Der mangler noget!

symaskine

Alt er linet op, stoffet er klart til at skære, strygestykket er klar til at presse, og skæreredskaberne er klar til at skære og trimme delene undervejs, når jeg skal sy Ditzy Donuts blokke —- MEN der mangler noget meget vigtigt!

Strømledningen til symaskinen! Panik! Hvordan i himlens navn den kan bortkomme, når den ALTID ligger i maskinens beskyttelseskasse sammen med pedalen og ledningen til pedalen – det fatter jeg ikke. Og hvor kan den være?

Jeg er endnu ikke helt fortrolig med, hvad der ligger hvor, men jeg leder – og leder – og…

Jeg har kasser med værktøj, både almindeligt værkstøj og patchworkværktøj. Jeg har en kasse med ledninger, forlængerledninger og stikdåser.

Jeg prøver at tænke logisk. Hvor har den sidst været? Ja, der var den: i kassen med sytråd, symaskinenåle, synåle og andre småtterier, som ikke er ordnet endnu, fordi de skal være et helt nyt sted. PYH HA! Så gik tiden med det.

piv – PIV – PIV!! …

…eller lillebitte piv! Jamen Diki, hvad er der i vejen, hvorfor græder du?

sherpa

Joh – det er “lille Sherpa” – jeg vil så gerne lege med ham, men jeg kan ikke få ham til at sige noget!

“Lille Sherpa” er det bedste legetøj, Diki har. Han fik ham med fra Susan og Jesper, som syntes, han skulle have den, fordi han var så glad for den. Den tilhørte ellers Diki’s gamle Onkel Sherpa, så det har jeg altid kaldt den lille elefant. Den er lidt slatten, men hel. Og Diki kan ikke få den til at pive, så det må jeg hjælpe ham med. Han kommer tit med ham, eller han ligger med ham, og så piver Diki ynkeligt! Det virker, som om han er rørt over den lille, eller ked af det, fordi han ikke kan den til at sige noget.

Jeg bliver helt rørt selv, fordi det er tydeligt, både at han er glad for den, og fordi han er ked af det. Men han bliver glad, når vi leger med “lille Sherpa”.

Og så tænker jeg jo på, at Onkel Sherpa ikke er mere, men “er gået over regnbuen” for ikke så længe siden.

Kan en hund godt blive rørt?

Der arbejdes med PANG farver

Første runde i SWAP med Ditzy Donuts blokke er ved at slutte, og jeg skal lige have mine sidste blokke klar = blokke, syet med stoffer i PANG farver i mønsteret Ditzy Donuts

pangfarver

Arbejdsbordet fungerer rigtig godt, dejligt med god plads til skærebrædter i flere str., stof og redskaber.

arbejdsbordet

Og hvem hygger sig med mig? Se lige Diki under bordet i sin lille sækkepude!

Samtidig med at SWAP’en slutter, starter en ny! Jeg har lige i dag sendt retningslinier ud til gennemsyn af deltagerne. Det bliver lidt af en udfordring, ikke bare for deltagerne, men også for mig, for jeg har sagt, at jeg godt kan styre, at der sys blokke i 2 forskellige farvegruppe: nogle vil sy i PANG-farver som sidste gang, andre vil sy med PANG og sort! Det bliver spændende! Det foregår via Facebook, og der er plads til flere, der vil være med. Det er en sjov blok at sy.

Næste gang husker jeg foto..

..når vi går tur til stranden.

Vi havde sådan en dejlig tur til stranden ved Sanddal, som er nabo til Erritsø, så der er ikke så langt. Diki var fuldstændig overstadig af fryd og spænede frem og tilbage i sandet – og ud i vandet (kun til maven), det var bare så sjovt, så vi gik lidt ind mod byen i vandkanten og tilbage igen. Ja, det var i går, hvor solen skinnede nogle timer, og der var læ for blæsten nede ved vandet, det var rigtig dejligt.

I dag i regnvejret har jeg været ude at kigge på gulvtæpper! Fin service: Toft tilbød at komme herhjem med nogle stykker i næste uge, så jeg kan se, hvad der ser bedst ud i mine omgivelser, og hvor store de skal være.

Et godt tilbud..

..kan jeg ikke sige nej til!

HF kit Ludo

Og et originalt Hanne Falkenberg strikkekit til LUDO – en drengetrøje i shetlandsuld i skønne, friske farver str. 1 – 7 år  – tilsyneladende et kit, der ikke kan købes mere, men det gør det ikke ringere! Det var en rimelig pris – HH modeller er ellers meget dyre.

Så nu kan Victor få en meget flot sweater i farver, der lige er ham! Jeg er bare i tvivl, om jeg skal strikke den i str. 3 eller str. 5 år, garnet rækker op til str. 7 år, men han bliver først 2 år om en uge, så 3 år må være det rigtige.

Den har jeg altid gerne ville strikke, så det var heldigt, at jeg så tilbudet hos MissMary på Facebook – i forgårs aften, og så kom det allerede i dag!

Shopping – bytte julegaver – udmattet!

Så var jeg inde i byen i øsende regnvejr og uden Diki, så var det lidt nemmere at gå i butikker.

Jeg skulle bytte julegaver, jeg havde fået 3 Römertopf – det var lidt rigeligt.

Egentlig var det en støbejerns stegeso, jeg havde ønsket mig, og det fik jeg den ene byttet til – dejligt.

Den anden blev, med lidt lagt til, byttet til et meget smart elektrisk rivejern til grøntsager, nødder mm, den bliver jeg glad for, og mit gamle rivejern har det ikke så godt mere.

En brødkasse blev byttet til en lidt større. Og endelig fandt jeg endelig det, jeg meget længe har ønsket mig, men ikke fået – så nu blev det en julegave fra mig selv: et smykkeskrin. Der kan jeg have det hele, der er små rum og finurligheder.Det var sat betragteligt ned fordi det har fået en misfarvning indeni låget, mens det har stået i vinduet. Det kan jeg sagtens leve med! Jeg glæder mig til at tage det i brug og lægge på plads! Og det vil stå rigtig godt på den ene kommode, i mit gamle soveværelse havde jeg ingen borde eller kommoder at stille den slags på, så det vil jeg nyde!

Nu må jeg prøve, om jeg kan få den 3. Römertopf byttet, men det er lidt svært, fordi den er købt i København.

En buket hyacinther og en pose Gala æbler røg ned i indkøbsposen på gågaden. Og våd blev jeg – ja, men jeg var klædt godt på, og så kunne gå med Diki, da jeg kom hjem, så bliver jeg ikke våd 2 gange!

Long-arm-quilting

Hvor er vi altså heldige med det aktivitetshus Depotgården i Fredericia.

Misforstå mig ikke – jeg var meget glad for Søndergården i Brædstrup. Men dette er noget helt andet og med mange, mange muligheder. Som nu tekstilværkstedet, hvor jeg vil være mest i fremtiden.

top

Der er jo denne fantastiske long-arm-quiltemaskine, som kommunen har anskaffet i 2000, og som kan bruges af alle imod en beskeden betaling for sytråd og el.

Laila var blevet færdig med at sy denne top, og i dag skulle den så monteres og quiltes.

samle

Samarbejde er dejligt! Og der var straks et par stykker, der hjalp med at spraylime og “sandwiche” de 3 lag, fleece som bagsidestof, vat og top.

quilte

Så blev det spændt op på quiltemaskinen, og Laila gik i gang med at free-style-quilte. Det har hun prøvet før!

quilte 2

Stille og roligt, men støt kørte hun maskinen i snirkler. Og hun quiltede hele tæppet på ca 3 timer! Derefter syede hun lukkekant på en af de symaskiner, der er til rådighed, så sømmer hun lukkekanten i hånden derhjemme.

lailas tæppe 2

Her er et andet tæppe, som Laila har quiltet, fotograferet på maskinen før der kom kant på.

svampe

Annie fik syet de fine blokke med hånd-applikerede svampe fra Quilt My Design sammen på maskine, så hun nu er klar til at sy kanter på.

Jeg fik syet den første blok i månedstæppet 2014 fra HANNEs sammen – der skal jo også snakkes, ikke mindst når man er ny!

Og så var der også frokost, hvis man havde lyst – og det er både lækkert og meget billigt, skal jeg hilse og sige! Både salat-buffet og fint smørebrød.

Og hvis jeg vil, kan jeg deltage i alle aktiviteterne i hele huset 4 dage om ugen for en årlig pris af i alt 400 kr – det er simpelthen utroligt.

Nyt projekt

Jeg fik klippet alle skabeloner, skåret og limet stof på i går på mit nye projekt = HANNEs månedstæppe 2014.

1 blok

Jeg tror, det bliver spændende, det er i hvert fald flotte farver, og stjerner er altid gode i et patchworktæppe.

Der er til 4 blokke i den første pakke, 4 ens stjerner som denne + nogle stolper.

I næste pakke, som kommer om en måned, er der til 4 stjerner mere, 4 andre stjerner?
Der kommer i alt 8 pakker indtil august.

Nu vil jeg tage det med i kurven og tage ind til Depotgården for at sy sammen med andre patchworkere.

Fingrene!

Mine fingre ville ikke holde rigtigt på nålen i går, da jeg efter flere måneders pause, pga flytning og alt hvad dermed fulgte, endelig genoptog min store hobby! Manglende træning!

Det varede heldigvis ikke så længe, før jeg fik taget igen, og nu fik jeg også den første pakke i HANNEs månedstæppe 2014 – blå/grønne stjerner …

månedstæppe

..så er der nok at tage fat på. Jeg tror, at juleophænget, som jeg aldrig fik startet på, må vente til efteråret. Jeg har alle skabelonerne klar, men det er ikke jule-patchwork, der lokker lige nu.

Facebook gruppen Ditzy Donuts SWAP er ved at slutte af nu. Her er en af de sidste pakker, der skal swappes 15. januar (incl. godbidder til Diki og mig! Tak Bente)

ditzy donuts

Vi er ved at starte en ny gruppe op med samme indhold: SWAP med blokke, syet i mønsteret Ditzy Donuts. Der var nogle, som måtte afvises, fordi gruppen blev for stor, og der er kommet nye til, som gerne vil lære at sy den sjove og flotte blok. Det ser ud til, at der allerede efter få dage er tilslutning nok til, at det bliver en realitet. Det er så sjovt, både at sy mønsteret og at bytte med andre 1 gang om måneden, så man får blokke, syet efter samme mønster, men i andre stoffer end dem, man selv har. Og den måde, vi bytter på, sikrer at man altid får samme antal blokke retur, som man selv har afleveret.

Jeg mangler ikke opgaver! Der er et babytæppe med ugler, syet på maskine, i gang, og nu månedstæppet, som jeg syr i hånden. Og så er der det Hexagon-tæppe, som jeg har været i gang med i længere tid, og som var det, jeg tog med på Depotgården i går.

Jeg regner med at sy eller strikke på Depotgården 2 gange om ugen. Jeg ved fra før flytningen, at 2 gange om ugen passer fint for mig. Jeg vil meget gerne både sy og strikke herhjemme. Og nu er mine forhold væsentligt bedre, end de var i Brædstrup, hvor jeg trods masser af plads aldrig fik indrettet et arbejdsværelse med det optimale arbejdsbord, plads til stof og garn og redskaber, men kun havde et lille kontor, hvor der ikke var plads til symaskinen. Så jeg slæbte symaskinen ind i køkken-alrummet, hvor spisebordet ikke havde den rigtige højde, og hvor jeg hele tiden ryddede op. Her kan jeg lukke døren!.

Men jeg havde det sådan, at arbejdsværelset skulle være i orden, før jeg genoptog syningen, og nu står det helt klar.

arbejdsbord

Der er også mange projekter i forbindelse med Projekt Puttetæpper – UFO’er både af mine egne og andres.

I går aftes kom jeg hjem med et flot puttetæppe, som Laila har syet og quiltet meget elegant på Depotgårdens long-arm-quiltemaskine:

rundsav

Det skal nu sendes til et af julemærkehjemmene sammen med en stak andre tæpper, når vi mødes i Projekt Puttetæppers styregruppe i næste uge.

Det er fint, at jeg kan have forskellige ting på arbejdsbordet samtidig!

Og Diki har sin sækkepude under arbejdsbordet, så han er med, når jeg sidder her, det nyder vi begge 2. Jeg har også en DAB-transistorradio herinde, så jeg kan følge lidt med og føle mig uforpligtende underholdt

Mit nye aktivitets sted

Efter måneder uden at sy så meget som et sting! begyndte jeg i dag på Depotgården i Fredericia.

Det er et skønt sted med masser af aktiviteter – ikke kun for pensionister – og opbygget på en helt anden måde end Aktivitetscenter Søndergården i Brædstrup, hvor jeg har syet og strikket i næsten 15 år.

På Depotgården er det ikke opdelt i hold i et vist antal timer, men i tekstilværksted, keramikværksted, glasværksted osv 4 dage og aftner om ugen. Som medlem kommer man bare og deltager der, hvor man har lyst, og f.eks. i dag var der strik og patchwork blandet i tekstilværkstedet, hvor jeg vil få min gang.

Der er ALT, hvad man har brug for, alle slags redskaber, adskillige symaskiner og overlockere til fri afbenyttelse, skære redskaber, en Accuquilt Go!skæremaskine, quilterammer og meget mere. Man kan også købe stof, vat mm for billige penge.

Og man kan låne denne fantastiske long-arm-quiltemaskine!

long arm

Laila har quiltet dette og flere andre puttetæpper til børn på julemærkehjem på denne maskine, og hun er rigtig dygtig til det. Jeg glæder mig til at prøve, om jeg også kan!

Der er også café, hvor man får kaffe og te og kan købe smørebrød og salat. For det er lige fra kl 9 – 21, man kan være der og deltage i aktiviteter.

Det er et stort, tidligere militært hus, og alt er med frivillige ledere!