Nostalgi

Jane, som er “Webstrikker” som jeg, har sendt mig dette billede af  “vores” hus i Aasiaat / Egedesminde i Grønland, hvor vi boede de sidste 5 år, vi var i Grønland. Det er underligt at se, at det næsten ser ud, som om det var i går, vi rejste derfra, lige bortset fra den havestue/veranda, der er bygget til i gavlen til højre. Dengang var der kun et lille drivhus og en dejlig lækrog, hvor jeg meget højgravid med vores yngste sad og blev så solbrændt, kun iført et lille “telt”, at mine besøgende på sygehuset efter fødslen undrede sig over, hvordan jeg havde fået den kulør!

Det giver næsten et sug i maven at gense huset! Huset bagved til venstre ser ud til at være det samme som dengang, og nedenfor var der også bundne slædehunde dengang. De blev ikke behandlet godt! Udenfor billedet til venstre var den trappe og sti, som vi gik op ad fra vejen, og hvor børnene kælkede.

Som man kan se, ligger huset højt, og der er en fantastisk udsigt over havnen og fjorden.

Nedenfor soklen og kælderen ligger rørene til “sommervand”, det var nemlig kun, når det var frostfrit, at vi havde rindende vand. Om vinteren blev vandtanken i kælderen fyldt op fra en tankvogn 2-3 gange om ugen, så måtte vi få indholdet til at række, og jeg vidste, hvor mange gange jeg kunne lade vaskemaskine køre!

Det ser ud til, at det stadig er noget mørkt, men der er også mørketid indtil slutningen af januar, hvor man så får det første glimt af solen, og det bliver fejret!

Jane skriver, at huset står tomt, det er en skam, for det er et udmærket hus. Gad vide, om der stadig kun er lokum? Det bestod af en tønde med en kraftig, dobbelt plasticsæk indeni, som blev snøret til og skiftet ud 2-3 gange om ugen af renovationsfolk. Det generede os ikke, vi var jo vant til det. I de 12 år, jeg boede i Grønland, havde jeg kun træk-og-slip i 3 måneder.

Ren nostalgi! Tak, Jane for billedet.

Ikke alene

Mennesket er ikke skabt til at være alene! Jeg er heller ikke helt alene – men jeg kan sagtens mærke forskel på, at Whisky og jeg går og “tuller” her dag efter dag, hvor jeg nogle gange må trække mig selv op ved hårene for at komme ud af min sløvhed, og så nu, hvor der er et par levende unger at hygge om, lave mad til, sende i bad og i seng, snakke med, grine med og more mig over!

Det er ikke kun Whisky, der bliver oplivet og energisk! Og det er ikke kun Whisky, der er et flokdyr!

Ovenikøbet får jeg lavet mere. I går fik jeg strikket det sidste på Hap-sjalet / “Det halve kongerige” i dejlige rosa farver, håndfarvet baby-merino, “Dream in Color”, som er en gave.

Det bliver lige så lækkert, som jeg vidste, det ville blive. Der mangler kun hestetømmelukningen foroven, en blid vask og opspænding.

Lige nu svømmer Christina i badekarret, overvåget af Whisky, mens Christian selv klarer et brusebad. Vi giver os god tid om morgenen, og Whisky nyder at blive nusset..

…foran vinduet, hvor Whisky vogter skarpt på fuglene, og Christina spørger, hvad det er for fugle, der gæster det veldækkede “bord”.

Det var sidste dag i går, at jeg deltog i fugletællingen på www.obsnatur.dk , det har været meget sjovt at holde øje med, hvilke og hvor mange fugle, der besøger mig. Selvfølgelig masser af solsorter, bogfinker og skovspurve, men heldigvis også musvitter, blåmejser, kvækerfinker, grønirisk, sjaggere (de er flotte siger Christina), en enkelt dompap han (mærkeligt nok ingen hun, de plejer at komme parvis), en flok halemejser en dag, og hver dag en eneste rødkælk, som er min yndling! Den er så smuk!

Jeg fik en meget sørgelig nyhed i fredags, hvor min mangeårige veninde ringede og fortalte, at hendes gode ven er død ganske pludseligt. Hun mistede sin mand af kræft for nogle år siden efter et hårdt sygdomsforløb. Senere fandt hun en god ven, en rigtig sød og rar mand, og de 2 blev meget glade for hinanden, det var så dejligt for dem begge. Vi nåede at lære ham lidt at kende, og var glade på hendes vegne. Og nu er han pludselig død, det er simpelthen så forfærdelig synd. De havde lagt planer om rejser og meget andet, og nu er det helt uvarslet slut! Det er næsten ikke til at tænke på. Som vi snakkede om, er det en helt anden situation, end når man er forberedt igennem et langt sygdomsforløb. Jeg er meget ked af, at de ikke fik tid til alt det, de havde glædet sig til.

Mennesket er ikke skabt til at være alene, vi er flokdyr!