..så godt det går denne gang! Jeg kunne spise en bolle med ost i går aftes til en kop te, det er ikke lykkedes de andre gange, uden at det kom op igen. Og jeg har spist morgenmad med fornøjelse! Ha – det lyder som noget meget “småt” at glæde sig over, men jeg har i frisk erindring, hvor dårlig jeg har været de andre gange, så det er rart at have det godt.

Jeg opfylder også min drikkekvote, så nu er jeg kommet af med det stativ, posen med væske hænger i. Jeg er ellers ret ferm til at sno mig omkring med stativet, også i spisestuen, hvor stolene står tæt, så man skal lirke sig igennem – med det resultat, at slangen pludselig var snoet mange gange omkring stativet! Det lykkedes mig også at møblere om på seng, sengebord m/computer og stole, så det stod mere praktisk, men så har jeg måske set for “aktiv” ud, for sygeplejersken mente, at nu var posen næsten tom, så kunne jeg blive befriet!

Jeg var åbenbart også for tidligt på færde i morges, for laboranten måtte lede efter mig, så jeg kunne få taget blodsukker, før jeg spiste morgenmad. Men jeg er jo ikke vant til at stå så sent op, at jeg først spiser morgenmad kl 8, og nu havde jeg sovet i mange timer. Derhjemme er jeg endda ude at gå med Diki, før jeg spiser morgenmad ved 7.30 tiden.

Det er da ellers luksus: der er en Ipad lænket til mit sengebord, så jeg kunne have sparet at bære på min bærbare, der ikke hører til de letteste. Men jeg er ikke vant til at bruge Ipad, og jeg ville heller ikke kunne arbejde på den, som på pc’en, hvor det hele ligger, som jeg bruger.

Nu afventer jeg resultat af blodprøver.

Helt ærligt! Så har jeg lidt nerver på i disse dage, inden jeg skal indlægges igen, for 4. gang siden 1. august, til kikkert-galdestensoperation. Jeg er urolig, kan ikke koncentrere mig, ville gerne have været færdig med min udpakning/indretning her, men det er jeg ikke.

Jeg tror, at de har ville give min krop en pause på 3 måneder, siden sidste operation i september, og jeg har det også fint nu. Men jeg ved, at jeg får det dårligt bagefter, og så er jeg efterhånden lidt små-pivet fordi de ikke får det hele med!

Det gør det ikke bedre, at det bliver så besværligt med transporten. Jeg bor jo i en anden region nu, men Horsens/Århus sygehuse har bestemt, at de vil gøre det færdigt. Og det betyder så, at hverken den ene eller den anden region mener, de skal transportere mig. Jeg skal møde kl. 6.15 i Horsens, så jeg var indstillet på at køre selv, men så kommer der et problem, hvis jeg ikke selv kan køre bilen hjem, når jeg bliver udskrevet. Jeg synes helt ærligt, at det er meget lidt patientvenligt i forhold til en 74 årig, enlig patient! Og mine herboende børn kan ikke køre mig, de skal jo på arbejde.

Men nu har datteren lagt en plan: taxa til banegården her, tog til Horsens, taxa til sygehuset. Det kan lade sig gøre, selv om det er så tidligt, jeg skal med toget kl 4.56! Så kan jeg nå det. Fra Horsens sygehus bliver jeg kørt i taxa til Aarhus Kommunehospital og senere – efter operation og opvågning – liggende i ambulance tilbage til Horsens, hvor jeg er indlagt, indtil jeg er klar til udskrivning. Og så må vi så se, hvordan jeg kommer hjem. Nej, jeg synes ikke, det er sjovt.

Men så kan jeg da heldigvis finde lidt beroligelse med dette super lækre strikketøj:

Det skal jeg også have med, for erfaringen har lært mig, at jeg skal vente i timevis på Aarhus Kommunehospital. Og når man er fastende siden aftenen før, skal der noget med til at dulme nerverne.