at undgå at spise noget, der kan genere halsen” – ja, det giver sig selv, for selv et glas vand svier!
Men der er ikke nogen bakterier, altså ingen betændelse, derimod en “hals-katar” eller en virus!
Så flere smertestillende piller, afslapning indendøre med terrassedøren åben – jeg kan ikke holde ud at være ude ret længe ad gangen.
Men jeg fik da lige hængt håndklæderne til tørre:
De er så flotte – og til højre er de 3 fine planter, jeg købte på Barkholt planteskole i Helsinge. De venter på at komme i jorden.
Jeg fik håndklæderne i fødselsdagsgave af min niece, og jeg ville ønske, jeg kunne gengive hendes fortælling om at købe dem i et stormagasin i København, hvor ekspedienten nok ikke har været ude for en kunde med den for humor og sarkasme før! Hun mente nemlig ikke, at de havde nogle i den limegrønne farve, men så let gav niecen ikke op! Og hvordan det foregik i alle detaljer, underholdt hun os med, så vi skreg af grin!
Der er ikke rigtig noget at grine af lige nu, jeg er hammer træt, og den står på koldskål igen i aften. Plus lidt jordbær med fløde!
Min egen læge kender mig slet ikke! Jeg har ikke haft brug for hende i den tid, jeg har boet her (alt det med galdesten var hun ikke involveret i) – og så har hun ferie, når jeg skal bruge hende.
Men jeg gider ikke det her mere, så nu er det lykkedes mig at få en tid i eftermiddag hos hendes ferieafløser, så håber jeg, at hun finder råd og en kur.
Efterhånden gætter jeg på en gedigen halsbetændelse, ellers tror jeg, det var blevet bedre af sig selv. En forkølelse er det ikke, men ondt gør det stadig – trods diverse smertestillende.
Så jeg kører gerne til Børkop, hvor hun bor, og håber det bedste.