Det har været en meget lang dag i dag, med masser af ventetid! Det er altså rigtigt, at man skal have et godt helbred for at være syg!
Søren har været til scanning og stråleterapi i Århus, det har han været henvist til i knap 2 måneder (han var “bare” blevet væk undervejs i papirgangen, derfor først nu). Vi håber, det går, som man regner med, at det vil mindske hans smerter. Vi havde fået et nøjagtigt program over dagens forløb, og der var bestilt liggende Falck transport til, at han skulle være der til første konsultation kl 9.00, derefter scanning med efterfølgende tilrettelæggelse af, hvor strålerne skulle ramme. Dette ville tage nogle timer, og så strålingen, der kun tager få minutter.
For at være i Århus med Falck kl 9.00, skulle vi holde os klar til afhentning kl. 6.30! Så jeg var oppe kl. 5.00 for at lufte Whisky, lave morgenmad, smøre lidt mad, som vi havde fået besked om at have med foruden læsestof (og strikketøj), hjælpe Søren med medicin og påklædning osv, og selvfølgelig blev vi først hentet kl 8.00, hvilket jeg også havde regnet med. Denne gang havde Søren fået en kvalmepille, så han ikke skulle blive køresyg som sidst, og det gik også fint. Alle er så søde og hjælpsomme, og Søren fik straks en hvileplads, hvor han tilbragte det meste af dagen, og hvor der også var en stol til mig.
De forskellige konsultationer, scanninger og endelig strålingen tog ikke lang tid – men ventetiden indimellem! Og det er jo alle, der venter og venter, i hvilerummet lå de fleste der hele dagen, og jeg kunne forstå, at afhængig af behandlingen er der nogle, der er der 5 dage om ugen – HELE DAGEN for at få nogle få minutters stråling.
Nu kan jeg godt forstå, hvad min nabo sagde om dengang hun var i strålebehandling 5 dage om ugen ialt 30 gange: “Mit patchwork reddede min forstand!” Jo, for man slapper af, tænker på andre ting, falder til ro, i stedet for at blive irriteret og utålmodig. Jeg fik i hvert fald strikket et stort stykke på hønsestriktæppet.
Programmet holdt jo heller ikke, så i stedet for, at Søren fik strålebehandlingen kl 13.30, blev det kl 15.30, og så ventede vi igen! På Falck, der var bestilt allerede om morgenen, men først kom kl 17.30. Sygeplejersken, som rykkede, fik den besked, at der kunne gå 5 timer, for det var fredag! Så ved jeg ikke, hvordan vi havde reageret!
Det skal ikke skjules, at vi efterhånden, som eftermiddagen gik, også sendte bekymrede tanker til vovsen herhjemme! Så længe har han aldrig været alene før, men han er godt nok dygtig! Fra kl 6.00 til 18.00 alene hjemme og ingen mulighed for at komme ud – og han var bare glad for at se os og der var intet i vejen!
Nu håber vi så, at der bliver effekt af behandlingen og at bivirkningerne ikke bliver for slemme de næste dage. Men hvor er jeg glad for, at Sørens behandling er én-dags og ikke 30 dage!
