..efter en dejlig weekend, hvor jeg har besøgt 2 af mine børn og deres familier, det var god adspredelse.

Og nu – ja nu skal jeg vænne mig til:

– ingen hund der kommer og puffer forsigtigt til mig med snuden som morgenhilsen og lægger sig ved siden af min seng, til jeg har lyst til at stå op

– ingen larmende advarsels glammen, da fejemaskinen kom tidligt i morges

– ingen lille morgentissetur før morgenmaden

– ingen smukke trofaste øjne og en dejlig blød pels

— der er SÅ tomt!

Øjnene løber let i vand, og jeg har næsten hele tiden en stor klump i halsen, når jeg tænker på, at Whisky ikke er hos mig mere.

Men jeg skal nok komme videre. Familien tager hånd om mig, og jeg har været hos datteren og hendes familie, incl. “Bodil”, den charmerende og kærlige Tibetanske terrier på 2 år, siden i går aftes.

Nu har vi planlagt forskellige ting i dag, så der sker lidt, og jeg kan tænke på andre ting.

Whiskys ting er ryddet væk, så jeg ikke skal gå og kigge på dem. Og så vil jeg tænke grundigt over, om jeg skal have en ny hundeven at hygge mig med. Det hjalp utroligt godt, da Whisky flyttede ind, 8 uger gammel, 1 uge efter at hans forgænger, gamle Baloo, også en stor schæfer, døde og efterlod Søren og mig i stor sorg.

Denne gang er jeg alene, så jeg tror ikke, det skal være en schæfer, som ellers er min absolutte hundefavorit. Så der skal nogle overvejelser til.

Selvfølgelig skal jeg have en ny hund. Når en god veninde, der er fyldt 90 år, kan få ny hund (godt nok ikke en hvalp), så kan jeg vel også!

Det blev et trist, men fint farvel til Whisky. Jeg havde det værre før end nu.

Vi har hygget hele dagen, men han var træt nu i eftermiddag. Jeg ville tage hans tæppe med, som han var meget glad for,  så han kunne ligge på det, og da jeg tog det for at ryste det, kom han med højt hoved og hvor-skal-vi-nu-hen-udstråling, for det plejer jo at være, når vi kører på weekendbesøg, at vi har det med.

Så jeg lagde det ud bag i bilen, og så skulle han absolut op og ligge på det. Så afgangen herhjemmefra blev næsten glad.

Det er en dejlig dyrlæge, og han spurgte kun til, om det var lemmerne, det var galt med, og sagde også, at han syntes Whisky så meget udslukt ud. Jeg var lidt bange for, om han syntes, der skulle prøves med smertestillende eller hvad, men han var helt klar over, at beslutningen var taget.

Så tæppet blev lagt på gulvet, så han kunne ligge der, mens jeg kunne sidde og nusse Whisky, mens han faldt i søvn, det gik helt stille og roligt. Svært – ja, men det vidste både dyrlægen og jeg jo, at det var, og nu er det overstået, jeg har fulgt ham på vej, og han skal ikke have ondt mere.

Tusind tak for alle de søde hilsner, jeg får, det varmer.

..får Whisky i dag – og alt det sværeste får jeg! Beslutningen om at give ham fri for sine smerter, før det bliver uværdigt er truffet, og i eftermiddag skal dyrlægen lade ham sove.

Hold da op, hvor er det frygteligt! Mit tastatur drukner i tårer. Jeg vågnede kl 4 i morges og lå og tænkte: nej, jeg aflyser! Men det er jo kun at udsætte, og det vil give mig nye spekulationer…og hvornår så? Jeg er jo ikke i tvivl om, at han har ondt.

Så den står på forkælelser i dag af alle slags, allerede går aftes fik han et rigtigt kødben, efter at vi havde været ude og køre bil – som han elsker. Vi kørte en god tur ud til Katrinelund efter noget bomuldsgarn i stærke farver, og vi kørte til Den Lille Lade efter et specielt stykke stof.

Vores gåture blev lidt forrykket, så han var ikke ude sidst på eftermiddagen, som vi plejer. I stedet fik han så en godnat-tissetur – nej hvor blev han glad!

Og efter morgenturen fik han en lille tyggehud at gnaske på.

Perle og “Perlemor” kom og hentede os til tur ned til søen, hvor han var ude i bølgerne, og de hyggede sig på engen, Perle og Whisky. “Perlemor” havde lommen proppet med Frolich, hun vidste jo godt, at det var sidste gang. Men det var rigtig dejligt, fordi vi så snakkede, og hundene legede, det var bedre end at gå alene og tude! Men hun kan jo også se, hvor dårligt han går efter et stykke tid.

Mine egne børn bekræfter mig også i beslutningen, det er jeg glad for. Så føler jeg mig knap så meget som en bøddel. Jeg må huske mig selv på, at han har været min kammerat i 7 år mere, end den daværende dyrlæge ville give ham. Efter det uheld, der skadede Whiskys bagben, mente både dyrlægen og forsikingen, at vi burde have en ny hund.

Jeg er glad for, at vi valgte anderledes og trænede ham i hundesvømmehal som sidste mulighed. Jeg tror, han har haft et godt liv, selv om han gik lidt “forkert”.

Nu er han træt og hviler sig i sit “helle” ved foden af trappen. Min smukke, dejlige hund.