Færdig med ét projekt – start på et nyt

Så blev jeg endelig færdig med vesten i Manos Silk Blend fra Gårdbutikken Katrinelund. Det er nogle skønne farver, det garn fås i, og det er lækkert at strikke af, men jeg fortrød nok lidt farven undervejs – det er mit eget valg, men så må jeg strikke den i en anden – mere klar –  farve. Nu er den blevet færdig og vasket ved 15 gr. uldvask i vaskemaskinen, det gik godt, og den passer mig fint, så den skal jeg nok få glæde af.

Jeg har ændret lidt på mønsteret, da jeg hellere ville have den med skrå hals end med rund hals.

Jeg havde aftalt med mig selv, at jeg ikke skulle begynde på “Rundstykket”, før vesten var helt færdig, men så kunne jeg heller ikke vente mere.

Man skal ikke være fummelfingret, når man starter på dette spændende stykke strik! Det er jeg nok heller ikke, og jeg kom i gang, men mine bambus strømpepinde er for “døve” i spidserne til at strikke “tag lænken op og strik drejet vrang”. Og jeg skal lidt længere, før jeg kan strikke på rundpind.

Så jeg bestilte et sæt KnitPro strømpepinde, som kom omgående..

…fra Eventyrgarn sammen med en nye wire som erstatning for én, der har løsnet sig. Det er virkelig service, den butik har: hurtig ekspedition og ingen porto – jeg mener, det kunne hun jo godt have taget, da jeg nu også bestilte en ny vare! Flot!

Det ser ud til, at de pinde er spidse nok, så nu må jeg prøve, om det går nemmere. Jeg sværger jo ellers til de hule KnitPicks metalpinde , men de fås ikke som strømpepinde.

4000 billeder

Jeg har lige sat et nyt billede på Kludekoner.dk og konstaterede, at det er billede nr. 4000! Det er godt nok en slat!

At jeg så tilfældigvis er så heldig, at jeg kan vise et billede af en Linnea Hassing Nielsen quilt, gør det ikke mindre tilfredsstillende. Jeg beundrer Linneas patchwork utroligt meget. Det er fantastisk akkurat og pertentligt, samtidig med, at det er meget smukt og unikt. Det gælder også dette med et indtryk af et ternet udseende, som i virkeligheden er en udnyttelse af stof og farver, der er speciel. Ovenikøbet er quiltningen også ternet! Jeg er meget glad for, at Linnea giver mig lov at vise nogle af hendes ting. Hvis man bladrer tilbage i kategorien “Vitus Bering Quilters” på Kludekoner.dk, vil man se flere meget store tæpper fra hendes hånd.