Det lykkedes at overraske datteren på fødselsdagen, ved at lave en aftale med svigersønnen, så han havde en 3-liters karton vin i huset, til at lægge inden i denne her vin-ko, så den stod på bordet, uden at hun vidste noget om den.
Jeg har knoklet med at lave den, men fik den postet i går. Det er ikke den slags, jeg holder mest af at lave (jeg syr meget hellere tæpper!), men hun har MUUH’et af mig i et helt år.
Den er da også helt sjov!
Datterens svigerfar bliver 80 år i dag – se bare solen skinner! Og heldigvis har Jens det bedre efter lang tids sygdom, hvor lægerne trods utallige undersøgelser ikke kunne finde ud, hvad han fejlede. Det lykkedes omsider, og nu er han i bedring.
Så sønnerne har oprettet en facebook-profil i dagens anledning, sådan at alle, der kender Jens – fra Fjernvarme? fra spejderarbejde? fra Grønland? eller? kan sende en hilsen.
…men jeg har modtaget nogle herlige billeder af datteren og yngste barnebarn:
Ebbe på 9 år havde selv valgt at være Johs. Møllehave – og det er ikke kun udklædning, han kan også imitere ham!
Grå maling og genbrug – det klarer mor’en! Og Ebbe vandt for bedste kostume i 3. klasse på sin skole.
Datteren havde også lavet sit eget kostume som “Den gale hattemager fra Alice i Eventyrland – nyeste filmudgave med Johnny Depp” og vandt for bedste lærerkostume på sin skole, hvor de holdt Fastelavn for HELE skolen, og det blev sådan en succes, at det er dømt til gentagelse. Alle gik op i det med liv og sjæl.
Hun havde lavet det hele selv med genbrugstøj, limpistol, malertape og spraymaling. Hun er vild med Fastelavn!
Med henvisning til mit sidste indlæg om, hvor man ønsker sig at dø, er jeg ked af, hvis det kommer til at se ud som om, jeg mener, det er mindre værdigt at dø på sygehus end derhjemme!
Jeg er fuldt bevidst om, at det i mange sygdomstilfælde slet ikke er muligt at blive hjemme – det kan være såvel behandlingsmæssigt som fysisk umuligt af mange forskellige grunde. Og jeg er helt sikker på, at det kan være en god oplevelse og en god behandling, man får på et sygehus. Ikke mindst, hvis man får mulighed for at få ophold på et hospice.
Det var en af de muligheder, vi havde drøftet for Søren, man ved jo ikke, hvordan det vil gå, og vi havde netop få år forinden mistet en meget god ven, som tilbragte den sidste tid på hospice efter et langvarigt sygdomsforløb derhjemme, og vidste derfor, hvor godt man har det på hospice.
Det blev ikke aktuelt for Søren på grund af den relativt hurtige udvikling i hans sygdom til sidst.
Men jeg synes også, at den behandling, han fik på sygehuset i Randers, var meget omsorgsfuld og kærlig. Og sygeplejepersonalet var meget opmærksom overfor både ham og mig. Det var så også deres faglighed, der så det nærme sig lige pludselig, det så jeg ikke.
Men jeg ser på det på den måde, at hvor det i mange år var sygehuset, der blev sidste station for mange, så er mulighederne for at være hjemme, selv om man er alvorligt syg, blevet bedre. Hjælpemidler kan installeres, hjemmeplejen er udbygget, palliativ ekspertise bliver inddraget, og nærmeste familie kan søge plejeorlov. Det giver nogle muligheder, som ikke var til stede før. Og dermed kan mange få deres og familiens sidste ønske opfyldt.
Og det, synes jeg, er vigitgt.
..er vel det, de fleste af os ønsker, når vi ved, det er uafvendeligt.
Jeg hørte om en familie, jeg kender, som har fået deres unge barn hjem for at dø hjemme, fordi der ikke kan gøres mere. Alle forældres værste mareridt – næsten utænkeligt for os allesammen.
Men selv om det er ubærligt, må det være det bedste for alle, fordi man så kan få lov at gøre det så godt som muligt for sit barn, sin ægtefælle, sin mor eller far. Og det tryggeste.
Jeg har selv oplevet det med forældre og ægtefælle – det kan ikke sammenlignes med, at det er et ungt menneske, men det er under alle omstændigheder det bedste, vi kan gøre, hvis det overhovedet er muligt.
Min far led af et meget dårligt hjerte i mange år, og under en af indlæggelserne, hvor alle regnede med, at det var den sidste, fortalte de på sygehuset min mor, at han havde ønsket at komme hjem og dø. Hun var rædselsslagen og bange for, at hun ikke kunne passe ham. Men vi satte en plan i værk, skaffede hjælp fra hjemmeplejen (som ikke var så udbygget som nu) og kom selv på skift og hjalp hende. Miraklet sket: han livede op, fik det bedre og begyndte at planlægge sin næste runde fødselsdag (70 år), som lå over 1 år ud i fremtiden! Det blev som ønsket: han fejrede den runde dag med stor fest – og præcis 3 mdr. senere faldt han om på gulvet derhjemme, Mor fandt ham, og det var slut på den mest skånsomme og ønskværdige måde.
11 år senere fik Mor uhelbredelig hudkræft og måtte til sidst på plejehjem, med hendes fulde accept og med sine egne møbler og ting omkring sig, så det blev også hendes hjem i den korte tid. Og vi var meget hos hende, den sidste uge hele tiden, jeg sov der om natten, mine søstre kom og gik, vi sad om sofabordet og snakkede som da vi var børn, og hun fulgte med. Så det var også trygt for hende.
Heldigvis lykkedes det også at få Søren hjem fra sygehuset de sidste dage, det vil jeg altid være taknemmelig for. Hele sygdomsforløbet på 1½ år var han herhjemme, bortset fra 14 dage på det sidste. Han var ikke ked af at være på sygehuset, men han var bange for ikke at komme hjem igen, derfor var det godt for både ham selv, mig og familien, at han kom hjem og døde trygt og roligt herhjemme.
Er det ikke det bedste, vi kan ønske, når vi skal herfra?
…på kirkegården. Jeg er klar over, at det er mine skriblerier fra vores unge dage i Grønland, der rumsterer i mit hoved, og selv om jeg ville have syet hele dagen, så var jeg så rastløs, at jeg “var nødt til” at køre turen. Der er lidt langt, så jeg kommer der ikke så tit, og det var længe siden.
Jeg kunne glæde mig over, at det så pænt ud, og jeg havde gravet en klump Dorothealiljer op og taget med i en blå krukke. Men jeg kunne igen konstatere, at det er ikke her, Søren “er” – men herhjemme og i mit hoved.
Men nu har sjælen ro, og jeg kan slappe af.
Nåh, ja, så kørte jeg lige omkring Vejerslev for at købe noget af HANNE’s lækre, bløde vat, og opdagede, at fuglen ikke var hjemme – hun var på kursus, det skarn! (Jeg er ikke spor misundelig). Og HANNE’s mor passede butikken. Så det var hyggeligt at hilse på hende, og butikken var så fin og ryddelig! Så enten har HANNE ryddet op, før Mor skulle komme, eller Mor har ryddet op, når hun nu var der?
Jeg fik også stemt på grydelapperne, men jeg glemte at tage billede. Det kan man så gå ind og se hos HANNE’s selv! Hvor er de flotte!
Det er mere rørende, end jeg havde forventet, at skrive min “Grønlands krønike”. Jeg havde jo faktisk skrevet den som 8 små artikler til vores seniorblad for nogle år siden. Men for det første betyder billederne utroligt meget og giver i sig selv friske minder, for det andet tilføjer jeg flere ting til de oprindelige artikler, som var skrevet i en stram og lidt upersonlig referat-stil.
Jeg vil give mig god tid og ikke bare køre det hele ud på én gang, men det rumsterer i mit hoved hele tiden – også i nat, hvor jeg sov meget uroligt og drømte en hel masse med relation til mine Grønlandsminder.
Det er nok ikke så mærkeligt. For dels var det en stor oplevelse, netop i kraft af, at det ikke bare var en ferietur, men en sammenhængende lang årrække, afbrudt af ferie i DK, til at begynde med var det ½ års “permission” efter 2½ år deroppe, senere blev det 1 måned om året.
Men det var jo også en vigtig periode af mit liv med den hverdag, jeg havde, og det var starten af mit eget familieliv, mødet med min kommende mand, vores liv sammen forskellige steder i Grønland, og familieudvidelserne med 3 børn, født i hver sin by! Indretning af et nyt hjem, hver gang vi blev flyttet i kraft af Sørens arbejde, nye venskaber hvert sted, nye oplevelser.
Så på mange måder fylder det stadig i mit liv.
Nu er det endelig lykkedes! Sørens lysbilleder fra Grønland og ferierne, da børnene var små, som svigerdatteren scannede og gav ham som gave på en DVD, er nu endelig blevet lagt ind i et format, så jeg kan bruge dem her. Det har jeg ønsket i lang tid.
Det tager noget tid at finde de enkelte billeder frem og redigere dem til skærmbrug, men efterhånden som jeg får det gjort, kan jeg nu skrive min “Grønlandskrønike” om og lægge den ud her på bloggen. Det glæder jeg meget til.
Her kommer et par smagsprøver, plukket ud blandt billeder fra 1960 – 1968.
Ingen tekster denne gang – men det kommer.
