Noro Blossom – ren luksus!

noro blossom tørklæde 2

Engang imellem skal man unde sig selv den nydelse, det er at strikke i et rigtig luksus-garn, som her Noro Blossom!

Der er ikke en egentlig opskrift, men jeg så tørklædet hos Strikkekunsten i Horsens, og hun fortalte mig, at jeg skulle strikke dobbelt perlestrik, 2 ret 2 vrang og bruge 2 nøgler på pinde 6, til der ikke er mere!  Det passer fint i størrelsen: længde 125 cm, bredde 20 cm, og er helt vidunderligt blødt og let.

noro blossom tørklæde

Garnet fås også i Garngalleriet i Ry, hvor der er flere oplysninger om sammensætningen af uld og silke samt farver.

Kalenderhalsduken – ren luksus

kalenderhalsduk påbegyndt

Hurtigt går det ikke, men ren luksus er det!

Kalenderhalsduken 2009 fra “Slöjd o Hantverk i Färila” skrider stille og roligt frem takket være Lottes (Webstrikker) diagrammer. Jeg er ikke “med” tidsmæssigt, kun ved dag 7, men det er OK, jeg skal nok nå det, jeg bestemmer jo selv, hvornår det skal være færdigt.

kalenderhalsduk påbegyndt detail

Jeg er ikke nogen erfaren lace-strikker, og jeg må indrømme, at der er nogle pinde, jeg har trevlet op flere gange! Ikke fordi der er fejl i mønsteret, men fordi jeg tæller forkert!

Det er helt afgjort nemmere for mig at strikke efter et diagram end efter tekst, så det skal nok gå. Og så er Lotte rigtig flink til at komme med små vejledninger, når der kan være fælder!

Garnet er en drøm at strikke i. Jeg strikker skiftesvis med de 2 nøgler, som er hvert sit parti. De er ikke helt ens i farve og tråd, det ene er mere blødt end det andet, men jeg regner med, at det udligner sig, når det bliver vasket. Jeg glæder mig!

35 puttetæpper til julemærkehjem

35 puttetæpper 2

Hvor er man stolt og glad på Projekt Puttetæppers vegne, når man pakker og sender 35 flotte puttetæpper på én gang!

Det gjorde vi i dag, pakkede 2 sække med ialt 13 tæpper til Hobro og 2 kasser med ialt 23 tæpper til Kildemose.  De 2 sække er vi så heldige, at én tager med og afleverer for os ganske gratis!

Superflotte, lækre tæpper, hvoraf de fleste bliver givet til et barn på et af de 2 julemærkehjem, og nogle få særligt store tæpper bliver sengetæpper på hjemmet i Hobro, der er så stort, at ikke alle senge endnu har sengetæpper – men det er lige før, og der er 48 senge, så det er jo fantastisk.

Vi var ved at regne på, hvor mange tæpper, vi har afleveret det sidste ½ år: Kildemose har fået 35 tæpper i juni, 30 tæpper i september + disse 22 = 87!

Og Hobro har fået 20 tæpper i september og nu 13 = 33! Og det er vel at mærke “kun” de tæpper, som vi har sendt, mens vi ikke har tal på alle de tæpper, som tæppetanterne selv sender eller afleverer, og det er mange, ved vi.

Er det da ikke fantastisk? Jeg er faktisk målløs! Og så er det så dejligt, at det bringer glæde flere gange – både til dem, der syr dem og til dem, der modtager dem!!!

35 puttetæpper

Hvor er I dejlige, alle I tæppetanter! Det bliver ligesom juleaften, når disse pakker bliver pakket op!

Her skal I få et par eksempler fra stakkene i dag:

pu1109 grethe bente

pu1209 janne

pu1209 jonna

26 pu1209 birgith6

Prøv at se for jer det barn, der får et af disse tæpper!!

"Nu kan du bestemme!"

Det er altså en underlig tanke! Jeg har været i skifteretten i dag og har fået skifteretsattest.

“Nu er det dit, det hele, og du kan selv bestemme!” sagde den ualmindelig tiltalende fuldmægtig, der behandlede mit skifte. Ja, det er det jo, og det vidste jeg selvfølgelig godt, og det var også meningen, vi havde jo fælleseje, intet testamente, ingen særbørn, ingen gæld ud over lidt restgæld i huset, det hele blev gennemgået, og det var i virkeligheden bare en bekræftelse på de oplysninger, hun havde i forvejen + mine egne kontooplysninger. Hus – gammel bil – hvad kunne den sættes til, det er ikke meget! – Sørens pensionsoplysninger måtte jeg give hende, dem vidste hun ikke noget om – børnenes data havde hun også, de får brev om, at jeg sidder i uskiftet bo – det ved de godt.

Jeg kunne gøre retten en tjeneste og udfylde et spørgeskema, hvor jeg krydsede af, hvor tilfreds/utilfreds jeg var, det kunne kun blive positivt, for hun var simpelthen så kompetent, venlig og naturlig. Ikke meget rets-embedsmand der!

Og så betalte jeg for den attest, det hele tog 25 minutter, og så var det, hun sluttede med den bemærkning om, at nu kan jeg selv bestemme over det hele – “men det har du måske altid gjort?” Nej, det har jeg ikke, det er Søren, der har styret, det ved vist alle, der kender os, og det har han gjort godt, så han var fortrøstningfuld, da han sagde: “Nu må du se, om du kan klare dig!”

Vi har bestemt ikke altid været enige om økonomien, men det har mest været i småtingsafdelingen, hvor han kunne være mere forsigtig end jeg! Jeg har ikke været i tvivl om, at det er hans fortjeneste, at jeg sidder lunt i svinget nu. Og selv om jeg “selv kan bestemme”, så kan jeg sagtens se, at lidt forsigtighed vil være med til at bevare den situation. Og så er det, at de regninger, jeg har fået i forbindelse med bisættelsen, gravsted osv godt kan ryste mig lidt! Det er dyrt. Tænk, hvis man sad med en hvis legemsdel i vandskorpen, hvordan skulle man så klare de udgifter?

Men jeg har det godt med at have bestemt, hvordan det skulle være.

Nu skal benene smækkes op!

Nu trænger jeg til at hvile benene! Det var en travl, men dejlig dag i går. Og i dag har vi også fået ordnet en hel masse i formiddags, inden jeg drog af til Løndal for at være “kustode”. De ville ikke med, “børnene”, i stedet satte sønnerne julebelysning op i haven og carporten, idet de kasserede mine gamle kæder, hvor alt for mange pærer ikke duede. Så da jeg kom hjem sidst på eftermiddagen, strålede lysene mig i møde, det var bare så flot!

Og inde havde svigerdøtrene pudset sølvtøj, støvsuget og ryddet så flot op, inden de drog hver til sit, så det var en fornøjelse at komme hjem til, hvor er det dejligt.

Men jeg havde frygtelig krampe i benene i nat af al den traven i går, så jeg må nok hellere få benene op og så ellers lave ingenting i aften foran TV ….nåh ja, “ingenting” betyder: strikke på min “Kalenderhalsduk” med det lækre moskusgarn – jeg er jo blevet lidt bagud!

Et smukt hvilested

gravsted

Det blev en god lille begivenhed, da vi stedte Søren til hvile i hans forældres gravsted i hans hjemby. Kirkegården havde forberedt det så fint, vi hentede urnen i kapellet, hvor der var tændt levende lys. Ældstesønnen bar urnen hen til gravstedet og satte den ned, hvor en smuk krans markerede, hvor der var gravet. Og så lagde vi vore kranse og dekorationer. Vi fik også aftalt, hvordan der skal flyttes lidt på det, der står i forvejen, det er et stort gravsted, så der er fint plads til den nye sten, som vi havde været henne og vælge ud. Vi valgte en anden, end den stenhuggeren havde foreslået, men stadig en, der passer pænt til den natursten, der er minde om forældrene. De kønne røde “Igaliko-sten”  har Søren selv hjembragt fra Grønland.

Jeg havde bestilt julestjerner på min krans, for netop her i december købte Søren altid en hel masse julestjerner og satte rundt omkring i huset. Det er ikke sikkert, de holder så længe udendørs, men dekorationen er lavet sådan, at man bare kan tage mini-julestjernerne væk, og så er kransen stadigvæk pyntet med kogler, mos og bær.

Det var en dejlig oplevelse, og skønt at vi kunne være sammen om den, børnebørn, børn og jeg.

Nu hygger vi os, har fået noget godt at spise, sønnerne har kigget på deres fars tøj og kan godt bruge noget af det, det er jeg glad for. Der var også noget, svigersønnen kunne bruge, selv om han har en anden statur, og drengene kunne bruge huer, pyjamas’er og sko! Livet går videre, det er som det skal være.

Sammen

Der bliver liv i huset i weekenden. Alle børn, svigerbørn og børnebørn kommer hjem, så vi i fællesskab kan sætte Sørens urne ned, i hans forældres gravsted, som han har ønsket det. Og vi skal også se på gravsten, stenhuggeren har fundet en sten, der ligner forældrenes meget, en natursten, vi skal så se, om vi er enige.

Det bliver dejligt med lidt uro, her har været stille den sidste månedstid. Nogle af dem bliver til i morgen, jeg har også nogle opgaver til dem!

Og så vil jeg invitere dem med til “Jul på Løndal“, hvor jeg selv skal være “kustode” noget af dagen i morgen. Der er så flot og meget at se på af alt muligt, både ude og inde, så det vil de sikkert gerne.

Whisky skulle bare lige vide, at børnebørnene kommer, han bliver helt ellevild!

En brødkurv af stof som pakkegevinst

brødkurv

“Kludekonerne”, vores 10-kvinder-patchworkgruppe, holdt som sædvanligt vores juleafslutning hos én, der bor i et lille lavloftet landhus, hvor hun pynter så hyggeligt op, og vi får glögg, småkager og senere kaffe/the med alt for meget lækkert hjemmebag! Men indimellem skal vi spille pakkespil med en terning. Og det har vi det rigtig sjovt med. Nogen køber ind til pakker i løbet af året, og der er mange søde, sjove ting, andre syr selv, bl.a. er det hvert år spændende om der er nogle flotte og praktiske hjemmesyede forklæder! Men de er altid camouflerede, så vi ikke kan se på pakken, hvor de er.

Jeg kan godt lide selv at sy en ting eller 2, i år havde jeg syet denne brødkurv, som er temmelig stor, den måler ca. 18 x 18 cm i bunden, og den er syet på samme måde som denne men kun med 6 firkanter, 2 store til bund og inderside, og 4 halvt så store til siderne, som er bukket ind og syet til både ind- og yderside. Og så kan den foldes sammen, så den kan ligge i en skuffe.

Brugs-patchwork

Første gang, jeg snakkede med Birgith, var da jeg havde modtaget et brev fra hende med 20 billeder af puttetæpper, som hun havde sendt til julemærkehjemmet Hobro. Vi beder jo om billeder af de tæpper, tæppetanterne syr og selv sender.

Jeg var meget imponeret af de 20 flotte tæpper og spurgte forsigtigt, om Birgith ikke havde tænkt på at blive tæppetante? Hvis man er på listen over de tæppetanter, vi kender, kan man nyde godt af de tilbud, vi får, og man får også lidt informationer.

Jo, men Birgith troede da, at hun var tæppetante! Det har vi grinet af flere gange. Hun mener selv, at hun nok har glemt at melde tilbage til min forgænger på et tidspunkt, og så er hun blevet slettet af listen. Men hun fortsatte jo bare med at sy puttetæpper!

En af de ting, jeg så godt kan lide ved Birgith er hendes beskedenhed! Hun er så dygtig, hun syr så meget og så flot, hun bor så lækkert i sin ombyggede hestetald med en meget speciel tilhørende havestue – og så er hun bare så beskeden! Og hun siger ikke nej til at modtage en hel masse forskelligt stof til at sy flere puttetæpper af.

Og så er det sjovt at gense det! og se, hvad hun får ud af det. F.eks. det grønne, stribevævede, som var i en pakke, vi modtog for noget tid siden. Jeg spurgte Birgith, om hun brød sig om at sy i stribet og ternet stof, og det vil hun gerne. Det grønne var nok gardin- eller duge-stof, jeg kan godt huske den type stof fra en del år siden. Der var også både blåt og rødt i samme stil i pakken. Og her er, hvad Birgith foreøbig har fået ud af det:

genbrugs stof

genbrugs stof 2

Nogle syr patchwork på en kunstnerisk måde, det kan være rigtig flot, ingen tvivl om det. Men jeg hører jo nok til dem, der elsker patchwork, der kan gøre gavn og hygge! Og så må der gerne være mange sjove, søde, kønne stoffer i et tæppe, det gør det endnu mere charmerende i mine øjne. Men vi har lov at være forskellige!

Måske er det derfor, jeg er så begejstret for Birgiths tæpper!

Et quilte eventyr!

birgits systue 6

Må jeg præsentere Birgith, som er en fantastisk quilter! Og som Projekt Puttetæppers styregruppe besøgte i går. Vi har ikke fået vejret endnu!

birgits systue 4

Birgit er den mest flittige leverandør af puttetæpper til børn på julemærkehjem – helt uden diskussion! Og alle tæpper er fine, gennemarbejdede og smukke, næsten alle helt unikke (der er enkelte dubletter!), og det lyser ud af både Birgith selv og alle tæpperne, at hun elsker at sy patchwork!

birgits systue 1

Vores besøg havde 3 formål: Vi skulle hente 12 færdige puttetæpper – vi kunne tilbyde Birgith noget af alt det stof, vi har fået foræret – og vi skulle se Birgiths fantastiske systue, som vi havde hørt om.
På ovenstående billede sorterer og vælger Birgith med sikker hånd ud i de stoffer, vi havde med, og samtidig er Grethe ved at tabe næse og mund over de 12 flotte tæpper, der lå pakket og klar til os!

birgits systue 3

Birgiths veninde Birthe, som også syr puttetæpper, deltog i udvælgelsen…

birgits systue 2

..assisteret af Bente – det foregik i farver ved det store arbejdsbord!

birgits systue 7

Systuen på 1. sal i Birgiths charmerende hus på landet er udstyret med alt praktisk udstyr: strygestation, et stort stativ, der er overhængt med ufærdige tæpper, en kæmpestor kiste, der bugner af tæpper, et stort amerikansk quiltebord til håndquiltning,…

birgits systue 9

…stablede fiskekasser (!) med forskellige syede blokke og påbegyndte projekter..

birgits systue 10

Birgith fortalte, at når hun får en idé, skal den straks omsættes i praksis, ellers kan hun ikke huske den!

birgits systue 11

..så hun hentede kasse efter kasse frem for at vise de forskellige idéer, der senere bliver til et tæppe. I hver kasse lå færdige blokke sammen med stof skåret op, klar til at sy!

birgits systue 13

En lille kurv viste også nogle ganske enkle, men smukke blokke, som man godt kan blive inspireret af!

birgits systue 5

Det meste af produktionen foregår på maskine (en Janome – ikke specielt avanceret, men tryg og solid!), men håndsyning foregår også, f.eks. disse mini-sekskanter. Og bemærk lige, at det myldrer med tæpper i baggunden!

birgits systue 8

Enkle mønstre – glade farver! Det er utroligt, hvad hun får ud af det! Birgith er så heldig, at hun har en god aftale med BeoBeo, der quilter mange af puttetæpperne gratis, så kan hun sy nogle flere!

birgits systue 12 barnetæppe

Det er ikke til julemærkehjem det hele, her er et knap færdigt barnetæppe, der skal sendes til Australien, hvor et andet tæppe fra Birgiths hånd i forvejen bliver meget beundret. Det vil dette også blive..

birgits systue 12 barnetæppe detail

..se de fine detaljer

birgits systue 12 barnetæppe detail 2

hjerterne er broderet med multifarvet tråd og kædesting!

56 perlepladequilt

I den kommende tid vil jeg vise et stort antal af Birgiths tæpper – både puttetæpper og tæpper til andet formål, på min hjemmeside hvor denne “perleplade-quilt” (jamen det tænker man da på, når man ser den!) er vist i dag.

Det er et eventyr at se Birgiths tæpper. Der er tæpper overalt: i stolene, på væggene, på sengene, katten har sit eget tæppe! Et kæmpestort karlekammerskab indeholder stabler af tæpper, og ikke et øjeblik får man den tanke, at det er “for meget”. For det hele er så smukt og unikt! Se gæsteværelset:

64 gæsteværelse

Vi 3 besøgende var næsten helt tummelumske af at se på alle de dejlige tæpper, det var en kæmpestor oplevelse, som vi takker mange gange for, at vi fik lov til at få! Nogen vil nok viderebringe den, for Birgith har ikke internetforbindelse – nej det kan der selvfølgelig ikke blive tid til!