Nej – jeg har ikke bedt om at bliver flyttet!
Men måske kunne sygeplejerskerne godt se, at det ville blive en urolig nat – så jeg blev spurgt af min “yndlingssygeplerske”, om jeg ville flyttes til en “damestue”, hvor iøvrigt min stuekammerat fra i går også bor, når hun kommer tilbage fra “orlov”!
Og så er der den skønneste udsigt over Horsens Fjord og lystbådehavnen, og min seng står lige ved vinduet med frisk luft ad libitum – dejligt!
..det var besværligt – og jeg skal på den igen!
Tak for alle hilsner og gode ønsker. Det gik absolut bedre denne gang med ERCP-undersøgelsen og fjernelse af nogle af galdestenene i Århus i går, men desværre ikke alle stenene! De er store, der er mange, og nogle er “klistret” sammen, var den besked, jeg fik, så jeg skal til Århus igen om kort tid, og så vil de muligvis give mig rigtig narkose for at kunne knuse stenene og rense helt ud.
Men det var ikke særlig god planlægning, hvis jeg skal være ærlig. Jeg skulle møde fastende (siden midnat) på Horsens Sygehus kl. 7.15, blev kørt til Århus i taxa, hvor jeg skulle være inden 10.00 – blev sat af ved en forkert indgang (ikke chaufførens skyld, han havde fået fejl besked) og havde svært ved at finde igennem de underjordiske gange til den rigtig afdeling – fik dog god hjælp af en portør.
Der skete så ikke så meget ved, at jeg kun akkurat passede tidspunktet – for jeg kom først ind efter 4 timers venten i et meget bitte-lille venteværelse!
Ventetiden skyldtes, at de byttede om på nogle operationer, der krævede narkose og nogle, der som kun krævede bedøvelse – som min.
Hold da helt op, det er dræbende: sulten, tørstig, ingenting at fordrive tiden med – mine ting var låst inde i Horsens – selv mobiltelefonen og strikketøjet!
Og når man så er frygtelig nervøs i forvejen.
Sygeplejerskerne var søde og tilbød hvile på en båre, men selv om jeg havde ondt i ryggen og numsen af at sidde på en træstol, så ville det måske have været til større hjælp, hvis jeg havde været orienteret om, hvor lang tid, der skulle gå.
Faktisk “trøstede” lægen mig med, at de nåede at få mig med – så det var der åbenbart risiko for, at de ikke havde gjort.
Operationen mærker man heldigvis ikke noget til, og da jeg vågnede, havde jeg det fint og følte mig helt frisk, også til den grundige forklaring, jeg fik, som bl.a. gik ud på, at det denne gang lykkedes at få nogle sten ud, men altså ikke alle.
Jeg følte mig næsten som en luksuspatient, da jeg blev hentet af Falck og kørt liggende til Horsens, jeg syntes jo, jeg havde det så godt!
Men det varede ikke ret længe! Jeg var kun lige akkurat kommet ind på stuen, før de smertestillende midler, jeg havde i kroppen (hvor naiv kan man være?) holdt op med at virke! ØV – ØV! Kvalme, smerter – jeg skal spare jer! Der gik flere timer, og jeg kan dårligt huske andet. Men jeg fik så god hjælp og både smerte- og kvalmestillende medicin, at jeg vist sov det meste af aftenen . men ikke helt, for jeg registrede svagt, at vi kunne høre Lars Lilholdt koncerten fra den nærliggende “Lunden” i Horsens – det endte med at være hyggeligt!
Alt det, de hjalp mig med, fik det til at gå den rigtige vej, og allerede senere på natten havde jeg det fint og fik en god nattesøvn!
I dag har jeg haft det godt, og jeg kommer sandsynligvis hjem i morgen, hvis “tallene” er gode.
Ældstesønnen og hans kone har været her i dag og sover hjemme hos mig, så de kan hente mig i morgen. De har passet Diki, som har savnet sin “mor”, for han har pevet om natten!
Victor ringede på Skype for at ønske mig held og lykke i morgen! Det er meget nyt, at jeg er på Skype, men jeg kan selvfølgelig godt se, at det er smart i forhold til en 1½ årig, der ikke ser mig så ofte. Victor vinker og laver fagter til sin Mors sang, og i dag kaldte han også på Diki, som jo ikke er her. Men det er meget hyggeligt!
Jeg kan bare ikke lide det! Diki er nu i trygge og gode hænder hos ældstesønnen og hans familie, som elsker ham!
Og jeg er hjemme igen for at gøre mig klar til i morgen, når jeg skal til Horsens sygehus og derefter bliver kørt til Århus, hvor de forhåbentlig har bedre held med at få de store galdesten ud!
Det er jo ikke Diki, jeg er bekymret for, det ved jeg godt – men jeg har SÅ svært ved at køre hjem alene, og jeg savnede ham allerede, da jeg kørte derfra! Det er simpelthen det værste lige nu – den lille uldtot betyder så meget for mig! Og det ville hjælpe på min nervøsitet, hvis han var her. ØV!
Han var også med os ude og bruge penge i går og i dag, hvor jeg har købt de ting, jeg længe har planlagt, jeg skulle have i mit nye hjem.
En Jensen elevationsseng med super, dobbelt madras/fjedersystem, den hårdeste model, selv om sælgeren mente, den er for hård, men sønnen kunne se, det var rigtigt, når jeg prøvede den.
En smart dobbelt sovesofa til arbejdsværelset, så jeg kan have et par overnattende gæster.
En ny kontorstol, en vasketøjskurv og et tørrestativ..
Nye havemøbler (det er tiltrængt kan jeg love for), der er jo masser af udsalg i havemøbler i øjeblikket, så selv om det først bliver til næste forår, at de kommer i brug, så kan det godt betale sig.
Og så havde jeg for et par dage side besøg af “Stolebussen” fra Farstrup møbler i Vejle, hvor der blev fundet model og taget mål til en “Otium”-stol, model Lux, som bliver fremstillet individudelt til mig!
Jeg har aldrig (ikke siden jeg var gravid og en gyngestol var det eneste, jeg kunne sidde i) haft en lænestol, der passede til mig, de er for store, armlænene generer, når jeg strikker/syr, nu kommer stolen til at passe præcis til mig incl. skammelen!
Så det vil jeg glæde mig til alt sammen.
Men jeg savner Diki! Han er så sød og tålmodig, når vi har ham med i butikker.
..hvor jeg fik nøglerne til mit nye hus:
Det er en speciel fornemmelse at træde ind i det lille rækkehus, nu hvor møbler og alt andet er væk, og Diki og jeg om kort tid skal begynde et nyt liv!
Diki er ved at lære det at kende, men er nødt til være i snor, indtil der bliver sat hegn op om baghaven.
Fra stuens spisekrog ud til køkkenet:
Alt er så velholdt.
Det største værelse (soveværelset) indretter jeg til arbejdsværelse. Der er også adgang til terrassen og baghaven:
Badeværelset er lyst, fint og rummeligt, synes både svigerdatteren og jeg..
..med brusekabine, vaskemaskine og tørretumbler – hvor man også kan tørre sportssko! det har jeg ikke set før – men jeg har heller aldrig haft en tørretumbler!
De 18 huse i andelsboligforeningen ligger meget hyggeligt med god plads imellem. Jeg tror, det bliver dejligt at bo der! Jeg glæder mig.
I søndags tog min lillesøster og jeg i fællesskab beslutning om, at det var denne lækre poncho, jeg skulle strikke til hende – i går kom garnet, og det var jeg naturligvis nødt til at gå i gang med straks!
Det er super lækkert mohair/uld, halsen bliver strikke at Tussah silk i samme farve, (så det ikke kradser).
Det er en noget anderledes opskrift at følge, så jeg måtte læse den igennem nogle gange, før jeg forstod meningen, men så er det også nemt. Maskemarkørerne er måske ikke nødvendige, men så er jeg sikker på, at jeg kan finde de rigtige steder, hvor maskerne skal løbe!
En god udsendelse i TVSyd i går, 12.8. om Martin, der er så heldig at få et ophold på Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund – se HER
Jeg har efterhånden besøgt Fjormark en del gange og bliver glad hver gang – og det bliver jeg også, når jeg ser denne udsendelse – med den detalje, at det flotte sengetæppe på Martins seng er ét af de 35 sengetæpper, som Projekt Puttetæpper syede til Fjordmark som et særskilt éngangs projekt for 5 år siden.
Det er nogle af de samme tæppetanter, som fortsat syr “puttetæpper” til børnene på Fjordmark og de 3 øvrige julemærkehjem, der har syet disse tæpper + et tilsvarende antal til Julemærkehjemmet Hobro. Et skønt projekt, som mange medvirkede til foruden at de syr de tæpper, som børnene får som personlig gave. Som f.eks. dette:
Jeg prøver på at komme solsorterne i forkøbet, for det er nu, blåbærrene modnes. Datteren og Ebbe satte net op omkring buskene, men det dækker ikke i højden, og de skal nok finde smuthullerne!
Der er ikke så mange blåbær i år, måske pga det kolde forår, hvor de blomstrede, så netop derfor skal jeg holde øje med dem. Jeg har plukket ca ½ kg nu til aften (og blev våd af de høje regnvåde buske!), de kan så færdigmodne 1 dag eller 2.
Men de er bare så gode sammen med havregryn som morgenmad! Og jeg spiser havregryn som led i min kostomlægning, efter at jeg fik konstateret diabetes II.
Jeg tror ikke, jeg har råbt så højt op om det – men jeg har faktisk tabt 12 kg nu! Og har interessante resultater:
1. jeg har tøj, jeg pludselig kan passe! – 2. jeg har tøj, der hænger på mig!
Det lyder måske underligt, men nu syr jeg igen!
Jeg troede, at jeg kunne slappe af, som jeg har fået besked på, og bare sidde og sy lidt håndsyning i sofaen.
Men nej, jeg har slet ikke haft ro og har ikke kunnet koncentrere mig om den mindste smule. Nu er det 11 dage siden, den lille operation, som skulle være nem, fandt sted, og først i dag føler jeg mig uden gener – næsten i hvert fald. Og i aften har jeg syet 2 blokke til et sengetæppe, jeg troede, jeg skulle blive klar med, imens jeg var rekonvalecent.
Men det er dejligt! Jeg har også været ude i haven og lege med Diki, det var han glad for!
Jeg har fået nogle helt bedårende blomsterhilsner fra syveninderne..
..og naboen. Det er sødt af jer at tænke på mig, og I har jo lige ramt yndlingsfarverne – så fine.
Billederne blev taget samme dag – dagen efter at jeg kom hjem, men jeg har først fået dem redigeret nu.
Der fulgte besøg med, og det var hyggeligt at snakke lidt. Blomsterne står helt friske og glæder mig hele tiden.