Igen på Horsens sygehus, og efter en meget lang dag i går er jeg nu oppe ved overfladen igen.
Stod op kl 4 i går morges – taxa til banegården – med toget 4.56 til Horsens og taxa til sygehuset. Derefter ULIDELIG ventetid, før der først ved 7-tiden kom sygeplejerske og laborant for at tage blodprøver, blodtryk osv, og kl 7.40 kom taxaen, der kørte mig til Århus KH i et frygteligt vejr og tæt trafik – alt sammen i fastende tilstand. Heldigvis skulle jeg ikke vente så længe i venteværelset, som jeg før har gjort, så jeg kom på operationsbordet lidt efter 9. Denne gang fik jeg en god forklaring – før operationen. Forklaringen på, hvorfor der skal så mange gange til, før de galdesten i galdegangene er væk, er, at der er MANGE, små og store, og det er for hårdt for kroppen, hvis de alle skal knuses på én gang. Der udvikles varme derinde. De kan også vokse og sætte sig fast løbende. Alternativet ville være en åben operation, og den er der forskellige bivirkninger ved, den forklaring kan jeg godt acceptere. Så jeg er ikke færdig, men skal ind igen i løbet af 8 uger.
Hvis bare det går så godt som sidste gang (i december) og denne gang, så går det nok. Men jeg lægger ikke skjul på, at jeg både er nervøs hver gang, og jeg synes, det er meget ubehageligt. I går havde jeg det ikke godt bagefter, kastede op flere gange trods kvalmestillende medicin. Og så var jeg så TRÆT, at jeg sov næsten hele dagen.
Da jeg kom tilbage til Horsens sygehus, liggende i ambulance med 2 friske, rare reddere, og de kørte mig op på afdelingen, gjorde jeg noget, jeg ikke troede, jeg kunne få mig selv til: jeg gjorde diskret opmærksom på, at jeg ikke var begejstret for at blive lagt ind på en blandet stue med 2 mænd og 1 kvinde, der i øvrigt var ved at blive udskrevet! Jeg kunne se på reddernes ansigter, at de heller ikke syntes, det var fedt.
Så selv om det var en stor, nyrenoveret stue med udsigt over fjorden, er jeg alligevel tilfreds med flytningen til en anden, gammeldags stue med meget mindre plads og ud til P-pladsen. Godt nok har det været en lidt urolig nat, fordi der er nogle af medpatienterne, der er lidt urolige – men selv om jeg i mange år har delt sovesale eller telt sammen med andre voksne spejdere af begge køn, så synes jeg ikke, det er behageligt at dele sygestue med fremmede mænd – de var eller søde og rare – men man render jo rundt i meget lidt tøj, skal have tage temperatur, undersøges osv – nej, jeg er ikke enige med administrationen/politikerne i, at det er godt for patienterne og forkorter indlæggelserne. Hvorfor mon?
Sygeplejersken tog det pænt og fandt en løsning, som kun indebar en enkelt flytning.
Nu lå udskrivningsbrevet allerede på mit bord, da jeg havde spist morgenmad, men jeg skal afvente svar på blodprøverne her til morgen, så tror jeg, at jeg kommer hjem.
Det har jeg ikke noget imod, selv om jeg er lidt mat i sokkerne.
Så bliver Diki også glad, selv om han har det godt hos sønnefamilien.
