Øj, jeg er træt, og det er Diki også, for der sker jo meget mere end herhjemme, når han bliver passet, og de børn, han elsker, går tur med ham. Det nye er, at han nu ikke hyler om natten mere! Altså når han ikke sover hjemme hos “Mor”.
Jeg fik jo ikke sovet så meget i nat, så jeg kan godt mærke, at øjenlågene er tunge! Men jeg er meget glad for at vide, at alle de store sten er væk. Der har været en konstant uro i kroppen, fordi jeg ved, at de store sten kan give voldsomme anfald (jeg har jo prøvet det 2 gange), som ikke er ufarlige. Nu er forberedelserne på sygehuset foretaget mht fjernelsen af galdeblæren – jeg ved ikke hvornår – og det skal bare overståes – ambulant! Altså jeg skal hjem samme dag, det har jeg lidt svært ved at forstå, når jeg nu bliver så skidt af narkosen, men de beholder mig, hvis jeg ikke kan være alene. Nu må vi se, hvornår det bliver.
Hold da op, hvor har de travlt på P4 Horsens sygehus. Men trods al tummel, pladsmangel og dårlige patienter, ambulante patienter, patienter, der vandrer rundt med poser på stativer – væskedrop, ernæringsdrop, katetere – slanger i næsen eller et eller andet sted under tøjet! – ja, så er personalet utroligt søde og tålmodige, lige fra kantine-pigerne, der serverer små kvarte pænt pyntede stykker smørrebrød, lune retter, supper og andre lækkerier til patienter med kun lidt appetit, til sygeplejersker, laboranter og venlige læger.
For at det ikke skal være løgn, lever de i byggerod, fordi afdelingen er under renovation og har været det i al den tid, jeg nu er kommet der, dvs fra august 2013. Der bores, det støver, og håndværkere bevæger sig rundt imellem hvidklædte patienter og personale!
Men nu har vi fred og ro, Diki og jeg, og vi skal nok tidligt i seng i aften!
