Jeg vil ønske jer allesammen en rigtig glædelig jul! Det er til stor glæde for mig med alle de kommentarer jeg får, og ikke mindst har det betydet meget for mig, at I har udtrykt jeres medleven og deltagelse i Sørens sygdom og min sorg! TAK!
Dette er mit julekort til jer fra Whisky og mig!
Med særlig kærlig hilsen til mine børnebørn – Whiskys bedste venner!
.. og fra mig !
Der var så tyst og flot i “skoven”, hvor jeg går med Whisky om morgenen, men vi kunne sagtens finde den sædvanlige sti (der er kun den samme), for sneen lyst jo op, både den, der lå tykt, tykt på jorden og den der hang tæt på træernes grene! Og der havde gået en hund med ledsager før os. Det er så smukt!
Hold da op, som sneen er væltet ned i dag! Det var så tungt at gå i, at jeg fik helt hjertebanken! Men ryddet? Nej, det bliver der overhovedet ikke! Jeg hørte i radioen, at mindre byer måtte vente – ja, dem hører Brædstrup åbenbart til, efter at vi er kommet i Horsens kommune, det er dog utroligt! Men jeg kæmpede mig over på Søndergården, for der var jo nogle, der havde bestilt udsalgsgarn fra Markno, til 10 kr pr nøgle for en masse sjove garner, og dem skulle de nok bruge i juledagene.
Det var ikke så slemt, da jeg gik hjem igen, men se selv, stien er ikke ryddet kl 16.00! Flot er det jo!
Og huset er også flot pyntet.
..for ikke at snakke om haven!
.. og fuglenes spisepladser, som jeg huskede at fylde op. Jeg har nu 3 gange set en flagspætte forsyne sig, den er bare så flot.
Og så fik Whisky lov at komme ud og tumle sig med den nye nabos Basse, en dejlig brun labrador, som er noget ældre end Whisky, men de kommer rigtig godt ud af det og fik brændt en masse krudt af! Det glemte jeg at fotografere! Øv! Det var en dejlig oplevelse!
Jeg er spændt på, om jeg kan køre på torsdag? I dag skulle jeg i hvert fald ikke køre nogen steder.
Hvor heldig kan man være? Da jeg kom hjem i går efter at have været på posthuset med en stak julebreve og nogle småindkøb i REMA, havde jeg tabt min gadedørsnøgle! Jeg havde den i jakkelommen, hvor jeg altid har den, men væk var den, heller ikke i eller omkring bilen var den. Heldigvis har jeg en reservenøgle tilgængeligt, så jeg kom ind, men det var jo ikke så rart med den forsvundne nøgle, selv om der ikke er noget navn el. adresse på. Jeg var egentlig mest ked af, at det er Sørens nøgle med en vedhæftet lillebitte rød lommekniv.
I dag var jeg så inde i REMA for at høre, om de havde fundet den, og jeg ledte også på P-pladsen, men der var ikke nogen nøgle at se i de mudrede snerester.
Sørme om ikke en kassedame ringede, at en kunde var kommet ind med den, jeg havde jo beskrevet den lille røde kniv og givet dem tlf.nr. Glad er jeg nu, hvor jeg har hentet den!
I dag har jeg overstået en af de svære ting. Jeg har pakket Sørens tøj sammen – det som “drengene” ikke kunne bruge, og det er hentet af Jens Erik fra Brædstrup Humanitær Forening, vores store genbrugsforretning. Det er vemodigt, og der var ting, jeg havde det sværere med end andre, en lækker grøn vindjakke, som han brugte meget, og som han iøvrigt fik, efter at en vore nære venner døde for nogle år siden, han havde den på den sidste gang, han var med i butikker, og jeg fandt bon’en i lommen fra det LEGO han købte sammen med Ebbe! Eller den vest, jeg lavede til ham på opfordring! Det er kun 2 år siden, og da vidste vi ikke, at han var syg. Men det kan jo ikke hjælpe noget, det må hellere gøre gavn end ligge i skabet. Så jeg har kun beholdt en ruskindsjakke, en kasket fra vores sidste ferietur med “Hurtigruten” og nogle pæne skjorter, som jeg selv vil sy et patchworktæppe af. Ja, og så har børn og børnebørn jo fået, hvad de ville have.
Brædstrup Humanitær Forening er en fantastisk forening af frivillige, der gør et kæmpe arbejde med en stadigt voksende genbrugsforretning, og som yder støtte til så mange gode formål både lokalt og i lande, der ikke har det så godt som vi. Og det er vel at mærke på den direkte måde: de tager selv ud og afleverer støtten uden et stort og dyrt administrativt apparat! Jeg har arbejdet sammen med dem i forbindelse med de lokale besøgsvenner, som jeg stod i spidsen for i 9 år. I starten var de organiseret under Røde Kors, men der opstod uenighed om metoderne og frivilligheden, og Røde Kors behandlede de lokale folk meget dårligt, så det endte med, at afdelingen blev nedlagt. Men så startede ildsjælene bare deres egen forening, som er vokset og vokset og nyder stor respekt! DR’s “Genbrugsguld” har sendt derfra flere gange. (Tænk hvor mange penge Røde Kors går glip af!) Det er utroligt, hvad de kan få ud af det med de små priser, de tager for deres ting. Dem støtter jeg meget gerne, det samme gjorde Søren.
Og så fik jeg en overraskelse, idet naboen fortalte mig, at han havde besøgt gravstedet i Kjellerup, og at stenen er på plads. Jeg troede ikke, den blev færdig før jul, for stenhuggeren, der også har en baggrund som bodyguard, har været 3 uger i København på sikkerhedsopgaver! Jamen, hvor blev jeg glad, da han fortalte det og ovenikøbet havde taget et billede! Han havde set mit billede her og taget bestik af træet, så han fandt det nemt.
Og foruden vores snedækkede hilsner fra den dag, vi satte urnen ned, kan jeg jo se, at naboen også havde en hilsen med. Tusind tak, hvor er det sødt af jer! Jeg kommer ikke derop før jul med det vejr, vi har, så det er rigtig dejligt at se, hvor pænt det ser ud.
Hold da op, hvor har jeg fået lavet meget i dag! Jeg vågnede kl 5 (på en søndag!) – det er nu ikke så usædvanligt for tiden, og jeg kunne ikke sove, så jeg stod op kl 6 for at få noget af det fra hånden, som jeg ikke synes er blevet til noget!
Det blev en god dag! Og jeg fik en masse ud af dagen, det er dejligt!
Morgenturen med Whisky var så tidligt, at kun sneen lyste op, men formiddagsturen gennem “skoven”, som vi kalder læbæltet over mod landevejen, gav et lille kig hjem.
Han kan godt gå uden snor på den lille sti, og han elsker sneen!
Er han ikke dejlig?
Resten af formiddagen brugte jeg på at skrive julekort – og hold da op, det gik godt! Så jeg postede en ordentlig stak ved frokosttid, men glemte at spise frokost! Til gengæld kom naboen og skulle have hjælp til et strikkeproblem, så vi fik en kop kaffe og lidt hygge.
En meget hyggelig tlf.samtale med en 87 år gammel veninde fra Grønlandsårene, som ville høre, hvordan jeg har det nu, og så aftenturen med Whisky – så var det tid til at lave mad.
Det mest fantastiske er, at jeg fik skåret stof i dag! Og symaskinen er sat frem, så om lidt får den lov at snurre – det har jeg længtes efter!
Det er skønt at vide, at dagen har været indholdsrig og produktiv!
Altså det her vidunderlige snevejr, det giver komplikationer i forhold til julerejser! Man tør jo ikke rigtig stole på, at det bliver tøvejr / håbe på sneen bliver liggende – hvad det nu er, man helst vil!
Juleaftensplanerne var lige ved at gå i vasken, idet kusinerne slet ikke kunne overse rejseplanerne og ikke turde køre i bil med udsigt til sne/regn/slud eller hvad det nu blev. Toget har været alternativet, og det er også OK, men når de så kom hjem sent på juleaften, ville det måske blive umuligt at få en taxa det sidste stykke.
Så afbudet var besluttet! Ja, indtil jeg kom med på råd! For der måtte kunne findes en løsning – man er vel gammelt organisationsmenneske (læs:spejder)!
De 2 kusiner (Sørens) har i mange år holdt jul alene sammen, men vore børn har de seneste år på skift inviteret dem til at holde juleaften sammen med os. Således også i år. Og det var en begivenhed, Søren var meget glad for og glædede sig over – og til! Han nåede det ikke i år. Men vi ville nok have været endnu mere kede af det, hvis de ikke kunne være med netop i år!
Så hovedet i blød og forskellige muligheder endevendt! Og nu er det hele faldet på plads med juleaften hos den ene familie – overnatning hos den anden – afhentning er på plads – alternativet er toget, men uden hjemrejse juleaften – juledag og julefrokost hos den anden familie, hvor yngstesønnen og svigerdatteren kommer til. Der bliver trængsel i det lille hjem, luftmadrasser og gæsteseng må tages i brug, men hvor der er hjerterum…. og det er der!
Jeg er så glad for, at det lykkedes!
Min yndlingsmodel har skiftet udseende! Christina har fået briller, og det ser ikke ud til, at det generer hende!
Hun er nærsynet ligesom min mor/hendes oldemor, mig/hendes farmor, hendes far, hendes faster og hendes farbror – så hun må jo være arveligt belastet!
Jeg kan huske, da jeg fik briller som 12-årig, at jeg blev så forbavset over, at jeg kunne se de tynde grene på træerne. Jeg vidste jo ikke, at jeg IKKE havde kunne se dem. Christina har også oplevet, at hun pludselig kunne se meget mere.
Men brillerne er jo helt anderledes i dag. Min mors briller var meget uklædelige runde “sygekassebriller”, det har jeg set på billeder:
Mine var nu heller ikke for kønne
Det var julekort-billede af os 4 søstre, og jeg var ikke glad for de briller, for jeg brugte dem kun i skolen og biografen! Først flere år efter blev det nødvendigt at bruge dem.
Og da jeg i 1994 var i Moskva sammen med 4 af mine spejdere på 14-16 år for at hjælpe nogle unge russere med at starte en spejdergruppe – et nyt og ukendt begreb for russere så kort efter Sovjetunionens sammenbrud, var briller som disse:
..alt for moderne til at jeg kunne give mig ud for at være russer, som de unge mennesker ville. De var nemlig chokerede over, at vi skulle betale 10 gange så meget for at komme ind i Kreml, som de selv skulle, så de ændrede vores udseende og beordrede os til at holde munden lukket! Jeg skulle tage brillerne af, jeg måtte ikke gå med min “Fjällräven” på ryggen, den tog en af drengene, og en af de unge piger tog mig omsorgsfuldt under armen, som man ville gøre med en gammel babuschka! Vi kom ind!
Men Christina kan godt være fotomodel med sine smarte briller.
Det er næsten ikke til at tro, at folk kan være så hjælpsomme! Vi har virkelig nogle ud over alle grænser hjælpsomme naboer! Èn nabo havde tilbudt at køre til Horsens sammen med mig i morgen tidlig for at hente min bil – men kl. 21 ringede en anden nabo’s søn på døren for at spørge, om de ikke “lige skulle tage den med hjem”, når han og hans far alligevel skulle til Horsens med nogle ting. Så jeg forklarede, hvor den holdt, og at man ikke kunne se nummerpladen for sne, der lå op omkring den, men de ville tage en skovl med. Og så skulle de lige ha’ startkoden. Sådan!
Og nu kl 22.50 er bilen parkeret i carporten! Whisky hørte den køre ind og gøede begejstret! Han fik også lov at komme ud og hilse på, og han var klar til at hoppe op i bagagerummet for at komme ud at køre.
Nej vi skal ikke ud at køre de første par dage! Jeg har fået nok, og nabosønnen fortalte også, at det var meget, meget glat ude på landevejen, men de havde ikke haft problemer med at få den gravet fri.
Jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal udtrykke min taknemmelighed. De ville ikke ha’ “en lille én”, men jeg må finde på en julehilsen. Hvor er mennesker dejlige!
Hjemme igen efter nogle dramatiske begivenheder omkring Ebbes 8 års fødselsdag, hvor han i den grad fik opfyldt sit hedeste ønske: snevejr! Men også andre brugbare gaver, bl.a. flere æsker LEGO, som han er meget dygtig til at bygge med:
.. også sammen med kusinen
Og her er så de 2 direkte årsager til, at jeg ikke blev hjemme, men vovede mig ud i sneen, så jeg ikke kunne komme hjem igen:
Ebbe og hans kagemand af fynsk brunsviger, som jeg havde bagt herhjemme og transporterede varm i bil / tog til Fredericia, hvor den blev skåret ud og pyntet. Det skulle han jo ikke undvære.
Helles køkkenvindue, pyntet med masser af lys og hyacinther, samt den stjerne, jeg har skåret for ca 12 år siden, så den har holdt sig godt! Og så en guirlande med svampe, hentet her.
Og se nu lige her: hvad gør en svigersøn ikke, for at slippe af med svigermor! Og så lykkedes det ikke – jo, han kom af med svigermor, men det var ved genboens hjælp, for hans bil skøjtede rundt i den tykke sne, da han fik den fri. Men viljen var der! Og jeg ved godt, at han vidste, hvor gerne jeg ville hjem! Det kom jeg, og Whisky er glad, og jeg er træt!
Men min bil holder på en P-plads ved Horsens banegård, for den var sneet til, så jeg ikke turde forsøge at køre. Men nu tager en nabo med mig ud og skovler den fri i morgen tidlig! Hvor er det godt med hjælpsomme naboer! Whisky havde også fået god pasning. Jeg har det som om det er flere dage, jeg har været væk, øj hvor er jeg træt!
Da vi hyggede os i går, havde jeg selvfølgelig strikketøjet fremme, og så ville kusine Maja så gerne lære at strikke, men hendes mor og mormor strikker ikke, og farmor kan til sin store sorg desværre ikke pga stærk ledegigt. Det ville jeg selvfølgelig gerne hjælpe med, og Maja var rigtig dygtig, hurtig og ikke mindst vedholdende!
På et tidspunkt fangede svigersønnen “3 generationer”, med datteren, niecen og mormor i sofaen med hvert sit strikketøj – ren familiehygge!
Datteren er altid god for en spøg, så da hun startede af sted på arbejde som lærer på en lille skole i morges, og hun ikke kunne cykle, som hun plejer, iførte hun sig godt med varm tøj og en blinkende blå alarm! Og så travede hun af sted! Gad vide, hvad hendes elever har sagt til den mundering! Fedt, tror jeg!
