..hvordan en reklamehjemmeside kan laves meget underholdende. Det er en hollandsk reklame, vent et lille øjeblik og se hvad der sker. HUSK at sætte højtaleren til.
Dagsarkiv: 21. januar 2010
En troværdig forklaring om 70'er orange
Jeg har spurgt én, der ved mere om patchwork end de fleste i Danmark, om det brun/orange tæppe købt på auktion.
Og jeg citerer Birgit Glüsing, som har samlet og skrevet om gammelt dansk patchwork. Birgit skriver:
Du har fuldstændig ret i, at farverne er decideret 70’erne med alt det brune og orange. Så stofferne er utvivlsomt fra den periode.
Men i 70’erne syede de mest firkanter sammen, måske rektangler, måske trekanter, men mønstret her er så typisk amerikansk, at mit bud er, at enten er det syet i USA, eller det er syet af en, som har haft en tæt forbindelse til en patchworker i USA.
Langt det mest sandsynlige er dog, at det først er syet i firserne, slutningen af firserne måske endda, da inspirationen fra USA fik rigtig gang i patchwork herhjemme, og da vi begyndte at efterligne de amerikanske ting. Jeg tror, at vi til at begynde med allesammen syede af de stoffer, vi nu engang havde rester af. Da jeg begyndte at sy patchwork i 1989, var der bogstavelig talt ingen specialbutikker for patchwork og kun ganske få andre, som måske havde lidt amerikansk patchworkstof.
Det er mit bud, men jeg synes, den er flot, og jeg synes også, 250 kr var en alt for lav pris, men der kommer nok til at gå lang tid endnu, før pwtæpper kan sælges for noget særligt her i landet. Surt!
Tak Birgit, så blev vi så kloge!
70'er orange
På min hjemmeside www.kludekoner.dk har jeg i dag billeder af et gammelt tæppe, som en af Kludekonerne (vores private klub) har købt på Holstebro Auktioner . Vi andre skulle gætte, hvor meget hun havde givet. De var 2 til at byde på en kasse med flere forskellige patchwork ting, formentlig et dødsbo. Der var ingen af os, der turde komme med et bud, for vi sætter jo patchwork højt og ved, hvor meget arbejde, der ligger i sådan et tæppe. Men jeg var da i tankerne oppe i et par tusind (og synes så stadig, det er for billigt).
250 kr kom hun op i! Det er sørme godt, at hende, der har syet det, ikke kender den pris, for så ville hun græmme sig!
Det er håndsyet og håndquiltet, det stank af røg, og er blevet vasket 2 gange, men så lugter det heller ikke mere. Det er pænt syet, men hvor er det sjovt at se, hvor anderledes farverne er fra dem, vi bruger i dag! Vi gættede allesammen på, at det er syet i 70’erne efter farverne at dømme. Mon ikke det er rigtigt? Jeg har spurgt en ekspert, så må vi høre, hvad hun siger.
Det er jo sjovt med stoffer og farver. Nå vi syr noget med forskellige rester, kan vi godt genkende nogle gamle stoffer, som vi har brugt for et eller andet antal år siden, og så kan vi tidsfæste det ud fra det. En af Kludekonerne har engang haft stofbutik, og hun har stadig en del rester fra dengang, så hun kan ofte hjælpe, hvis vi mangler en stump eller en bestemt farve, som man ikke kan købe mere.
Jeg har også syet i stærke farver – f.eks. elsker jeg jo Kaffe Fassetts stoffer, og jeg har stadig noget ensfarvet abrikosfarvet, som jeg engang har fået foræret nogle store stykker af, men jeg bruger det højst som bagsider! Disse farver forekommer for voldsomme på en eller anden måde – nåh ja, nogle af dem, eller er det sammensætningen? Men sjovt er det da.
