Jeg havde fantastisk dejlige naboer i Brædstrup i de 34 år, vi boede der – nogle af dem i næsten alle 34 år, og vi havde et godt indbyrdes forhold, uden at “sidde lårene af hinanden”, som min Mor kaldte det, hvis det var for meget!
Så det var selvfølgelig med i mine overvejelser om flytningen, for selv om jeg gerne ville nærmere mine børn af mange grunde, så skal man netop ikke “sidde lårene af hinanden” !
Men jeg havde ikke behøvet at frygte savn af gode naboer. For det har jeg sandelig fået her også. Det er et senior-andelsbolig fællesskab, dvs at man skal være 50, for at købe hus her. Der er alle aldre fra godt 50 til 97. Og ikke alle er lige friske mere, sådan vil det jo være. Det er heller ikke alle, der deltager i fællesskabet, det står jo enhver frit for. Vi overrender ikke hinanden, og alligevel har man en klar fornemmelse af, at man holder lidt øje med, om der er nogen, der trænger til en hånd og lidt omsorg.
Vi har nogle fælles arrangementer om måneden, et par små “bankospil” med kaffe og hygge i fælleshuset. Og én gang om måneden er der fællesspisning, hvor en kogekone laver mad til os for et beskedent beløb, og man selv har drikkevarer med. Det havde vi i går aftes, hvor næsten alle deltog, og det er virkelig hyggeligt, og noget rigtig god mad, vi får.
På skift er der 2, der hjælper med praktiske ting: dækker bord, hjælper med servering, vasker op (i maskine) og i øvrigt sammen med kogekonen bestemmer, hvad vi skal have at spise. Første gang, jeg deltog, fik vi Gule ærter – en af mine absolutte favoritter – 2. gang gammeldaws oksesteg og en fantastisk hjemmelavet islagkage. 3. gang, som var julefrokost, var jeg på sygehuset, og 4. gang var i går, hvor vi fik Benløse fugle med skøn sovs, tyttebærsyltetøj og asier, Uhmm! Og en meget lækker chokolademousse til dessert. Dejlig gammeldags, og meget veltillavet mad, som vi kan lide.
Vi synger også et par sange eller 4 fra Højskolesangbogen – hver med sit næb – det er også dejligt! Og får en rigtig hyggelig snak over kaffen. Og alt sammen uden forpligtelser, fordi vi bare er gæster hos hinanden alle sammen og går hjem til hver vores, når vi ikke vil eller kan mere. Udenfor står rollatorer opmarcheret, og en enkelt blev transporteret til fælleshuset i kørestol i går, hvor der var sne og glat, men med – det skulle hun!
Næste gang er jeg én af de frivillige – hvad skal vi så have at spise?
