Fan af Hanne Falkenberg

Jeg er absolut fan af strikkedesigner Hanne Falkenberg!

Jeg har strikket flere af hendes modeller, og de er aldrig kedelige, selv om det næsten altid er ene retstrikning! Der er så mange smarte måder og fine detaljer i hendes strikning. Og de er så gennemarbejdede, at det er en stor fornøjelse!

HF lido

Jeg købte kittet til LIDO for over 1 år siden, og jeg har glædet mig til at strikke den. Det er noget lækkert garn: bomuld og hør, tyndt, strikket på p 2½ ! Men det går som en leg og er svært at slippe!

Jeg er sikker på, at det bliver en dejlig, let trøje med kort ærme til forårs/sommerbrug. Og jeg har allerede planlagt én mere af samme slags, men i bomuld/uld, også i Hanne Falkenberg-garn, som jeg købte engang i en hel cone.

12 par flotte store sokker

Britta har igen strikket hele 12 par sokker i store størrelse og flot garn

070314 jytte rasmussen 12 par

Jeg planlægger meget snart en tur til Fjordmark i Kollund med den kasse sokker, jeg har nu. Det passer også med, at vi får mange puttetæpper – jeg har allerede en hel stak- På søndag kører jeg en tur til Hejnsvig og henter nogle tæpper, som Birgith har klar, og vi ved, at der kommer flittige tæppetanter på Håndarbejdsmessen i Lillebæltshallerne næste weekend med flere tæpper til børnene.

 

Flot patchworkudstilling på Nørrevang i Horsens

Igen i år har patchworkgruppen, som syr på Plejecenter Nørrevang i Stensballe, arrangeret en meget flot udstilling af patchworktæpper.

Udstillingen kan ses i både marts og april, og det er gratis at komme ind.

De store, hvide vægge og de lyse rum er perfekte til udstilling af flotte quilts, og i år er det 3 meget dygtige quiltere, der udstiller.

Linnea Hassing Nielsen, Horsens, der er internationalt kendt gennem mange år, Kirsten Hjorth, Haldrup og endelig Inge Mikkelsen, som desværre afgik ved døden i 2013, men som deltager med 7 tæpper, som hendes familie venligst har udlånt.

Her er nogle få billeder:

linnea+Kirsten+Inge 006

linnea+Kirsten+Inge 004 linnea+Kirsten+Inge 003 linnea+Kirsten+Inge 001

 

Trafikanter i morgentrafikken

De sidste dage har jeg været ude i morgentrafikken – som pensionist er det ellers ikke det, jeg er vant til. Og jeg må sige, at jeg er lidt rystet! De fleste bilister kører stille og roligt, og jeg synes trafikken glider, når folk skal på arbejde eller i skole om morgenen.

MEN !! – der er altså både sjuskede, ubetænksomme og direkte frække imellem – og ikke nødvendigvis bilister!

I morges, hvor jeg sammen med andre holdt for rødt lys og ventede på at kunne dreje til venstre, kom der susende en voksen cyklist for fuld fart fra min venstre side ad fodgængerovergangen, op på fortovskanten til højre for mig, drejede cyklen mod venstre, holdt næsten stille og kørte over for rødt – lige i sekundet før lyset skiftede, så han faktisk kørte ud for dobbelt rødt, altså rødt fra begge retninger! Han syntes helt sikkert, at han var vældig smart! Det tror jeg ikke bilisterne syntes!

En anden ting er, at mange kører i den forkerte bane, nemlig den yderste, det gør ikke trafikken hurtigere!

Jeg vil da nok sige, at man skal være vågen, for der er masser af cyklister, mange børn, på vej ind mod byen, så man skal holde godt øje i alle retninger. Det gør jeg så også, men jeg kan jo godt mærke, at det er lidt hektisk. Derfor tager jeg heller ikke telefonen, når den, som i går, ringer, mens jeg er på vej. Det var rotte-fængeren, viste det sig, som ikke fik fat i mig, men senere lagde et kort i min postkasse, at han havde været der, og at jeg kunne anmelde det igen på kommunens hjemmeside.

I dag ringede han så kl 6.50 – inden jeg kørte hjemmefra, og han kunne nå at komme og fik sat kassen med gift ud, før jeg kørte. Så kommer han igen om et par måneder. Han kunne godt se, at der er gode muligheder for rotten til at færdes og måske også lave huller til evt. redebygning under de krybende buske på skråningen, der afgrænser haven, så det kan jo hurtigt blive til mange! Der var også tydelige spor med stier ind under buskene, hvor den havde tabt noget af det frø, som den samler. Nu må jeg ikke fodre fugle på foderbrætterne, for så tager rotten ikke det, som han har lagt til den i kassen. Jeg håber, det virker.

Det er svært at lave mad til én…

…men det gør ikke så meget, for så har man til flere dage!

Når man har haft en stor familie i mange år, er det svært at lave mindre portioner, når man kokkererer – også selv om det er en del år siden, at de fløj fra reden. I mellemtiden var vi 2 – nu er der kun mig.

I dag har jeg lavet en af mine livretter: Minestrone. Og den er altså svær at lave i lille portion.

Det er en ikke-original opskrift, sådan tilpasset min smag og ikke ens fra gang til gang, men jeg elsker den!

I dag brunede jeg en pakke bacon-tern i lidt olie, mens jeg snittede 1/4 hvidkålshoved, 5 gulerødder og 2 skiver af en rodselleri, som brunede med, indtil det var faldet lidt sammen. Så hældte jeg kogende vand over, så det rigeligt dækkede, hældte en dåse hakkede tomater i, krydrede med salt, peber, urtegårdskrydderi og hvidløgssalt og lod det simre under låg. Til sidst tilsatte jeg frisk spagetti, skåret i små stykker, en håndfuld kødboller, en snittet porre og en håndfuld ærter. Og da kødbollerne og ærterne var tøet op, var suppen færdig. Det smager altså bare godt! Og det gør det også i morgen!

Der måtte godt have været hakket kørvel i, men det er svært at finde i frysediskene, der er ikke mange steder, man har det.

Vi hjælper hinanden

Det er da heldigvis ikke kun mig, der har glæde af, at jeg er flyttet tæt på de 2 af mine børn.

Jeg er hundesitter hos datteren med de 2 skønne Tibber nogle dage, når de ikke kan få det til at hænge sammen – indtil den bette BeBe bliver stor og dygtig nok til at de kan være alene hjemme.

Og sønnen er jeg chauffør for af og til, når han skal til behandling eller undersøgelser på tidspunkter, hvor hans kone er på arbejde.

I dag har jeg haft begge funktioner. Men så var Diki og glad for, at vi kunne komme ud og gå!

Hygge og uhygge

030314 5 sæt til swap

Nu har jeg “swappet” Ditzy Donuts blokke for første gang i den nye gruppe på Facebook. Det er lidt anderledes i denne gruppe: dels kan vi selv bestemme, om vi vil sy blokkene i PANG-farver + sort (som på mit billede) eller PANG + PANG farver. Det er mest populært med det sorte!

Der var ikke så mange i gruppen denne gang, og heller ikke så mange blokke, men det er nok, fordi det er første gang, og de er usikre på mønsteret.

Til gengæld kommer der nu lige pludselig mange nye, der gerne vil være med, og det kan de også godt nå, inden 1. april.

Det var det hyggelige!

Det “uhyggelige” er, at vi har set en meget stor rotte i baghaven i dag. Det var svigerdatteren, der fik øje på den, men jeg skal love for, at Diki også så den og skældte ud! Jeg tør dog ikke lade ham jagte den. Men nu har jeg anmeldt det til kommunen og fået bekræftet, at der kommer en i løbet af 2-3 dage og gør – hvad? Det ved jeg så ikke.

Men man bliver på hjemmesiden advaret imod at fodre fugle, og det er da også under fuglefoderbrættet, at den havde travlt med at samle op. Den var fuldstændig ugenert! PUH ha!

Hundesitter

Jeg har passet datterens hunde igen i dag – den lille er for lille til at være alene hjemme endnu. Så har jeg strikketøjet med, og Bodil lægger sig op ved siden af mig med hovedet på mit lår – ovenpå strikketøjet – det kan vi godt finde ud af!

bodil

Den lille BeBe blev så træt af den lille tur, vi gik senere, at hun smed sig i et hjørne og sov:

bebe