Jeg er helt mat efter den larm og uro, den “100-års storm” i går og i nat gav! Det var godt nok voldsomt, selv om vi slet ikke fik noget, der lignede de ulykker, mange andre oplevet.

Her har det “kun” blæst, så det kneb med at stå fast, når jeg vovede mig ud for at lufte Aramis – og han kunne slet ikke forstå, hvad der skete, og hvorfor han blev sådan rusket igennem, så han sprang af sted til højre og til venstre!

Erritsø ligger forholdsvis højt og et godt stykke fra Lillebælt, så vi har kun fået vand fra oven – men blæsten var slem!
Og lidt skade er der sket: Mit solide tørrestativ i haven blev fældet! Men det var ikke nogen overraskelse, for det er kun 1 uge siden, at det knagende gav efter, da jeg trak i nogle kaprifolie-“lianer”!

Victor har været her på efterårsferie, og han var ikke spor bekymret – men blev så også inden døre! Så man kan ikke sige, at det var pga ham, at der blev stille! For nok snakker han meget og fortæller en masse ting, men det meste af tiden spiller han forskelligt (som ikke siger mig noget!) og holder sig inde på mit arbejdsværelse, hvor han også snakker med andre, som han spiller med.

Men han er jo alligevel hyggeligt selskab, og vi har det fint sammen! Så nu, hvor jeg blev alene igen, er der “stille” ! Jeg tog mig i at kalde på ham, da “Bagedysten” kom på skærmen!

Og det var vel egentlig mest pga af ham, at jeg havde en ulidelig uro i kroppen hele dagen i går, hvor han skulle rejse hjem med toget lige på det tidspunkt – kl 17.30 – hvor de sagde, at uvejret ville kulminere! Det kunne jeg altså ikke lide! Men jeg lod ikke Victor vide, hvor nervøs, jeg var.

Jeg turde overhovedet ikke selv køre ham ind til banegården – men så er det jo godt, jeg har hjælpen tæt på, for ældstesønnen ville gerne køre os derind i den store bil, som ikke er sådan at vippe omkuld! Og vi blev i 1. omgang simpelthen siddende i den lune bil og fulgte med i “rejseplanen” på telefonen, hvor vi kunne se forsinkelsen, der blev til ca ½ time. Og sønnen fulgte også med op på perronen, hvor vi som sædvanligt kunne overlade den rejseglade og helt upåvirkede Victor til “børneguiderne”, der er vældig søde og omsorgsfulde. Victors far ringede, da han var kommet frem med 1 times forsinkelse, og fortalte, at børneguiderne havde holdt dem orienterede under hele rejse! Det er en flot service! Toget havde kørt langsomt med henblik på evt. nedfaldne grene på skinnerne, men det var gået fint.

Så jeg har haft “slappe-dag” i dag, hvor jeg heldigvis har kunne gå sædvanlige rolige ture med Aramis, og ellers strikket på mit nyeste strikketøj. Efter at have strikket flere “Sophies scarf” og “Sophies shawl” er det så lækkert med tynde pinde og spændende garn at strikke til mig selv! Jeg tror, den bliver rigtig lækker! Og i en farve, jeg sjældent har strikket i – lilla i flere nuancer + sort = Uldfeens Skeleton!

Det er vist første gang i vores familie, nogen holder guldbryllup! – men det gjorde min lillesøster Lotte og svoger Erik i går! Sikke en glæde og sikke skønt at være med til at fejre dem i Kerteminde!

De ønskede ikke en stor fest – det gjorde de heller ikke, da de giftede sig – men en hyggelig brunch hjemme hos dem selv med den allernærmeste familie og en kreds af livslange venner. Senere på måneden har de inviteret deres børn og børnebørn på en rejse.

Jeg var så heldig at være med, og det var en dejlig dag! Børnene havde lavet en flot æresport med guldballoner! og leverede morgensangen – hornmusikken kom fra en båndoptager! Klokken 7! Lovlig tidligt, syntes svoger!, der blev taget på sengen!

Det var rigtig hyggeligt – der var skøn mad, godt selskab og sjove taler, hvor bl.a. andet de 2 døtre fortalte familie-anekdoter, som vi alle kunne følge med i!

En lille familie-hyggestund med de nærmeste blev det også til, før jeg kørte hjem.

Når “folk har alt” og ingenting ønsker sig, må man jo selv være kreativ! Så jeg havde strikket store varme halstørklæder til dem begge:

Tak for i går, jeg hyggede mig meget – og god guldbryllupsrejse med jeres dejlige familie!

Uh jeg har glædet mig til denne strikkebox fra Önling!

Der er mørklilla shetlandsuld fra Hanne Falkenberg (nu overtaget af Önling), den gode kvalitet, som holder sig i evigheder + matchende silkemohair fra Önling, som jeg kender som noget af det lækreste!

Det skal blive til en “Esmeralda sweater” (fra Önling), og jeg glæder mig så meget til at strikke den!

Og så er der spændende gaver oveni!

Aramis, som nu har boet hos mig i knap 5 mdr. holder ikke op med at overraske mig! – og få mig til at grine! Han er ikke helt “helbredt” for at trække lidt i snoren, når vi går tur (mon han stadig tror, jeg er en cykel, som han var vant til?) – men det er meget bedre.

Da vi gik i morges, gik han pludselig fuldstændig afslappet i slap snor ved siden af mig! Jeg tænkte: hold da op, hvad sker der lige her, specielt om morgenen har han ellers travlt! Han vendte sig endda om for at vente på en lille løs (han)hund, der blev hentet fra pasning hos en nabo, og hilste helt roligt på den, før vi gik videre, stadig pænt uden at trække (der er flere og flere hanhunde, som han er blevet gode venner med, også et stort plus). Det skulle han have belønning for, så jeg tog en godbid i lommen, men han havde problem med at tage den! Da han så op på mig, så jeg, at der stak noget trevlet ud af hans mund – hvad var det? Det var resterne af et griseøre, han fik i går! Det havde han snuppet med, uden jeg så det! Nøj, hvor jeg grinede! Det kom i min lomme, og så gik resten af turen i mere normalt tempo, dog stadig pænt, så måske skal han have sådan noget med hver gang?

Jeg elsker den hund!

Vi har været tidligt oppe i dag! Mine gæster skulle være på Fredericia Banegård kl 5.30 – men det klarede vi i fin stil!

Da jeg var til min tidligere nabo og venindes fødselsdag i Brædstrup, fortalte hun, at hun sammen med sin søster skulle på et “mini-cruise” Stockholm / Helsinki / Tallin med opsamlings start i Fredericia, hvorfra de skulle med bus til Stockholm, for at gå ombord på et krydstogtskib.

Jamen, så syntes jeg da, at de skulle komme og sove hos mig aftenen/natten før. Hun ringede senere og spurgte, om jeg mente det? Ja, selvfølgelig gjorde jeg det, det kunne være rigtig hyggeligt, og vi har gæsteværelser i vores fælleshus, så det var nemt!

Også selv om de skulle møde ved bussen kl 5.30 på Banegården – jeg skulle nok køre dem derind!

Skal jeg være ærlig, så var jeg da lidt spændt på, hvordan det var at komme så tidligt op! Nok er jeg morgenmenneske, men alarmen på telefonen skulle stilles til kl 4.30, så vi kunne køre kl 5.00!

Vi havde nogle hyggelige aftentimer, indtil vi gik i seng kl 22 – Aramis var vældig begejstret for de nye damevenner! Så begejstret, at jeg var nødt til at lukke ham ind i soveværelset, for at vi kunne snakke i fred og ro! Men det blir han ikke sur over.

Og alt gik som planlagt – kl 5.00 futtede vi ind til byen i “den lille blå” og var i rigtig god tid – og det var bussen, som kun skulle have 4 passagerer med herfra, også. Så jeg var hjemme igen kl 5.45, hvor jeg besluttede, at jeg lige så godt kunne gå i seng igen, for det var alt for tidligt (og mørkt) at gå morgentur med Aramis. Han gjorde ikke vrøvl, han var bare glad for at have mig hjemme igen og kunne også godt sove et par timer mere – så det gjorde vi! Og så var jeg stadigvæk i god tid til at fjerne sengetøj fra gæsteværelset, hvor andre skulle bo senere i dag, når en anden beboer har gæster.

Er jeg ved at blive et pylrehoved? Det mener jeg ikke, at jeg har været med mine foregående 5 hunde – men ham her Aramis, som ellers er en stor, kraftig og robust han-hund, pylrer jeg vist om!

Det har jo nok noget at gøre med, at han stadig er “ny” for mig, og jeg ikke helt forstår hans signaler. Men nu er der jo også sket et par ting, på den korte tid, vi har været sammen:
Det gik så godt i starten for godt 4 mdr. siden, bortset fra, at det var lidt voldsomt at lære ham at gå pænt i snor! Men så fik han jo den store betændelse i “understellet” efter klipning, hvor jeg behandlede ham med diverse piller, spray og salve, og hvor han gik med skærm i 3 uger!
Og så var der fadæsen med en ispind, der blev slugt, med efterfølgende tvungen opkastning hos dyrlægen!

Begge ting skete en fredag op til en weekend, ispinden heldigvis om eftermiddagen, så han kunne nå at blive behandlet – men det første tilfælde blev først behandlet mandag, så det blev det jo ikke bedre af!

Nu var jeg så nervøs for, at det skulle gentage sig! For han har været urolig, samtidig med at han ikke har “leveret” afføring de sidste 2 dage! Skulle vi nu til det igen?

Jeg har på fornemmelsen, at der er en tæve i løbetid, der færdes på samme områder som os p.t., og at det måske er derfor, han er så urolig?

Så derfor gik jeg en ekstra tur med ham ad en anden vej her i formiddag – og der var ikke spor i vejen: han gik roligt og pænt, han mødte endda en lille hanhund, som han snakkede pænt med! Og HURRA! han leverede helt normalt, foruden de sædvanlige mange gange tissetår!

Det er en stor lettelse! Så lad nu være med at pylre!

Vi prøvede også noget nyt i går. Jeg er bange for, at han keder sig her hos mig – han er jo vant til 7 andre hunde + udstillinger og træning!
Jeg har bemærket, at han faktisk ikke er særligt modig, f.eks. går han helst kun ud i min lille have, hvis jeg er med eller står i døren. Så går han pligtskyldigst hen og tisser og skynder sig så ind til mig igen!

Datteren min, som kender mange fif, havde foreslået en tube makrelguf, som sættes af i bittesmå dutter alle mulige steder i haven: på træ, krukker, kantsten, stole ben, bordben osv, og det prøvede vi i går.

Succes!

Han fattede det øjeblikkeligt, og stille og roligt snusede/slikkede han sig rundt i haven – det kunne han godt li’ !

Og for en sikkerheds skyld tog han turen en gang mere – og så igen senere på aftenen, uden at han fandt mere! Men nu får han mod på at være i haven, og han lægger sig derude og slapper af. Jeg kan godt regne ud, at det ikke skal være hver dag, der er makrelguf i haven, men så må vi finde på noget andet!

Da vi nu var ude at gå en anden vej end vanligt, gik vi forbi dyrlægen, det havde hun rådet mig til, så han ikke tror, der skal ske slemme ting der hver gang! Så det var bare lige en tur på vægten og en lille snak med sygeplejersken (og en lakseguffer). Det gik helt fint!

Men så ligger bageren lige ved siden af, og der er en hundekrog uden for, som man kan holde øje med gennem vinduet, og det prøvede vi lige af. Jeg tør ellers ikke efterlade min hund i en hundekrog mere, som jeg ellers har gjort i mange år med skiftende hunde. Det gik så fint! Aramis fandt sig uden problemer i at blive bundet til krogen og at jeg gik, men han kunne så også holde øje med mig gennem vinduet, og fik selvfølgelig ros + en guffer, da jeg kom ud igen!

Så vi fik et par nye små oplevelser i dag – og nu har han lagt sig til en lille lur!

Det er simpelthen så dejligt med en hjælpsom familie! Der er jo f.eks. ting, jeg ikke selv har fysik til!

Denne gang var det min flinke svigersøn, der brugte et par timer på at fælde træ i min lille have!

Efter mit ønske klippede/savede han pilen ned til ca 1 meter, og alle de mange, lange grene blev klippet i stykker, så de var til at håndtere. Jeg klippede så mange af dem i små stykker, som kunne være i min grønne spand, resten kom i store sække, som han senere henter og kører på genbrugspladsen. Nu kan pilen få lov at skyde nedefra, og jeg kan selv klippe den til efterhånden, så den ikke blir så stor igen!

Og så rettede han det kønne paradisæbletræ op og stivede det det af, dels med en stok, dels ved at trække det til modsatte side og binde det i spænd til en metalstiver.

Se hvor fint, det er blevet – jeg er meget glad!

Nu er der kommet lys og luft omkring både rhododendronen og træet.

Ikke flere ispinde til Aramis! Diki har altid nydt at slikke en lille rund ispind i sig, mens jeg holdt den – virkelig nydelse! Jeg har tilbudt Aramis det samme nogle gange, men han hugger den i sig i store mundfulde! Og i går gik det galt! Efter den første bid slugte han resten – incl. pinden! Av – av – hvad gør man så? Tager det roligt og regner med, at den lille træpind kommer ud ad naturlig vej? Det turde jeg ikke løbe an på, så jeg ringede og spurgte min dyrlæge, som mente, at det var bedst, den kom ud med det samme. Der er heldigvis ikke langt til dyrlægeklinikken, så vi kørte derned med det samme.

Aramis skulle kaste op, og det har jeg prøvet med Diki engang for en del år siden (da han havde slugt en pose rottegift, som rottemanden lagde fra sig, da han skulle skifte den i fælden!) – og han fik en injektion, der fik ham til at få kvalme og kaste op i løbet af få minutter. Men der er kommet en mindre ubehagelig praksis, som jeg aldrig har hørt om før: der bliver dryppet 2 dråber medicin i hvert øje, helt stille og roligt, og han var helt rolig!
Det virkede! Jeg sad med ham i et behandlingsrum, hvor han gik rundt på gulvet, og på få min. begyndte at savle og derefter kaste op – og med i 2. omgang maveindhold (beskedent, for han havde ikke fået mad siden morgen), fulgte en hel og fin pind! Der kom lidt mere, og så skulle han have en injektion med modgift for ikke at blive ved med at kaste op.
Det var nemt – men dyrt! Heldigvis er han forsikret. Og bagefter var han stadig utilpas og meget træt! Han sov 1 time herhjemme, men så skulle vi til fødselsdag hos svigerdatteren, så jeg tog ham med i bilen, hvor han lå og sov videre for åbne vinduer, men så jeg kunne holde øje med ham.
Senere livede han lidt op og kom ind, hvor Christinas Yuki gerne ville lege med ham – det kneb dog med energien!
Så ispinde er bandlyste fremover – men Aramis har det fint nu!

Så rejste Victor hjem til Brøndby og Far og Mor i går! Det er altid en fornøjelse at have ham på ferie, og selv om det er begrænset, hvad jeg kan underholde ham med, så er der andre, der hjælper med det – og han og jeg hygger os!

Vi har tradition for, at vi skal have pandekager en af dagene, og torsdag bagte jeg en stor portion! Så var der både til aftensmad med syltetøj, sukker eller ahornsirup (favorit!), og kolde til morgenmad og som madpakke på hjemturen i toget!

Men Victor ville også gerne bidrage, han kan godt lide at lave mad! Og han ville gerne lave brunch den sidste dag! Det var meget lækkert med røræg, bacon og brunchpølser, han lavede det hele efter en opskrift på sin telefon!

Hjemturen skulle foregå med togbus til Slagelse og derefter med tog til Køge N, hvor forældrene hentede ham. Victor har nu rejst med tog og “Børnguide” i flere år til/fra Fredericia og er helt tryg ved det. Jeg må indrømme, at jeg var glad for, at han har prøvet det før, for jeg syntes, det var noget værre rod på P-pladsen bag Fredericia Banegård, hvor det myldrede med store Viking-busser og meget lidt (ingen) afmærkning! Vi var i meget god tid, billetterne incl. børneguide/plads billet var længst købt, men vi kunne overhovedet ikke se, hvilken af busserne, han skulle med. Et par minutter over planlagt afgangstidspunkt dukkede der endelig et par børneguider i uniform op, som tog imod overdragelsespapir og billetter og sørgede for, at børnene og deres bagage kom ind i en nyankommen kæmpestor bus (der var 7 børn). Men der var da andre pårørende end mig, der flakkede rundt og ledte, og en anden ældre bedstemor var glad, da jeg kunne fortælle hende, hvor det foregik!

Hele turen til Køge N tog 3½ time, det er også noget mere end normalt, men Victor har ringet og takket for ferien, og han havde ikke haft problemer med, at det tog længere tid end det plejer! Det var gået fint!

Victor har altid været specielt glad for sin store fætter Christian (26 år), og lige fra han var lille har han set en stor stjerne i Christian! Heldigvis har Christian altid været glad for ham også og har lavet mange sjove ting med Victor!

Og vi har fået en ny tradition: når Victor er her på ferie, inviterer Christian han til at besøge sig i hans lille lejlighed i Vejle, hvor de spiller spil, går tur i Vejle, laver mad sammen mm Denne gang besøgte de både Christians arbejdsplads (studiehjælper-arbejdsplads) og hans søster Christina.

Christian er netop blevet færdiguddannet som datamatiker og videreuddanner sig fra februar 2024, men kan fortsætte med at arbejde i jobbet både indtil februar på fuld tid og som studiejobber.

De havde en dejlig dag sammen!