Kategoriarkiv: Vores samfund

Sygehus eller hjemme?

Posted on by
5

Med henvisning til mit sidste indlæg om, hvor man ønsker sig at dø, er jeg ked af, hvis det kommer til at se ud som om, jeg mener, det er mindre værdigt at dø på sygehus end derhjemme!

Jeg er fuldt bevidst om, at det i mange sygdomstilfælde slet ikke er muligt at blive hjemme – det kan være såvel behandlingsmæssigt som fysisk umuligt af mange forskellige grunde. Og jeg er helt sikker på, at det kan være en god oplevelse og en god behandling, man får på et sygehus. Ikke mindst, hvis man får mulighed for at få ophold på et hospice.

Det var en af de muligheder, vi havde drøftet for Søren, man ved jo ikke, hvordan det vil gå, og vi havde netop få år forinden mistet en meget god ven, som tilbragte den sidste tid på hospice efter et langvarigt sygdomsforløb derhjemme, og vidste derfor, hvor godt man har det på hospice.

Det blev ikke aktuelt for Søren på grund af den relativt hurtige udvikling i hans sygdom til sidst.

Men jeg synes også, at den behandling, han fik på sygehuset i Randers, var meget omsorgsfuld og kærlig. Og sygeplejepersonalet var meget opmærksom overfor både ham og mig. Det var så også deres faglighed, der så det nærme sig lige pludselig, det så jeg ikke.

Men jeg ser på det på den måde, at hvor det i mange år var sygehuset, der blev sidste station for mange, så er mulighederne for at være hjemme, selv om man er alvorligt syg, blevet bedre. Hjælpemidler kan installeres, hjemmeplejen er udbygget, palliativ ekspertise bliver inddraget, og nærmeste familie kan søge plejeorlov. Det giver nogle muligheder, som ikke var til stede før. Og dermed kan mange få deres og familiens sidste ønske opfyldt.

Og det, synes jeg, er vigitgt.

Komme hjem og dø..

Posted on by
3

..er vel det, de fleste af os ønsker, når vi ved, det er uafvendeligt.

Jeg hørte om en familie, jeg kender, som har fået deres unge barn hjem for at dø hjemme, fordi der ikke kan gøres mere. Alle forældres værste mareridt – næsten utænkeligt for os allesammen.

Men selv om det er ubærligt, må det være det bedste for alle, fordi man så kan få lov at gøre det så godt som muligt for sit barn, sin ægtefælle, sin mor eller far. Og det tryggeste.

Jeg har selv oplevet det med forældre og ægtefælle – det kan ikke sammenlignes med, at det er et ungt menneske, men det er under alle omstændigheder det bedste, vi kan gøre, hvis det overhovedet er muligt.

Min far led af et meget dårligt hjerte i mange år, og under en af indlæggelserne, hvor alle regnede med, at det var den sidste, fortalte de på sygehuset min mor, at han havde ønsket at komme hjem og dø. Hun var rædselsslagen og bange for, at hun ikke kunne passe ham. Men vi satte en plan i værk, skaffede hjælp fra hjemmeplejen (som ikke var så udbygget som nu) og kom selv på skift og hjalp hende. Miraklet sket: han livede op, fik det bedre og begyndte at planlægge sin næste runde fødselsdag (70 år), som lå over 1 år ud i fremtiden! Det blev som ønsket: han fejrede den runde dag med stor fest – og præcis 3 mdr. senere faldt han om på gulvet derhjemme, Mor fandt ham, og det var slut på den mest skånsomme og ønskværdige måde.

11 år senere fik Mor uhelbredelig hudkræft og måtte til sidst på plejehjem, med hendes fulde accept og med sine egne møbler og ting omkring sig, så det blev også hendes hjem i den korte tid. Og vi var meget hos hende, den sidste uge hele tiden, jeg sov der om natten, mine søstre kom og gik, vi sad om sofabordet og snakkede som da vi var børn, og hun fulgte med. Så det var også trygt for hende.

Heldigvis lykkedes det også at få Søren hjem fra sygehuset de sidste dage, det vil jeg altid være taknemmelig for. Hele sygdomsforløbet på 1½ år var han herhjemme, bortset fra 14 dage på det sidste. Han var ikke ked af at være på sygehuset, men han var bange for ikke at komme hjem igen, derfor var det godt for både ham selv, mig og familien, at han kom hjem og døde trygt og roligt herhjemme.

Er det ikke det bedste, vi kan ønske, når vi skal herfra?

Grådighed

Posted on by
6

Når man hører sådan en historie, som jeg har hørt i dag, så bliver man så harm, at det kan knibe at finde ord!

En meget gammel dame fortalte mig, at da hun for nogle år siden efter et slagtilfælde, hvor hun lå bevidstløs og meget dårlig i lang tid, vågnede op på et plejehjem og spurgte sine slægtninge efter noget, hun gerne ville have hentet i sit hus, fortalte de hende, at huset – det havde de tømt! Hun har ikke selv børn, så det var hendes søskendebørn, der havde været emsige. Dvs de havde ladet møbler stå, så huset kunne se godt ud, når det blev sat til salg, men kære ejendele var væk! Hun var ikke frisk nok til at gøre andet end at skælde ud, men der var da én person, som havde følt sig truffet, og som hun ikke har set siden. Men hendes ejendele har hun heller ikke set noget til.

Altså det er jo i virkeligheden tyveri! Selv om hun så var afgået ved døden og ikke var blevet frisk og handlekraftig igen, må ingen røre noget, før skifteretten har behandlet boet! Det er lov og ret, og hun kunne have meldt dem til politiet!

Men nu har hun da heldigvis gjort noget andet: hun har skrevet testamente og tilgodeset en anden, så den emsige får, som hun selv sagde “en lang næse!”, når tiden kommer.

Jeg fatter absolut ikke sådan noget. Men jeg ved godt, det foregår. Min gamle svigermor arbejdede som nattevagt på et sygehus, og hun fortalte om halskæder el.a., der var forsvundet fra døende patienter efter familiebesøg!

Hvad man skriver

Posted on by
10

Jeg ved det godt! Man skal passe morderligt på med, hvad man skriver – ikke mindst i offentlige eller halvoffentlige fora.

Jeg har et par gange vovet mig ud  diskussioner om copyright / ophavsret mht opskrifter og mønstre, og det er ikke nogen nem sag at håndtere, selv om det skulle være enkelt!

Det er ikke nogen hemmelighed, at alle håndarbejdsinteresserede låner mønstre af hinanden, jeg gad vide, hvem der kan sige sig fri? Men når det foregår på en åbenlys måde i et åbent forum, som f.eks. et chatforum el.lign., så kan det være dyrt, hvis nogen af dem, der lever af at designe eller sælge designs, får øje på det.

Og så er det, at dels har nogle andre, dels jeg selv gjort opmærksom på, at det må man ikke.

Men hvad er det så der sker? Jeg ved, at jeg skriver i et ordentligt sprog og ikke angriber eller anklager nogen. Alligevel får jeg på hattepulden, og nogen hidser sig mere og mere op.

Det er mig uforståeligt, at man ikke læser det, jeg skriver, men selv lægger negative motiver i det. Fra min side er det ment som en hjælpsom advarsel, men det bliver gjort til anklager om trusler, urigtige oplysninger om angiveri og ufine motiver, idet jeg selv skulle være designer for et bestemt firma og dermed vil forsvare mine og andres rettigheder!

Nej, jeg er ikke designer – ja, jeg har også selv byttet kopier af mønstre med andre – nej jeg har ikke fået noget gruppe lukket på noget forum – nej jeg har ikke hængt nogen som helst ud eller anklaget eller truet nogen – jo, jeg synes, man skal respektere andres arbejde.

Men jeg var tæt på at blive ramt på min ytringsfrihed, da jeg kort, men bestemt ville tilbagevise urigtige påstande med sigte på mig.

Jeg forstår det ganske enkelt ikke. Jeg har på andre tidspunkter af mit liv taget nogle kampe med kronikker og læserbreve, når noget syntes mig forkert og uretfærdigt. Denne gang er det åbenbart min person, det handler om?

Min "Grønlands krønike"

Posted on by
7

Jeg kom til at sidde og læse i min “Grønlands krønike” i går – og blev helt indfanget af de gamle minder.

Jeg skrev den som 8 små artikler til vores lokale pensionistblad i 2003 og 2004, efter at Søren var blevet opfordret til at skrive om sine år i Grønland. Søren tog gerne ud i lokale foreninger og viste sine lysbilleder og især sine smalfilm fra Grønland. Men når det drejede sig om at skrive, så vidste han godt, hvem der havde mere skrivekløe end han selv! Så det blev mig, der med hjælp fra ham skrev de små artikler. Han huskede meget bedre end jeg selv – der er faktisk ting, som jeg slet ikke kan huske, nu når jeg læser dem igen!

Vores bolig i Angmassallik, Østgrønland 1967-68

Jeg har haft i tankerne længe, at jeg ville lægge dem ud på bloggen her, men jeg vil redigere dem først, for de er skrevet med en pladsmæssig ramme og i et lidt knapt sprog, uden mange svinkeærinder! De kan godt blomstre lidt mere og udbygges med lidt flere personlige oplevelser, og så vil jeg gerne have flere billeder på. De skal findes frem først – ja, ja det tager altsammen tid, og derfor skal lysten også være til stede, og det tror jeg, den er nu. Jeg er så heldig, at min svigerdatter scannede alle Sørens lysbilleder og brændte dem på en DVD, og der kan jeg nok finde nogle, jeg kan bruge.

Én artikel ad gangen, og så skal jeg have hjælp til at finde ud af, hvor på bloggen, de skal ligge, så det ikke bliver rodet sammen med den daglige, blandede tekst. Men det er lidt sjov læsning, for det handler om årene 1962 – 1973, og det var jo en helt anden tid – også på Grønland.

Jeg bliver virkelig rørt..

Posted on by
5

..når min dejlige hund er fuldstændig klar over, at han skal gå lige så stille på den isknudrede sti, som det var til aften. Tidligere i dag var isen ru, men jeg tror, det er det værste, jeg har prøvet, til aften. Men Whisky går langsomt og stopper op, når jeg lister hen over de værste steder, hvor er han dejlig!

Men se så ungerne: de skøjter for fulde sejl hen ad vores indkørsler (altså uden skøjter!), de nyder det og morer sig rigtigt, de har en hel anden balance og er ikke spor bange for at falde.

Nu må jeg se i morgen, om jeg kan få et eller andet at spænde under støvlerne. Jeg kan ikke så godt gøre som naboen: hun medbringer sin cykel – trækker den – så har hun den som “rollator” at støtte sig til. Men vi snakkede om, at det er helt utroligt uforskammet, at kommunen over-hele-hovedet-slet-ingenting har gjort for at lette fremkommeligheden for sine borgere – i morgen er der jo folk, der skal på arbejde!

Det er dyrt!

Posted on by
4

I den løbende diskussion om copyright på Facebook her er der endelig et eksempel på, hvor dyrt det kan blive at kopiere/bytte designeropskrifter. Der ført en sag og faldet dom, hvor den dømte kom til at betale 22.000 kr!

Det er det ligesom ikke værd, vel?

Jeg kommer til at tænke på, om man kan sammenligne det med noget andet ulovligt, som nogle trækker på skulderen af – “går den så går den” – f.eks. at køre bil med en “lille skid” på – det har vi også forskellige holdninger til.

Jeg blander mig!

Posted on by
9

Nu har jeg meldt mig ind i Facebook-gruppen “Strikkeopskrifter byttes/gives” http://www.facebook.com/home.php#!/group.php?gid=75809680606&v=wall for at kunne give mit besyv i diskussionen.

F.eks. har indehaveren af en af mine strikkebutikker oplevet, at kopier af hendes egenhændigt udarbejdede opskrifter ligger til salg i en anden butik! Er det rimeligt? hun har jo lagt et stort og gennemført arbejde i at udarbejde opskriften.

Og når jeg ser på denne gruppe, hvordan man efterlyser og tilbyder designer-opskrifter helt åbenlyst, så kan jeg ikke holde min mund!

Som det fremgår af en kommentar på mit forrige indlæg, er det også et problem i patchworkbutikker.