Det ka’ jeg da igen, Mor!!!

Man skulle tro, at jeg blev klogere – dengang Diki lavede dette her nummer med mig i juli. Men nej! Det kunne han lige finde ud af igen i dag..

..og med endnu værre følger! For den meget tynde Merino Lace bliver ikke sjov at rede ud!

Diki havde det sjovt! Og han var helt klar over, at det ikke var det rigtige at gøre, for han fløj af sted ud i haven med det ene nøgle, mens jeg nåede at redde resten.

Han bliver højere og har fået længere ben – så han kan nå mere. Men han skal den onde dytteme lære, at han ikke må tage noget på bordet!

Kreativ Fritid 2012

Jeg synes, det er sjovt at se alle de forskellige tilbud, der er til kreative mennesker, når man besøger Kreativ Fritid i Viborg, og jeg har været der en del gange.

Men desværre er det svundet ind i de butikker, som jeg interesserer mig for, patchwork og strik. Der er heller ikke så mange smykkeforretninger, som der før har været – jo, noget med perler i lange baner, men de spændende smykker med sten, sølv og lign. er der kun få af.

Der er mange strikbutikker, men der manglede nogen af dem, der plejer at være der. Og ligeledes med patchworkbutikkerne. Men selvfølgelig var HANNEs patchworkbutik der med sit altid fristende udbud!

Det forlyder, at hun har stor succes med sine halskæde-kits af lynlås-skydere! Ja, det er da et sjovt alternativ! Jeg havde lovet at købe mønsteret til Månedstæppet 2012 med de kulørte huse til én, der gerne vil sy det med egne stoffer. Det er smart, at man kan købe hele mønsteret med alle skabeloner!

Og der lå også en stor pose med en UFO og ventede på mig fra en af Hannes kunder.

Jeg gik efter flotte og sjove knapper, og dem fandt jeg her hos Else Rasmussen. 

Jeg skulle bruge én stor knap som pynt på en valket taske, og jeg købte en af de hvid/pink blomsterknapper begest til højre.

En dejlig strikbutik, som jeg før har handlet med, fandt jeg her: Gårdbutikken Rosenlund med masser af lækkert garn og opskrifter (også uden at man behøver at købe garn!). Jeg købte et strikkekit til “Glade striber” + opskriften i børnestørrelse “Glade ministriber”. (Øverst til venstre i billedet)

Der er også altid gode tilbud, f.eks. i Geilsk’s garn

Og dejlige modeller.

Og så var det, at jeg – igen! – blev forarget og vred, da jeg i en anden strikkebutik så, at en populær model i vendestrik blev solgt som kopi! Altså vesten i vendestrik fra Katrinelund var strikket og udstillet, og man kunne købe garn og opskrift – men opskriften var direkte skrevet af efter originalen og uden angivelse af designer!!! Det er jo tyveri! Jeg bliver sur, når jeg ser det, og jeg fandt ud af, at en dame, jeg stod ved siden af, også genkendte den og vidste, hvor opskriften kommer fra.

Der var mange mennesker, og det er jo dejligt. Det er også fint, at man samler så mange forskellige fritids-interesser, der var jo også biavl, træsløjd, papirsløjd og meget mere, og der var som sædvanligt en flot udstilling på scenen.

Diki har ikke glemt…

…sin mor og familien i Viborg!

Er de ikke skønne? Diki og hans mor Lukla i orangeriet hos Susan og Jesper i Viborg!

“Mor” Susan’s lille prins ku’ også huske..

..at det er hende, der har lært ham “Tibbe-nysser”!

Dejlige mor Lukla legede kærligt med sin “lille” søn – nej han er ikke så lille mere, men det var dejligt, at hun fuldstændig accepterede ham og gerne legede.

Jow, gamle “onkel” Sherpa var der også!

Diki og gamle onkel Sherpa. Foto Jesper Durup

Det var så heldigt, at Susan og Jesper havde inviteret Diki på besøg, mens jeg var på Kreativ Fritid messe, så de fik rigtig tid til at tumle og lege! Og inden vi kørte hjem, var jeg inviteret på kaffe i deres dejlige have og orangeri, hvor jeg kunne fortælle om Dikis udvikling og få gode råd!

Det var en meget dejlig eftermiddag – tusind tak for sidst!

Lukla og Diki vogter indgangen til Orangeriet! Foto: Jesper Durup.

Dobbelt oplevelse

Lørdag tager jeg til Kreativ Fritid i Viborg, som jeg har gjort gennem flere år – der er så meget spændende at se.

Og så er jeg så heldig, at Diki og jeg er inviteret til at besøge hans opdrætterfamilie Susan og Jesper og hans Mor Lukla og “onkel” Sherpa. De har endda foreslået, at Diki kan være hos dem, mens jeg er på messe – hvor heldig kan man være?

Det bliver spændende at se, om han kan huske dem, og hvad hans mor siger til ham – den lille frække søn, der ikke er så lille endda mere.

Tænke – tænke..

..og gennemse “lageret” for at finde de rigtige farver – efter den proces, hvor mønsteret skal bestemmes.

De store lapper (20 x 20 cm) med skrevne og tegnede hilsner til lille Cornelius på hans dåbsdag skal være hovedsagen. Men hvad så mere?

Jeg har tegnet forskellige muligheder, og jeg har fundet alle mine stærk blå og turkis stoffer frem + de reststoffer, jeg har fået med (bagerst).

Nu har jeg så bestemt mig for firkanter 5 x 5 cm af de forskellige blå/turkise stoffer, syet sammen i 2 rækker imellem de store firkanter. Det giver en pæn størrelse, og så en smal kant udenom. Spændende, om det bliver, som jeg har tænkt mig? 

 

Naturens forvirring

Naturen kan ikke finde ud af, at det skiftevis er drønvarmt og efterårskoldt!

Prøv at se det beskårede kirsebærtræ, som nu ikke bare skyder som forventet – men også blomstrer med forårsblomster! Og bagved det ses også Magnolien, som har sat nye blomster.

Agapanthus’en, som har stået med de samme store hvide skærmblomster hele sommeren, og nu hvor de blomstrer af, skyder den nye stængler med knopper! Gad vide, hvor længe de får lov at blomstre? Den tåler ikke frost, så jeg håber…

Patchwork til gode formål – i Familie Journalen

Familie Journalen har i denne uge en fin artikel og billeder om et patchwork projekt med velgørende formål – nemlig “Quilt Pink”, som syr tæpper til indtægt for Brystcancerfonden.

Det kan være lidt svært at få aviser og blade til at skrive om de gode formål, vores elskede håndarbejde kan have. Men det er nu 2. gang i løbet af 1 år, at Familie Journalen gør det – HURRA for det!

Dejlige humørfyldte billeder af en flok gæve quilder, der lægger et stort arbejde til et godt formål! Og så er der endda 2 af vore allermest flittige hjælpere til Projekt Puttetæpper med: Inga og Maren, som syr rigtig mange blokke til puttetæpperne, syr “Pink”.

Og så fryder det da mit hjerte at se Log Cabin tæppet, som jeg har syet!

Instinkterne er intakt..

 … selv om det kun er en hvalp! Diki havde meget travlt med at “grave” i sin sækkestol, og puffede og puffede, ligesom jeg kender fra Whisky og Tjasse, når de begraver et ben i jord.

 Og ganske rigtigt – jeg blandede mig udenom, men da han forlod sit arbejde, havde han ikke kun gravet og puffet folder i stoffet hen over sit bytte, men også dækket det til med gulvtæppet fra sin transportkasse!

 Og se nu bare: marven af et gnaveben med kalunfyld var omhyggeligt gemt, efter at han har gnavet det meste af selve det, der var udenom!

Han er altså dygtig, min lille hundedreng – og han finder selv ud af det, godt hjulpet af nogle ældgamle instinkter.

Min lille hunde-dreng..

..udvikler sig. Hans pels, der stadig er så blød, så blød, vokser og får ham til at se tykkere ud – en lille “pølse” at se til lige nu. Og han er så småt ved at lære at gå på den indendørs trappe, der er af træ og glat og derfor spærret af med børnegitter. Trappetrinnene i haven, som er af fliser, har han brugt uden besvær hele tiden. Han kan stadig ikke helt selv springe op i sofaen el. sengen, mens han næsten flyvende springer op og ned af stensætningen i haven.

Han finder også på små “sjove” ting som at snuppe mit tøj fra stolen i soveværelset, men han bider det ikke i stykker. Derimod slæber han små grene ind i alrummet og bider dem i mange små stykker på gulvet.

Men han er superflink til at være alene hjemme, han får en aktivitetsbold med lidt foderpiller i, når jeg går, men han spiser kun lidt af dem, og intet andet er rørt, når jeg kommer hjem – han skal bare have en ordentlig knuser og kæles og roses, så er han glad.

Og så er han begyndt at lette ben! Første gang for et par dage siden, hvor det ene bagben lettede nogle få cm, som om nogen havde trukket i en snor. I dag kom det rigtigt op – hold da op, man bliver næsten rørt, når den lille baby leger voksen hanhund!

På lørdag skal han besøge sin mor og sit fødehjem, det bliver spændende, hvordan han reagerer.