Det er altså en underlig tanke! Jeg har været i skifteretten i dag og har fået skifteretsattest.
“Nu er det dit, det hele, og du kan selv bestemme!” sagde den ualmindelig tiltalende fuldmægtig, der behandlede mit skifte. Ja, det er det jo, og det vidste jeg selvfølgelig godt, og det var også meningen, vi havde jo fælleseje, intet testamente, ingen særbørn, ingen gæld ud over lidt restgæld i huset, det hele blev gennemgået, og det var i virkeligheden bare en bekræftelse på de oplysninger, hun havde i forvejen + mine egne kontooplysninger. Hus – gammel bil – hvad kunne den sættes til, det er ikke meget! – Sørens pensionsoplysninger måtte jeg give hende, dem vidste hun ikke noget om – børnenes data havde hun også, de får brev om, at jeg sidder i uskiftet bo – det ved de godt.
Jeg kunne gøre retten en tjeneste og udfylde et spørgeskema, hvor jeg krydsede af, hvor tilfreds/utilfreds jeg var, det kunne kun blive positivt, for hun var simpelthen så kompetent, venlig og naturlig. Ikke meget rets-embedsmand der!
Og så betalte jeg for den attest, det hele tog 25 minutter, og så var det, hun sluttede med den bemærkning om, at nu kan jeg selv bestemme over det hele – “men det har du måske altid gjort?” Nej, det har jeg ikke, det er Søren, der har styret, det ved vist alle, der kender os, og det har han gjort godt, så han var fortrøstningfuld, da han sagde: “Nu må du se, om du kan klare dig!”
Vi har bestemt ikke altid været enige om økonomien, men det har mest været i småtingsafdelingen, hvor han kunne være mere forsigtig end jeg! Jeg har ikke været i tvivl om, at det er hans fortjeneste, at jeg sidder lunt i svinget nu. Og selv om jeg “selv kan bestemme”, så kan jeg sagtens se, at lidt forsigtighed vil være med til at bevare den situation. Og så er det, at de regninger, jeg har fået i forbindelse med bisættelsen, gravsted osv godt kan ryste mig lidt! Det er dyrt. Tænk, hvis man sad med en hvis legemsdel i vandskorpen, hvordan skulle man så klare de udgifter?
Men jeg har det godt med at have bestemt, hvordan det skulle være.
