Han trængte til det, ham Whisky – han fælder i øjeblikket.
Og hvad er så bedre, end at de elskede børn strigler ham!
Det er en ordentlig portion hundehår, der kommer ud af det. De bliver hængt ud i haven i et net, så fuglene kan tage dem, når de skal til at bygge reder.
Og Whisky bliver så fin, så fin. Han er rigtig flot nu – og han ved det!
Det var en oplevelse at følge Bodil (og datteren – altså min), da hun for første gang udstillede som unghund sammen med andre unge Tibetanske Terriere…
.. i ringen. Jeg havde lovet at holde mig på afstand for ikke at forstyrre koncentrationen! Men man kan jo zoome! Hun opdagede mig ikke.
Bodil fik ros af dommeren – hun skal bare træne lidt mere i, hvordan man gebærder sig!
Koncentrationen er vist på mors lomme!
Her er hun og hendes søstre som avlsklasse, som de vandt! For der var ikke andre stillet op som familieklasse!
Indimellem de forskellige optrædender blev der børstet
og børstet
men så var hun altså også fin – og mon der er en belønning i tasken?
Det er ikke nemt at stille sådan en flok op til fotografering, skal jeg hilse og sige!
Men det lykkedes, og her er alle 4 søstre med flotte far Henry (nr 3 fra venstre) og mor Isja (nr 4 fra venstre).
Selvfølgelig fik Bodil og Mormor også lov til at kramme!
Og Christina hilste på Sjasse og Bodil.
Og så var det godt at komme hjem til Whisky! Og hvem mon der var mest glad? Nu kan de se frem til 1 uges ferie sammen. Whisky er ellevild og lykkelig nu, hvor Christina og Christian kom hjem sammen med mig.
..har vi kigget på hele dagen. Hold da op! Store Grand Danois’er, bitte små hunde af alle slags, Sct. Bernhard, Mastiff, langhårede og korthårede. krøllede og strithårede, man bliver mest overrasket over, at der ikke er mere larm og gøen, og hundene hilser pænt og nysgerrigt på hinanden.
Vi var med for at se Bodils debut i ringen, både for sig selv og som en del af sin Tibetansk Terrier familie, det var rigtig sjovt.
Jeg var afkrævet løfte om ikke at give mig til kende og ikke sige noget, for Bodil bliver helt kulret, når hun hører min stemme, og så kan hun ikke koncentrere sig. Men bagefter fik vi lov at kæle/nusse – selvfølgelig!
Jeg har taget en masse billeder, men de skal lige udvælges og behandles først.
Der var ikke nogen Schæferhunde, de kommer først i morgen. Der er så mange hunde, at de er nødt til at have dem over 2 dage. Det foregår i Messehallerne i Fredericia.
Det suser stadig derude, men ikke så voldsomt som i går aftes. Det er aldrig voldsomt her, fordi huset ligger lavt og i læ af “skoven” over mod landevejen mod vest, og jeg kan faktisk godt lide den susende lyd, der går henover os. Jeg huskede i går aftes, at det lød ligesom den 3. december 1999, hvor hele landet nærmest væltede i den meget voldsomme storm, og vi fulgte med i TV, hvordan det stod til – vel vidende, at vores svigersøn og barnebarn på bare 3 år skulle lande i Billund efter ferie i Spanien. Datteren skulle hente dem og gik og ventede noget nervøst på, at det på tekst-TV skulle vises, at flyet var lettet, men det blev hele tiden udsat, for det kunne ikke lande i Billund.
Endelig meget tidligt om morgenen lettede det, men heldigvis havde hendes bror tilbudt at køre for hende. Han er en rutineret chauffør og nåede at få stoppet bilen før et træ, der var væltet ud over vejen, men kun kunne anes i mørket!
I løbet af aftenen gik jeg et par gange ud på terrassen for at mærke, hvor slemt det var, og det var underligt, at man her næsten ikke mærkede den voldsomme storm, andet end som et kraftig susen hen over os.
Så gik den dag, som altid har været en dato, jeg havde på rygmarven. Jeg tænkte lige fra morgenstunden på min søster, som havde fødselsdag den 25. januar. Der var kun 1½ år imellem os, så vi var lidt som tvillinger som børn – også fordi vi var næsten lige høje – indtil hun voksede fra mig!
Jeg regnede på det i morges og blev overrasket over, at det nu er 7 år siden, jeg var til hendes sidste fødselsdag – og så kom jeg først til at tænke på, at det kunne have været hendes 70 års fødselsdag! Jeg har ikke tænkt på det før, det er mærkeligt.
Dagen var også en anden trist dato, for det var 4 år siden, at vores gode nabo døde efter meget kort tids sygdom – også alt for tidligt, kun 58 år gammel.
Trist at tænke på.
..er disse lange strømper, som jeg strikkede til datteren i julegave, og som hun er meget glad for –
– ikke mindst når hun går tur med Bodil og Bodils søster Sengi, hvis “mor” har 2 Tibetanere mere.
FAKTA: Opskrift fra Hendes Verden nr. 45 – 2010
Garn: Fame Rand fra Marks & Kattens, forbrug 2 ngl. = 200 gram
Pinde: Rundpind 80 cm nr 3
Strikket som “Magic Loop”
..der vækker minder. Såmænd “bare” en flaske af Matas’s stribede – Fougére til at putte i hår, der trænger til at blive holdt lidt på plads. Det brugte Søren i mange, mange år, da hans hår blev lidt tyndt og vigende, så han lavede “hentehår” hen over issen.
Sådan en flaske står i badeværelsesskabet, og jeg ville smide den ud, men lukkede den lige op og snusede til den.
Det var virkelig en duft, der gik lige ind.
De sidste år, mens Søren var syg, gik han ikke så højt op i håret! Så det blev klippe helt kort, og i virkeligheden var det meget pænere. Jeg tror ikke, han brugte den Fougére, for det korte hår behøvede det ikke, og han havde ikke overskud til at bekymre sig om det.
Jeg kender eksempler på enkemænd, der har konens tøj, parfume mm i skabene i op til 10 – 15 år.Sådan er det ikke her. Sørens tøj er forlængst delt ud til familiens yngre mænd og genbrug. Hans toilettaske fik yngstebarnebarnet. Nogle gode skjorter hænger i et skab og vil blive til puttetæpper en dag.
En hel del samlerobjekter fylder nogle skabe, og det varer nok noget tid, før jeg finder ud af, hvad der skal ske med dem.
Denne flaske duft fik mig til at tænke på, at jeg snart skal høre de bånd, han optog med sin mor, før hun døde, hvor hun fortæller om sin barndom og ungdom. Hun var god til at huske og til at fortælle. Jeg har aldrig hørt dem, men yngstesønnen spurgte efter dem. Og jeg fandt dem gemt i et skab for ikke så længe siden.
Jeg skal høre dem alene.
Jeg får næsten hvert år et godt billede af dattersønnerne i julegave – skolebilleder, og de er gode. Da jeg ville sætte dem ind i deres rammer, bredte jeg lige de gamle billeder ud, dem har jeg nemlig gemt inden i rammerne, år for år. Det er meget sjovt at se, hvordan de 2 drenge har udviklet sig.
Frederik, nu 14 år gammel. Som lille lignede han mest sin mor, nu er det far’en…
..og Ebbe, nu 9 år gammel – den lille underfundige, kloge dreng.
2 guldklumper!
Under min jagt på tykke sokker, som evt. kunne trækkes udenpå støvlerne (før jeg fik købt pigsåler), fandt jeg i et gemme disse fantastisk flotte strømper og vanter i norsk strik, som en af svigerinderne har strikket til Søren, mens vi boede i Grønland – altså formentlig i 60-erne.
Er de ikke flotte? Det ene par vanter er aldrig brugt, så vidt jeg kan se, og et 3. par tog jeg i brug med det samme, de er nemlig i min størrelse og lettere brugt og dermed lidt filtede og super varme!
Strømperne er godt brugte, for der er strikket ny hæl i på et eller andet tidspunkt.
Jeg gad vide, om de store drenge kan bruge vanterne i deres job med aviser og reklamer?
Søren havde også lammeskindsstrømper til slædekørsel, men de er væk for længst. Dette flotte strik vil jeg aldrig kunne afhænde – bortset fra til familien.
Jeg kan godt selv holde et lille selskab – f.eks. et nytårsselskab for 4 personer. Hvorfor er det vigtigt at konstatere? Jo, for det er faktisk flere år siden, jeg har gjort det. På grund af Sørens sygdom og derefter min usikkerhed og delvis manglende energi. Når jeg har haft gæster, har børn/svigerbørn været her og hjulpet til.
Men det lille nytårsaftensselskab i går for 3 naboer gik rigtig godt. Jeg gjorde også meget for at være forberedt og for at tilrettelægge arbejdet, så jeg kunne nå det og være færdig, have alting stillet frem både til Dronningens tale, de 3 retter mad, kaffe med tilbehør og drinks kl 24.00. Nu er det jo godt, at vi kender hinanden så godt – vi har faktisk fejret nytårsaften sammen i 11 år, og vi giver os tid, så jeg har ro på til at anrette, og de hjælper til med at skifte tallerkener osv. Desserten var lavet dagen før og skulle bare op af fryseren, forretten – jomfruhummere – var nem, og hovedretten – kalkun – var farseret om formiddagen og stod hele dagen og passede sig selv i ovnen, mens jeg lavede waldorffsalat og dækkede et festligt bord.
Det er dejligt at vide, at jeg stadig kan, og maden var vellykket og lige som den skulle være. Jeg har jo lavet rigtig meget mad i alle de år – 48½ år – fra Søren og jeg lærte hinanden at kende og til nu.
Og gæsterne kom med søde nytårsblomster, som jeg også nyder i dag.
Eneste minus var, at Whisky larmede utroligt hele aftenen pga skyderiet. Han er ikke bange, men SKÆLDER UD! Så måske skal jeg overveje pension til næste år. Pensionen ligger langt ude på landet, og de er helt overbookede til nytår netop for, at hundene ikke skal være så nervøse.
Til gengæld gik en af naboerne luftetur med Whisky efter at vi havde fået natmad hos den anden, fordi det i mellemtiden var blevet så frygteligt glat, at jeg ikke kunne stå fast – og minsandten gentog han det også i morges, da jeg var på vej ud på usikre fødder på den spejlblanke knudrede sti – hvor er det dejligt med rare, hjælpsomme naboer!
Så det blev en dejlig nytårsaften – og som altid, efter at de begyndte at gå i byen nytårsaften, ringede alle 3 børn hjem efter midnat for at ønske GODT NYTÅR!