Ah, hvor er det dejligt – hver gang! Jeg har været til fodpleje i dag, og det er simpelthen skønt at få fødderne snittet, filet, penslet med “gift”, negle klippet, blive smurt og pudret! Ja, det er en ordentlig omgang, og det tager mellem 1 og 1½ time, selv om jeg nu fast får det gjort med 2 måneders mellemrum. Men jeg tror, det er vigtigt, og det betyder i hvert fald meget for mit velbefindende.

Jeg har et udmærket helbred, men mine fødder er ikke gode! Måske har jeg mishandlet dem igennem årene, sylespidse sko med høje stilethæle var normal hverdags fodbeklædning, da jeg var ung.

Så fik jeg fodvorter (i svømmehallen regner jeg med) og de stråler, man dengang fik, hjalp ikke, så det endte med, at jeg blev opereret under begge fødder og var sygemeldt 1 måned. I samme forbindelse blev jeg beordret til at brænde de sundhedssandaler af træ, jeg brugte som modvægt mod stiletterne, for der sad formentlig smitten, der fik skidtet til at komme igen og igen. I dag gør man vist ikke sådan, men det gav jo også ar under begge fødder, som har generet mig siden.

Platfodet har jeg altid været, men det er blevet til stærkt nedsunken forfod på begge fødder, som indlæg fra en bandagist hjælper på – nye hvert år – og som jeg slet ikke kan gå uden. Men med indlæggene og gode støvler kan jeg heldigvis gå en god tur hver dag med Whisky.

Og når så Tove fjerner al den hårde hud, pensler “gift” på arrene (hun siger, hun kan se, det hjælper), smør fødderne godt og pudrer, ja, så synes jeg, at jeg svæver!

Det kom bag på mig, at jeg ikke kunne vænne mig til “min nye symaskine” = den udmærkede Janome Memorycraft, jeg købte brugt for ca. ½ år siden.

Der er bestemt ikke noget i vejen med den, og den syr pænt, kan også brodere mm.

Og jeg er ellers ikke den, der skifter cykel, bil eller symaskine ud i tide og utide !  Jeg har i mit liv haft 4 symaskiner:

En dengang fantastisk japansk Koyo, som vi købte som nygifte, min Mor havde en magen til og var glad for den, og den var ikke dyr. Den syede utroligt mange gardiner, idet vi de først mange år af vort ægteskab boede i Grønland, hvor Søren som tjenestemand blev flyttet rundt til forskellige byer.

Det første hus, vi fik som tjenestebolig i Nuuk (Godthåb dengang), var et gammelt canadisk konsulat fra 2. verdenskrig og bygget som samlesæt! Der var ikke 2 vinduer i det 2-etagers hus, der var ens. Så vi købte, mens vi var i DK og havde holdt bryllup, en masse gardinstof på udsalg, og så syede jeg til hele huset. Men de passede slet ikke til det næste hus, som var et kæmpemæssigt hus i Angmagssalik med 3 store stuer og 8 soveværelser. Så igen købte vi i metervis af orange gardinstof på udsalg, som jeg syede gardiner af, da vi var kommet dertil og kunne tage mål.

De orange gardiner fulgte os i mange år, idet de først blev syet om til det næste hus, i Asiaat (Egedesminde), og 5 år senere til det hus, vi købte i Klarup, da vi bosatte os i DK. Og ja – endnu engang, da vi 6 år senere flyttede hertil! Nu ligger de på loftet! Og al syningen klarede den lille Koyo! Ja, børnetøj syede jeg da også.

Men i 1978 fik jeg en ny Pfaff i julegave! Og det var noget helt andet, den var meget stærkere og syede vældig stabilt. Lige-ud og zig-zag.

Så fik jeg en ny interesse, idet jeg i 1996 begyndte at sy patchwork, mest i hånden. Men efterhånden ville jeg også gerne sy patchwork på maskine, så da jeg solgte det første patchworktæppe i 2000, købte jeg en ny Pfaff Triptronic 2020, der havde mange flere sting, var stærkere og kunne quilte. Den 22 år gamle Pfaff fik min datter, og den fik sit første (gratis) eftersyn i forbindelse med købet af den nye. Forhandleren syntes, det var så flot, at den aldrig havde fejlet noget!

Men der sker jo hele tiden ny udvilking, og den kunne ikke brodere og var ikke rigtig god til at quilte, så da jeg fik mulighed for at købe en brugt Janome til en god pris, gjorde jeg det. Og så var det, at jeg havde så svært ved at vænne mig til den, at jeg faktisk ikke blev rigtig glad for den!

Det var altså “kun” 3 maskiner på 45 år, egentlig meget godt i betragtning af, at jeg har syet en del.

Så da vi var i Århus i onsdags og var inde i Symaskinecentret for at få Pfaff’en efterset, kiggede vi på de vidundere, der findes nu om dage! Og da vi kunne få en god pris i bytte (Lars er kendt for at kunne gøre en god forretning), drog vi hjem med en Pfaff Expression 4.0! Det er godt nok en dejlig maskine, og formentlig fordi jeg har syet på 2 Pfaff’er før, har jeg slet ikke problemer med at finde ud af den – heller ikke de nye ting, som nok skal komme hen ad vejen, måske med lidt hjælp, som jeg er blevet tilbudt.

Og den fine Janome? Ja, inden jeg evt. forsøger at sælge den, skal min datter prøve, om hun kan bruge den, den kan jo meget mere end den 30 år gamle, som hun har – og den kan gå videre til min svigerdatter, som kun syr ganske lidt. Det foregår iøvrigt på en Elna, som jeg har arvet efter min moster! Jeg gætter på, at den er 50 – 60 år gammel, og det var en meget fin maskine dengang. Så sig ikke, at vi bare smider symaskinerne ud i vores familie!
Den anden svigerdatter har lige fået ny symaskine af sin Mor, som købte 3 maskiner på én gang, til sig selv og sine døtre, så hun mangler ikke symaskine.