..siger min nabo! Vi har jo alle vinduer åbne, så hun havde hørt mig i nat. Ja, det var det samme som de foregående nætter: jeg nærmest sidder op og sover og hoster så alligevel.

Men det går helt sikkert fremad nu, jeg har det bedre (bortset fra varmen) og spiser andet end koldskål nu!

I nat var det en kombination af den stærke hostesaft og nogle gode sugetabletter, der omsider hjalp mig til at falde i søvn: jeg lå med en sugetablet i kinden, så varer den længe!

Det er dejligt at kunne tænke på noget andet end “Hvor har jeg det skidt!”

Jeg kan helt sikkert mærke, at penicillinen hjælper, halsen gør ikke så ondt mere, og feberen er væk.

Men hosten — den er blevet endnu værre, og den trætter mig utroligt. Hvis jeg bare snakker en ganske lille smule, så hoster jeg helt voldsomt og længe, det føles, som om jeg bliver kvalt eller som om det hele kommer op, og jeg kan ikke stoppe.

Jeg tror, jeg har hostet hele natten, nærmest i søvne, halvt siddende også denne nat, på trods af Pectyl brystdråberne, som vist er det eneste, der hjælper.

Jeg ville så gerne lave lidt, men jeg er træt og orker ingenting. Det dur ikke at blive i sengen, så hoster jeg bare endnu mere. Så jeg lister lidt omkring, sidder lidt, laver en lille smule i huset, lidt ad gangen – og hoster!

Jeg har brugt elevationssengen aktivt i nat: hejst hovedgærdet halvt op, så jeg kunne ligge med overkroppen meget højt. Så hoster jeg ikke så meget, kombineret med “mit hemmelige middel” = en meget stærk Pectyl hostesaft, en stor flaske, som Søren og jeg har brugt af i mange år, bare ganske lidt, når én af os fik en rigtig slem hoste. Den er så stærk, at den brænder hele vejen ned gennem halsen – men den hjælper og bedøver!

Så det har været en nogenlunde rolig nat efter en aften, hvor jeg hostede næsten uafbrudt i flere timer.

Penicillinen virker også nu, feberen er væk, og jeg er mere klar i hovedet. Men stadig træt. Det skal nok hjælpe nu.

– at jeg har det skidt! For bedringen udeblev, og i morges bad jeg om en ny tid hos lægen.

Denne gang tog hun en blodprøve, og da hun fik resultatet, var hun nærmest forskrækket: “Så kan jeg da godt forstå, du har det skidt!”

“130” sagde hun, jeg går ud fra, det er infektionstallet, for i næste åndedræt spurgte hun, om jeg kan tåle penicillin? Det kan jeg, så nu skal jeg på en kraftig kur i 10 dage! Og hvis det ikke er bedre, skal jeg ringe allerede torsdag.

Tjah, det hjælper jo ikke at blive sur – faktisk er jeg lettet, for nu sker da noget – men jeg kunne være sparet for en ubehagelig weekend, hvor jeg stadig har haft ondt, har feber, hoster voldsomt og sover meget dårligt om natten, vågner flere gange og er gennemblødt af sved, så jeg må skifte. Og så er jeg træt – træt – træt!

Så jeg håber, at jeg snart får lidt energi igen. Jeg har prøvet at sy lidt, strikke lidt, men det bliver ikke til ret meget. Det eneste, jeg kan, er at læse.

…helt bogstaveligt! Hvor er jeg glad for, at lille Diki er så tålmodig og kærlig en hund. Jeg tror, han ved, at jeg har det skidt.

Det er ikke blevet bedre, eller i hvert fald meget lidt bedre med halsen, men øjet er bedre i dag.

Jeg fylder mig med så mange piller, at jeg har svært ved at bedømme det, men jeg kan mærke, når virkningen aftager!

Nu får jeg 2 slags sugetabletter, som jeg skifter imellem hver 1½ time, der skal gå 3 timer imellem hver slags! Det var pharmakonomen i vores apoteksudsalg, der fortalte mig, at jeg kunne gøre sådan.

Men hvor er jeg træt! Så det er blevet små korte ture med Diki i dag. I går aftes gik naboen med ham, det var meget sødt af hende, og han var glad, da han kom hjem.