Drømmer jeg eller…?

992 syede puttetæppeblokke! Og fristen er ikke nået endnu -:)

Det er næsten ikke til at fatte! Selv om jeg har sendt masser af fine syede blokke af sted til “monteringstanterne”, vokser bunken hver dag! Jeg sorterer op i stakke med farver, der passer sammen, og når der er 30 blokke til et tæppe, bliver de sendt sammen med bagsidestof og vat. De 3 stakke forrest er dagens høst, heraf 20 fine blokke fra en gruppe, hvor én var kommet hjem fra Træf sidste år med et puttetæppemønster og en begejstring for projektet, der smittede, så hele gruppen gik i gang.

Og ikke nok med det: der fulgte også en check med som hjælp til monteringsmaterialer! Hvor er det sødt! Tusind tak!

Vi havde ikke drømt om, at vi skulle komme over 1000 blokke – men det er der ingen tvivl om, at vi kommer, måske allerede i morgen? Fristen for indsendelse er udgangen af januar, dvs på søndag, og jeg skulle tage meget fejl, hvis der ikke også kommer efternølere i næste uge. De er velkomne!

Lastrada

Der er ikke noget at sige til, at Inga ser glad og stolt ud i sin nye Lastrada jakke fra Hanne Falkenberg. Den er meget, meget flot og klæder hende fantastisk! Og så har hun strikket den 2 gange! Den var færdig, monteret og vasket for nogle måneder siden – men for stor! Men der er jo mange penge og et stort arbejde bundet i sådan et arbejde, så hvad gjorde hun? Trevlede den op og strikkede den igen på ½ nummer tyndere pinde! Hold da helt op, sikke et arbejde. Men det er lykkedes, ingen kan se, den har været trevlet op, og den er så flot! Skønne, frække farver, spændende model med fine detaljer, f.eks. de forskelligt farvede kanter, og selvfølgelig et flot design, som alle Hanne Falkenbergs modeller.

Købt hos Fischer Filt. Strikket af Inga, som jeg er i strikkecafé med på Aktivitetscenter Søndergården.