…hvor glad Diki bliver, når han genser Hanne, hans plejemor, mens jeg var på sygehuset. Vi har lige været på en lille visit med en blomst, fordi hun ikke ville have pasningsløn!
Og det var så tydeligt, at de er glade for hinanden – så bliver man helt varm om hjertet!
Det er sødt og dejligt, at venner ringer og spørger til mig eller kommer, og jeg er utroligt glad for det – men pludselig er formiddagen fløjet af sted!
Telefonen, dørklokken og posten har været i aktion, men vi når det jo nok!
Gudrun kom indimellem tlf.opkaldene og var tålmodig nok til at vente! Hun kom med et dejligt puttetæppe, hun har syet til et barn på julemærkehjem med “Rundsav”-mønsteret, som er årsmønster i 2013.
Hvor er det fint i de flotte Kaffe Fassett stoffer! Og med en smuk quiltning.
Det var ikke til at bære, hvis ældstesønnen ikke skulle få besøg af sin familie, nu hvor han endelig har fået sin nye hofte (3. hofteoperation på 5 år), og ligger i Odense.
Svigerdatteren er ikke rutineret i at køre fremmede steder, og han havde selv sagt, at hun nok aldrig fandt hjem igen, hvis hun kørte derover! Men det måtte vi kunne klare i fællesskab. Så selv om jeg ikke er helt ved kræfter endnu, blev vi enige om at overraske ham. Så jeg kørte til Fredericia, og så kørte hun med mig som vejviser til Odense, og det gik fint! Det er nemt at finde, når bare man ved lidt om det (og jeg er født og opvokset i Odense), man kører jo lige op fra motorvejen og næsten direkte hen til det enorme sygehus, og jeg havde skrevet et kort ud, så vi kunne finde afdelingen.
Christina har grædt af savn efter sin Far, så hun fik lov at liste ind og overraske ham – det kom bag på ham! (Jeg må beklage det uskarpe billede!). Og hun var glad!
Det var vi andre også, da vi så, at han har det rimeligt godt nu, 2 dage efter operationen, hvor han har miste en del blod og har et ret lavt blodtryk, så han er svimmel. Men han har været oppe nogle gange.
Han ved ikke ret meget om, hvordan operationen er gået, ud over, at hoften er skiftet som planlagt og aftalt – hvilket ikke var tilfældet for 10 måneder siden, hvor der blev lukket op, men den IKKE blev skiftet som aftalt, og hvor det har været helt galt siden, uden at nogen har kunnet/villet forklare, hvad der er gået galt.
Vi ved ikke endnu, om der er fundet en forklaring, og om den kommer til at fungere nu, men der var jo ikke andet alternativ end at prøve.
Det var hyggeligt og dejligt, vi havde et par timer sammen, og nu tror jeg, at svigerdatteren tør køre turen en anden dag uden mig.
(Han strippede frivilligt!)
En dejlig glad og fint børstet Diki er hjemme igen efter sit ophold hos Hanne, og det er helt sikkert, at de begge har hygget sig!
Så nu får han lige et ben med ud i haven, om lidt er det nok begravet!
Hanne havde også oplevet små sjove episoder med ham, det er dejligt at høre. F.eks. at han “snakker” – ja, det oplever jeg også. En aften var han kommet ind i stuen til hende og havde stillet sig op og “sagt” en hel masse meget indtrængende, så hun måtte til at finde ud, hvad der var i vejen?
Så var det fordi han ikke kunne få sin fleece-seng igennem døren fra soveværelset! Den stod nemlig kun på klem, og når han baksede med sengen, lukkede døren sig til!
Det er da godt, at han er god til at kommunikere!
Lige om lidt kommer min lille skat hjem – hans plejemor ville følge ham hjem, så jeg ikke skulle ud at køre. Jeg glæder mig, og jeg ved, at han bliver helt overstadig, og jeg får mange “møsser”!
Og så står den på afslapning resten af dagen, det bliver til et sytøj i sofaen og en film på DVD’en, samt masser at drikke, det har jeg fået ordre på! Det er ikke noget problem!
Så er jeg udskrevet! “Den besværlige patient” kaldte lægen mig med et blink i øjet – ja, det er jeg jo nok, men uforskyldt, for jeg har ikke haft anelse om, at der sad sådan en masse sten i galdegangene.
Og desværre slipper jeg ikke for én omgang mere! Jeg skal i løbet af et par måneder til Aarhus igen og have fjernet resten af de sten, som bliver knust med ultralyd, før de kan fjernes!
Jeg håbede, at det var ovre med denne gang, men nu får jeg åbenbart en pause.
Jeg har nu 2 gange haft besøg af patchworkere, som enten selv er indlagt eller har en pårørende indlagt. Det er hyggeligt med en lille snak om vores fælles hobby – også som afveksling i sygehuslivet.
Ork, hvor jeg drak vand i går, jeg nåede ikke hele den kande på 1 time, som sygeplejersken foreslog, men den blev skyllet ned sammen med flere kopper te og saft. Og den sideløbende opmåling af urin kom over de 1½ liter som krævet.
Og nu har jeg været i bad og er i mit eget tøj, det er en dejlig fornemmelse.
Jeg håber, jeg kommer hjem i dag.
Så fik jeg lige en “opsang” af sygeplejersken: Du skal drikke meget mere! Skal vi sige, at du har drukket en hel kande vand om 1 time?
..det regner jeg da med, men den læge, der skal fortælle mig resultatet, har ikke været her endnu.
Der var (igen – igen) lang ventetid i Aarhus, men denne gang havde jeg medbragt både læsestof og strikketøj til at udfylde de 3½ timer, før jeg kom ind til operationen, som denne gang var i fuld narkose. De er utroligt omsorgsfulde og kærlige, anæstesisygeplerskerne, og der var overskud til at grine lidt af, at jeg på spørgsmålet: “om jeg havde været i narkose før?” svarede: “ikke siden 1963!” på et lille “lazaret” i Sydgrønland, hvor lægen lukkede konsulationen, steriliserede det hele og opererede med en jordemor og en sygeplejerske, som han selv havde uddannet til at assistere og give anæstesi!
De mente nok, jeg ville få en noget anden oplevelse denne gang, for det var nok æter, de brugte den gang, og det kastede man meget op af bagefter.
Jeg mærkede ingenting til operationen, som de andre gange fik jeg sovemedicin som drop først, og så var jeg væk.
Jeg tror, det varede ca 1½ time, så blev jeg vækket og kørt på overvågningsafdelingen, hvor en meget sød sygeplejerske tog sig af mig. Jo, jeg kastede ret voldsomt op, men ikke så længe, og så var jeg nogenlunde frisk, om end døsig.
Jeg var først tilbage på Horsens sygehus ved 21-tiden, hvor min seng stod klar, på en 2-sengsstue hvor jeg også lå sidste gang.
Jeg har stadig kvalme og kan kun spise ganske lidt, men der er næsten ingen smerter, og nu kan jeg vist ikke sove mere! Sygeplejerskerne fortæller mig, at de der “grimme tal” vedr. bugspytkirtlen, som var slemme både første og anden gang, slet ikke er så høje denne gang og allerede på vej ned. Så jeg håber, at jeg snart kommer hjem.