Dag 2! Det går lidt bedre, har ikke hostet så meget i nat, men jeg kan godt mærke, at det er lungerne, det handler om! Jeg bliver meget let forpustet: Jeg opdagede, at Diki havde noget siddende bagi, og det er nemmest at tage med håndbruseren, når han står med numsen inde i brusekabinen (det sidder fast i pelsen). Så det gjorde vi, og det gik fint – men hold nu op, hvor blev jeg forpustet og mat! Sved på panden osv, men det gik! Og han er så sød og tålmodig.

Jeg laver lungeøvelser: træk vejret helt ned i maven og pust ud, og så kommer hosten, igen – igen. Men det skal jo til.

Der lå adskillige breve i E-boksen fra Regionen vedr. min smitte, sygehuset osv, bl.a. en indkaldelse til CT-scanning i går, skrevet mens jeg lå på sygehuset! Så jeg har haft flere tlf.samtaler for at rede tingen ud. Der var også start på en genoptræningsplan, til start efter karantænen, med frit valg mellem 3 forskellige steder, men ikke Fredericia?

Og nu blev jeg så lige ringet op af Fredericia Kommunes genoptrænings afd. som har fået kopi af mit forløb. Det viser sig, at selvfølgelig kan jeg få genoptræningen her i kommunen, der er frit valg, ja, men de skal betale, hvis jeg vælger en af de andre!!! Er der gået kommunal økonomi i min sundhed?

Jeg er glad for, at jeg er rimeligt klar i hovedet, for man kunne godt blive forvirret!

..i min isolation går det. Svigerdatteren har købt fornuftigt ind for mig, så der er protein drikke, frugt, brød og lidt pålæg i køleskabet, suppe på “brik” og i fryseren, og masser af decinfektionsservietter.

Men smagsløgene er ikke helt som før – endnu – og appetitten slet ikke.

Jeg har stadig feber, og måtte skifte natkjole 4 gange i nat! Så vaskemaskinen har været i gang.

Diki er jo heldigvis en gammel hund, der sover meget, og han kan komme ud i haven, jeg må jo ikke gå tur med ham. Men jeg tog handsker og mundbind på i morges og hentede min avis i postkassen!

Så nu skal jeg slappe af, lave lungeøvelser og forsøge at spise lidt. Jeg har nogle store flasker dejlig vindruesaft, som yngstesønnen har lavet, og de søde smage bekommer mig bedst – jeg skal jo drikke meget.

Det er dejligt at være hjemme!

Efter mere end 3 timers ventetid kom den ambulance, der skulle fragte mig hjem til Byhaven og Diki!

Han blev bare SÅ glad! Han har haft det super godt hos ældstesønnen og hans familie, men nu skal han ingen steder, for jeg er isoleret indtil på søndag – mindst, det afhænger af min temperatur.
Ikke mere nu, jeg er dødtræt!

Der ventede også en smuk buket, og jeg ved ikke, hvem den er fra?

Men tusind tak!

Så let gik det ikke i går – jeg fik et voldsomt tilbagefald og havde den værste nat, jeg kan huske! Jeg gik tidligt i seng og håbede, at anfaldet var helt ovre til morgen – men ca midnat vågnede jeg ved, at jeg havde meget ondt igen. Det sidder lige under ribbenene og trækker om i ryggen, og det bliver bare ved, så man ikke kan finde ro! Jeg tror, jeg var oppe 10 gange, og jeg blev mere og frustreret.

Hvor er det godt, jeg har sådan en tålmodig og kærlig hund! Én gang ville han gerne ud og tisse og hen og drikke lidt vand – men ellers lagde han sig roligt i sin seng og sov.

Og så ventede jeg på, at kl skulle blive 8, så jeg kunne tage en af de stærke piller, som jeg sidst havde taget ved midnat.

Jeg var helt rundt på gulvet og kunne ikke blive vågen og klar i hovedet, men kunne heller ikke sove.

Pillen hjalp, jeg vågnede op, og da vi gik vores sædvanlige morgentur, kunne jeg lidt efter lidt mærke, at jeg havde det bedre. Det var så dejligt klart, sol og køligt.

Der sidder lidt og murrer, men jeg håber, at det er ovre for denne gang. Og så skal jeg have en “morfar” på sofaen, for jeg sidder op og sover, når jeg læser avis eller strikker!

Ganske rigtigt, så var det et galdestensanfald, jeg fik sidst på formiddagen, nærmest som lyn fra en klar himmel!

Det er noget mærkeligt noget – nu er det 20 år siden, jeg fik det første: på vej i bil hjem fra Frederikshavn, det var virkelig dumt! Og jeg anede ikke, hvad det var! Men jeg blev scannet på Brædstrup Sygehus, og der lå en håndfuld sten, men ikke nok til, at der skulle gøres noget ved det.

Så gik der 13 år! Så kom der et forfærdeligt anfald i 2013 – det værste nogensinde! Og på scanningen kunne man se, at der var ca 30 store sten…

Som gamle venner her på bloggen måske kan huske, blev jeg kikkert-opereret 6 gange, og så skulle galdeblæren have været fjernet den 7. gang. Men det turde de ikke, for de var bange for, at der skulle være arvæv, som kunne gøre det nødvendigt at operere åbent, og det mente de, jeg skulle skånes for! Og så morede jeg mig over, at lægen spurgte, om jeg troede, jeg godt kunne forklare mine børn det? Og så sagde han: “Nu tager det nogle år at danne nye sten, og under hensyn til din alder, så…”

Han vidste jo ikke, jeg havde i sinde at blive så gammel!

Så nu døjer jeg med lange mellemrum med de meget smertefulde anfald uden at kunne gøre andet end at dæmpe det med piller.

Det lykkedes ikke rigtigt i dag, jeg havde virkelig ondt, kvalme og kunne ikke være nogen steder! Så det blev sofaen under et tæppe, mens jeg håbede, jeg kunne sove. Det kunne jeg ikke, jeg havde meget ondt af mig selv! Og pludselig gik det over! Jeg gætter på, at det er en sten, der passerer.

Nu har jeg spist havregrød til aften (det kan jeg godt lide), og lavet en stor kande te, (og taget en mere af de stærke piller – det lovede jeg min datter, jeg må tage 3 om dagen).

Så er jeg sikker frisk igen i morgen!

Der er heldigvis langt imellem, men jeg tror, jeg har et galdestensanfald på vej nu igen!

Det er selvfølgelig forventeligt, da jeg ikke fik galdeblæren fjerne i 2014 efter 6 kikkertoperationer for at fjerne de ca 30 meget store galdesten, jeg slæbte rundt med. Lægerne var betænkelige ved at fjerne galdeblæren pga forventelige ar, så det blev aflyst.

Siden 2014 har haft 2-3 anfald og er også blevet scannet, hvor det ganske rigtigt blev konstateret, at der ligger sten. Jeg har fået nogle meget stærke piller, som jeg kan tage, men det er faktisk kun sket et par gange, at jeg har gjort det.

Nu må vi se, hvordan det udvikler sig denne gang.

Da jeg fik ondt i morges, tænkte jeg faktisk slet ikke på, at det var det, der kunne være på vej, men det er det nok.

Så det bliver en stille dag!

Godt at jeg fik “swappet” Ditzy Donuts blokke, pakket og sendt til gruppen, i dag ville jeg ikke kunne!

Den trøje, “Thea”, som jeg strikker nu for en god ven, der ikke kan strikke mere, er strikket nede fra i modsætning til de fleste trøjer, jeg har strikket de seneste år. Dvs, at jeg nu har strikket bullen op til ærmegabene og er begyndt på ærmerne.

Jeg har valgt at strikke ærmerne på én gang, dvs “2 ærmer på 1 rundpind” ligesom man kan strikke sokker for at få dem nøjagtig ens.

Modtageren ønsker ærmerne korte til albuen, så jeg har lavet en lille ribkant og taget ud derfra. Når de er lange nok, bliver de føjet til bullen og strikket sammen med raglanindtagninger.

Garnet er det smukke og bløde 100% mulberrysilke fra Uldfeen!

Det er simpelthen ubeskriveligt skønt at være blevet klippet!

Hun får travlt den nærmeste fremtid – telefonen ringede ustandseligt, men jeg sad i stolen. Men nu klan jeg da klare mig i et stykke tid!

Jeg kaldte min frisure “Jørgen Leth-hår”! Det var i hvert fald træls!

COVID-19 test / COVID-19 test / Test COVID-19 IKKE PÅVIST Rekvisitionsnummer / Requisition / Réquisition104442321189 Testtype / Test type / Type de testSARS-CoV-2 (COVID-19), RT-PCR(RNA)Prøvetagningstidspunkt / Sampling period / Période d’échantillonnage2021-04-04 kl. 10.05

I morgen kl 9.45 sidder jeg i frisørstolen – ork hvor jeg glæder mig!

5. april 2021 – og så er det helt hvidt, når man står op!

Jeg måtte forevige det sjældne syn – i nattøj! Man kan jo ikke vide, hvor længe, det bliver liggende, men det sner stadig lige så stille.

Jeg skal heldigvis ikke nogen steder i dag!

Men da jeg fik sundet mig, kom jeg i tanker om dengang, jeg cyklede hjem fra arbejde fredag 19. april 1991 i tæt snevejr – min blå frakke var helt hvid! – og jeg tænkte, at folk ville synes, jeg var helt tosset, hvis de vidste, at jeg skulle på weekend tur og sove i bivuak på Endelave med mine store spejdere!

Vi gennemførte, og vi frøs – men det var en oplevelse!