Det blev en let omgang denne gang! Min nervøsitet kunne pakkes sammen efter 3 timers fastende venten i Kirurgisk Dag-ambulatorium på Horsens sygehus. Jeg beholdt min galdeblære!

Det er noget sjovt noget, når jeg rekonstruerer forløbet. Jeg skulle møde kl 9 fastende, blev pænt modtaget af en sygeplejerske, som sikrede sig, hvornår jeg sidst havde spist og drukket, hvilke piller, jeg havde taget (nogle måtte jeg ikke tage før operationen), kontrollerede mit blodsukker og lod mig klæde om i en hospitalsskjorte og tage mine smykker og ur af. Mine ejendele blev låst ind i et skab.

Og så ventede og ventede jeg – det har jeg prøvet før. Sygeplejersken kom tilbage og kontrollerede blodsukker igen, da der var gået 2 timer, men mere skete der ikke. Rundt om mig lå andre ambulante patienter til opvågning i store hvilestole.

Endelig kom den læge, som iflg. ham selv har ansvar for galdestensoperationer, og som jeg har snakket med tidligere. Han forklarede og kredsede om mit forløb, beklagede den første operation (hvor lægen ikke fik nogle sten ud overhovedet), da havde han selv ferie! Spurgte ind til, hvor mange gange, jeg havde været i Århus (5) – mon ikke han vidste det? Og kom omsider til, at de fleste af os går rundt med galdesten uden problemer, og at jeg har en lille og lidt indskrumpen galdeblære, som pga de mange kikkertoperationer muligvis er svær at få ud ved en kikkertoperation, hvorfor det kan blive nødvendigt at lave en “åben operation” = skære op! Og det ville jo være en helt anden sag. Der var jo også min alder at tage i betragtning.

Omsider kom han frem til at spørge, om jeg ville insistere på at få galdeblæren fjernet?

Nej bevar mig vel, det er jo ikke mig, der har sagt, det skulle gøres, det har bare hele tiden været den besked, jeg har fået, at galdeblæren skulle fjernes til sidst!

Det ville han bare være helt sikker på, og det er da ikke noget problem! Jeg slipper for nogle ubehagelige dage, og i tilfælde af en åben operation er der jo endnu flere gener og en vis risiko, som jeg gerne undværer!

Det lå meget i luften, at han er utilfreds med de beskeder, jeg har fået fra andre læger, som åbenbart ikke har samme speciale som ham. Han er bestemt heller ikke enig i, at jeg kunne komme hjem allerede i dag, når jeg bor alene. (Enig!) Og han vil indkalde mig til personlig konsultation hos ham selv om 3 måneder, ligesom jeg endelig skulle ringe, hvis jeg får anfald (jeg har kun haft 2 anfald: 1 for 14 år siden og 1 for knap 1 år siden).

Jeg var bare glad for at slippe, og jeg lovede ham også, at jeg nok skulle forklare mine børn, hvorfor det bliver sådan!

Men nu bagefter kan jeg ikke lade være med at tænke på, at han på forhånd havde tænkt, at det skulle ende sådan. For jeg fik ikke lagt en venflon i hånden, som man får før operationen til sovemedicin mm, jeg fik ikke de piller, som de havde sagt, jeg skulle have, og jeg fik ikke taget blodprøver, som de ellers tager en masse af, før de går i gang!

Så det var ikke så seriøst, at jeg skulle vente så længe – med min taske låst inde, så jeg ikke engang havde mit strikketøj! Ha!

Det lever jeg med, nu er jeg hjemme og har nærmest fået nogle dage forærende!