Den lille bandit!

Hvad er sjovere for en teenage-hund end at stjæle Mors strikketøj og stikke af med det?

Jeg arbejdede meget koncentreret med billedredigering og -tekster, der skal være særligt gode, og Diki lå, som han gør for det meste, når jeg arbejder ved PC’en, tæt ved mig med noget legetøj – troede jeg!

Jeg kunne ikke forstå, hvad det var for nogle svage bip-lyde, det var ikke fra PC’en?

Hov – hvad var det, han legede med? Hans mange tøjdyr piber på andre måder.

Pludselig så jeg, at der også var lys i “legetøjet” – det var min bærbare telefon! Og ligeså snart han så, at jeg havde opdaget det nye, morsomme legetøj – så fløj han ind i stuen og var fuldstændig døv for kald – og håbløs at fange, det ved jeg af bitter erfaring.

Jeg tænkte på, om han havde fået trykket et eller andet nummer? og der så sad en undrende person og fulgte med! Men jeg kender trods alt nogle kneb, så lidt lækker lokkemad kunne bruges i bytte!

Og der var ikke nogen i den anden ende – og der var heller ikke sket noget med telefonen. Men den skal ikke ligge på bordet mere! Han er vaks, den lille bandit. Jeg har ellers glædet mig over, at han aldrig har taget en sko eller støvle og aldrig bidt nogle ting i stykker, som hans 4 forgængere uvægerligt har gjort: sko, gulvtæpper, opstammede potteplanter, bordben og hvad ved jeg. Jeg tror faktisk, at han udvælger noget, der lugter godt af mig: strikketøjet, en sok, et sjal, og nu telefonen – men det bliver ikke bidt i stykker – jo plastikken omkring håndtaget på en saks! Men det er det eneste. Når jeg reder seng, er hans store nummer at snuppe en af mine bløde, uldne natsokker og rende med den, men han leger bare og hopper op i sengen med den igen.

I dag skulle han måske være foretagsom, fordi han lige havde været så flink og samarbejdet om en grundig børstning i en hel time – det er heldigvis ikke noget problem længere!

Udstilling i Ungarn

WAUWW! Jeg skal udstille i Ungarn!

kinesiske møller kaffe fassett

Dansk Patchwork Forening er inviteret som gæsteland til den ungarske forenings træf.
Det foregår 8. – 9. juni 2013 i en by der hedder Tiszaujvaros ca.120 km fra Budapest.

Jeg blev spurgt, om jeg sammen med andre havde lyst til at sende en quilt med. Det syntes jeg kunne være sjovt, og nu er dette vægtæppe blevet godkendt til udstillingen.

Jeg kalder det “Kinesiske Møller” og har syet det i flere udgaver med dette som det bedste efter min egen mening. Det måler 70 x 70 cm.

Mønsteret, som jeg lærte på en lille privat workshop under mit ophold i Vancouver hos Ann i 2006, hedder “Chinese Puzzle”, og dette syede jeg, efter min hjemkomst.

Senere lavede jeg et trin-for-trin mønster på dansk og har undervist i det flere gange, og jeg har bl.a. syet dette og dette. Og nu skal det så ud at rejse, det er da meget sjovt!

Jeg har en gang før haft en lille quilt på udstilling i udlandet, nemlig min miniquilt “Tyttebærskoven”, som var med i en kuffert-udstilling med 17 mini-quilts, der blev sendt rundt i Europa i 3 år, inden det kom hjem til mig igen.

Ny mad

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg synes, Diki spiser meget lidt! Men andre, der har mere erfaring i små hunde end jeg, fortæller mig, at så længe han har det godt, er livlig og glad, og maven fungerer normalt og regelmæssigt, så skal det nok komme.

Nu var sækken med hvalpefoder snart tom, så jeg rådspurgte mig hos Olivers Petfood, som jeg har fået anbefalet og hidtil købt hvalpefoderet hos, om han skulle gå over til noget andet?

Og med hans alder, 10 måneder, mente de, at jeg skulle prøve med noget til lidt ældre hunde, men blande det med hvalpefoderet i starten.

Det kom så i dag, og så fik han lidt af det til aftensmad, blandet med hvalpefoder.

Det ku’ han godt li’ ! Det knaser dejligt, og smager åbenbart godt – kylling og laks! Og hvalpefoderet ligger tilbage i skålen! Han fik ikke så meget, nu vil jeg lige se, hvordan maven klarer det, hvis han er sulten, kan han jo bare spise op.

Det bliver ved…

..med at komme flere blokke til puttetæpper!

flere blokke

De skal nok blive brugt, de blokke, vi modtager efter fristen 1. februar. Jeg er heller ikke færdig med at sortere og sende ud, så de kan stadig passes sammen med nogle, jeg har i forvejen.

Ved fristens udløb havde vi modtaget 3433 blokke, nu har vi 3487 !!

Det er godt, vi har nogle flittige “monteringstanter”, som samler blokkene og quilter tæpperne. Der er flere af dem, der har bedt om blokke til 4 tæpper, og en enkelt til 6 tæpper! Så nu håber jeg, at der stadig er nogle, der vil være med! Der går mellem 30 og 48 blokke til et tæppe, så det er tæt på 100 tæpper, der bliver ud af blokkene.

7 puttetæpper fra Linda

Jeg har haft besøg at tæppetante Linda i dag. Linda er forholdsvis ny, men MEGET produktiv tæppetante i Projekt Puttetæpper, og nu kom hun igen med 7 puttetæpper! Det gjorde hun også før jul.

7 tæpper fra linda

Disse 7 tæpper er blevet fotograferet og kan ses enkeltvis i fuld størrelse på Projekt Puttetæppers galleri 1. kvartal 2013.

Linda tog hjem med næsten lige så meget, som hun kom med, for hun brænder for projektet og vil sy mere!

Begejstring

Susanne, som vandt gættekonkurrencen om, hvor mange puttetæppeblokke, vi modtog for 2012, blev så begejstret over, at hun vandt, at hun lige syede en ekstra blok!

susanne ekstra blok

Susanne gættede på, at vi fik 3432 blokke, et helt usandsynligt gæt – men vi fik faktisk 3433 inden fristen 1. februar kl 24. Så det var et flot gæt!

Foruden den ekstra blok, som Susanne har sendt, har vi modtaget nogle få blokke efterfølgende, så det endelige antal for 2012 bliver stadig større. Herligt!

Himlen til forskel..

…mellem at komme hjem til et tomt hus og så at komme hjem til en ustyrligt glad lille hund, der bare danser og hopper rundt om mig af glæde, indtil vi ender i sofaen, hvor han bliver nusset og kløet på ryggen. Diki er så sød og god til at være alene hjemme, og han har aldrig nogensinde lavet noget galt, mens han er alene.

Og så er det da lykken at se hans glæde, når jeg kommer hjem efter et par timer eller 3, som i dag, hvor jeg har været i strikkecafé.

Kalejdoskop patchwork

Jeg var på besøg hos patchworkholdet på Nørrevang i Horsens forleden, hvor jeg skulle hente de puttetæpper, der har været udstillet i 2 mdr. til stor glæde for beboerne.

Jeg blev budt på kaffe i deres aktivitetslokale, hvor de mødes om torsdagen og syr patchwork, ligesom jeg selv gør på Søndergården – det var rigtig hyggeligt.

kalejdoskop 6

Det er også altid interessant at se, hvad andre syr, og i øjeblikket er der flere, der syr kalejdoskopiske stjerneblokke af blomstret stof..

kalejdoskop 1

..hvor man skærer trekanter på nøjagtig samme sted i stoffets mønster og syr dem sammen, så de danner et smukt kalejdoskop.

kalejdoskop 5

kalejdoskop 3

Man skulle ikke tro, at det var samme stof, så forskelligt som det bliver.

kalejdoskop 4

Og på den den anden side af bordet sidder en anden med samme mønster, samme stof – og på grund af en lille grøn firkant og en hvid ramme bliver det helt anderledes:

kalejdoskop 7

Det er rigtig sjovt at se, hvor forskellige stjernerne bliver – jeg har prøvet det et par gange, bl.a. i en dug med 8-takkede stjerner HER, og et sengetæppe med 6 takket stjerne HER. Suk! hvorfor får jeg aldrig tid til sådan noget mere?