Diki og jeg har lige gået vores sædvanlige tur til søen uden at korte af – det er først i dag, jeg kan det. Regnen var heldigvis holdt op, og luften var frisk og dejlig. Så vi nød det. Nede på engen får han lov at løbe løs, så han snuser rundt – men kommer flyvende, hvis han er kommet rundt om en busk og ikke kan se mig. Jeg sad bare lidt på bænken og var glad!
Der er næsten ingen smerter mere, og jeg har sovet forholdsvis godt, så nu synes jeg, det lysner.
Jeg var nødt til selv at køre til Horsens Sygehus i formiddags for at få taget opfølgende blodprøver, som jeg blevet bedt om at få taget hos egen læge fredag – men der kunne først blive tid 16/8 – det kan de jo ikke bruge til noget, så da jeg spurgte konsultationssygeplejersken, sagde hun, at jeg selv måtte lave en aftale med HS om at komme derind, så de kunne tage den! Jeg var ikke glad for at køre selv – og jeg havde det også skidt – kvalme og smerter – men hvad skulle jeg gøre?
Mens jeg var væk, var der kommet besked fra min læge, at jeg kunne komme kl 13.45 – men det er jo ligesom for sent! 🙁
Jeg håber, han snakker med sin sygeplejerske.
I forgårs. da jeg “kun” var hjemme på orlov, ku’ jeg godt se, at Diki og Ebbe legede så meget i haven, at Diki havde fået mange filter i pelsen og trængte til bad – men det orkede jeg ikke, så han fik luksusbad hos Dyrlægernes søde veterinærsygeplejerske, og så brugte han og jeg aftenen til hygge-frisering, det nød vi begge 2…
…men i går havde pelsen fået nogle nærmest slangekrølleagtige filter, som ikke behøvede den helt store behandling.
Så jeg tog et alternativt redskab i brug; en strikkepind! (så kan han få, den lille strikketøjs-tyv!)
Det virkede rigtig godt. Med strikkepinden kunne jeg trække snoningerne ud, uden at det gjorde ondt.
Det var rigtig kvalitetstid!
En uge på sygehuset satte maven helt i stå – jeg har så også spist meget, meget lidt – men hjemme igen og fodret med hørfrø af datteren er der ved at komme i gang i den brugte mad igen!
Det fungerer helt klart bedre på “egen potte” end under fremmede forhold, det kender jeg fra mange andre gange – spejderlejre, ferier under fremmede forhold osv.
Og vi har det jo bedst med at vores krop fungerer.
Natten gik nogenlunde, jeg var oppe mange gange, jeg har også en del væske i bughulen, og helt fri for smerter er jeg ikke endnu, så jeg parerede ordre og tyede til ½ morfinpille.
Nu går det helt stille og roligt, jeg har nogle aviser, der skal skimmes, mere bliver det vist ikke til med dem. Og så vil jeg sy/strikke lidt på sofaen og hygge mig med Diki, der følger hvert af mine skridt!
Der er meget ventetid på et sygehus, og datteren og jeg ventede timer mellem bioanalytikere, sygeplejersker, stuegang, madservering og medicinudlevering i dag. De alle sammen søde og hjælpsomme, men det er godt, vi har vores strikketøj til at fylde ventetiden ud med!
Men NU er jeg udskrevet og hjemme, “tallene” fra prøverne var fine, infektionen er væk, jeg har fået en lille pose piller med hjem – også til evt. smerter, og strenge ordrer til at hvile, spise proteinrigt og samle kræfter, indtil om godt en uge, hvor jeg skal ind igen.
Jeg vil blive kørt fra Horsens Sygehus til Århus, hvor lægerne ved en ny “ERCP” (samme operation, som ikke lykkedes i torsdags) vil fjerne de store galdesten i galdevejene i leveren, og derefter tilbage til Horsens Sygehus, Og så skulle jeg kunne udskrives dagen efter!
Jeg er nødt til at være optimist og håbe, det går som planlagt.
Datteren og Ebbe er kørt hjem til sig selv igen, hun skal arbejde fra i morgen, så det kom til at passe, uden yderligere arrangementer for “hundesitning”. De har brugt tiden til oprydning i mit udhus, de har sorteret flasker/dåser og kørt på genbrug og Brugsen med dem.
Det har været en stor tryghed for mig, at de var her, Ebbe og Diki er MEGET glade for hinanden – og dejligt at datteren kom hver dag og besøgte mig. TAK!
Og jeg gør, hvad jeg har fået besked på – SLAPPER AF!
Jo, jeg fik lov at komme hjem på “orlov” indtil i morgen tidlig kl. 8.00, hvor jeg skal have taget blodprøver.
Til den tid håber de at have fået tilbagemelding fra Århus, om de vil operere mig nu , eller om jeg bliver kaldt ind senere.
Så jeg fik en “skudefuld” – læs portioneringsæske – fuld af piller til det næste døgn, og så hentede datteren mig.
Ork – jeg fik mange, mange “møsser” af en lykkelig lille hund!
Så nu slapper jeg af og lader op.
Jeg vågnede kl 06 efter en helt rolig nat med lidt smerter – og nu har jeg lært, at jeg skal bede om smertestillende, før det bliver slemt.
Lige før sygeplejersken kom, fløj døren til gangen op pga vindstød gennem vores udluftningsvinduer, så jeg lukkede dem – og så skal jeg ellers love for, at det bragede løs udenfor!
Afdelingen ligger på 4. sal, og vi har en flot udsigt over det grønne areal med P-pladser (og fra spisestuen ud over fjorden og lystbådehavnen), så jeg fik lys-show lige udenfor vinduerne – nogle af lynene var meget tæt på, det var meget flot! Og vand! Det lignede skybrud, og natsygeplejersken, som skulle hjem 1 time efter, havde bare shorts og T-shirts til hjemturen. Men jeg tror, det var ovre på ½ time.
Nu er der taget blodprøver, målt blodtryk – det har været fint hele vejen igennem – givet antibiotika intravenøst og flere håndfulde piller! Jeg har også fået en lille skål müsli med mælk og en kop te.
Så nu vi se, om det er godt nok til at komme hjem.
..sagde lægen, da han forklarede den kommende operation torsdag 1. august om morgenen, hvor de store sten i galdevejen i leveren ville blive fjernet igennem et rør ned gennem halsen. Sovemedicinen “slog mig ud”” øjeblikkeligt, og jeg mærkede heldigvis ingenting, før jeg vågnede og fik at vide, at det ikke var lykkedes at få stenene ud, men der var lagt et dræn.
De havde fortalt, at der er en meget lille risiko for, at man kommer til at “påvirke” bugspytkirtlen, men desvære var jeg så i den lille risikogruppe, viste det sig efterfølgende.
Det har været voldsomt. Kvalme og opkastninger både på opvågningsafdelingen og senere på sengeafsnittet. Meget værre var smerterne i mellemgulvet og over lænden, som er symptom på betændelsen.
Der er “kun” gået 4 dage – det føles som mindst det dobbelte!
Jeg havde pakket en taske med bog, strikketøj og sytøj, det blev ikke rørt – aviser, TV og blade havde ingen interesse.
Jeg sov og sov og sov – også når datteren og Ebbe var på besøg.
Jeg fik lært at sige til, når jeg kun havde lidt ondt, så kan de bedre hjælpe mig, end hvis det først er rigtig slemt.
Jeg fik også lært at drikke og at måle både, hvad jeg drak og hvad jeg tissede! Der skulle helst måles 1500 ml – og jeg præsterede næsten det dobbelte!
Jeg blev en af de patienter, vi ser i TV: usikker gammel kone i slatten, hvid badekåbe manøvrerende med drop-stativ ud på det lille “badeværelse” (læs skyllerum), tisse i bækken, måle op og skylle ud! Kanyle i hånden, beskyttet af “handske” af net, klar til næste injektion eller næste pose saltvand. Jeg er nem at stikke i og ikke pivet, men den ene hånd blev “ødelagt” af et forkert prik, er helt blå og kan ikke bruges mere.
Jeg føler mig som stukket gris 🙂
Personalet har travlt, så man venter og venter! Heldigvis er medpatienterne søde og hjælpsomme og viser, hvor der er baderum, låner én shampoo – jeg havde jo kun pakket til én overnatning!
Man lærer også at spørge efter skiftetøj – ofte flere gange, før de husker det.
“Nu venter vi på, at det bliver mandag”, er en sætning, det gentages. Nogle sendes hjem på “orlov”, så fortsætter behandlingen. Det må jeg ikke, “tallene” er for dårlige, men jeg skal have taget røntgenbillede, og så skal der konfereres med Århus, der har større erfaring med min operation. Måske skal jeg køres derrtil.
Vente – vente – sove – sove. Mere antibiotika.
Endelig på 5. dagen kl. 02 om morgenen vågner jeg helt uden smerter! Jeg ligger bare lige så stille og nyder det! Sover igen og vågner helt gennemblødt, så alt bliver skiftet.
Det blev ikke til noget med røntgen og Århus i denne omgang. Datteren kom efter aftale for at deltage i stuegang kl 10.00 – det blev først kl. 13.00 efter flere rykkere!
Beskeden er nu, at jeg skal have mere antibiotika, og måske kommer jeg hjem i morgen og vil senere blive indkaldt til operation i Århus!
Datteren og Ebbe har boet hos Diki, i går havde de ham med på besøg i Fredericia, og senere, mens datteren besøgte mig her, gik Ebbe og Diki tur i det grønne område omkring sygehuset, hvor jeg kunne se ham fra altanen, men han ikke kunne se mig! (og jeg holdt min mund!) Han har hygget sig med Ebbe i haven. Jeg håber, jeg er hjemme hos ham i morgen!
Så melder yngstesønnen sig på banen igen.
Mor har bedt mig opdatere jer lidt.
Hun blev indlagt i onsdags for at få fjernet nogle galdesten der havde sat sig i de dybe galdegange i leveren.
Under operationen kunne de ikke fjerne alle stenene. Efterfølgende er der kommet betændelse i bugspytkirtlen. Som følge af det og nok generelt efter operationen har mor ikke haft det så godt og har haft kvalme opkastning og feber.
Jeg har lige talt med hende nu og hun har det lidt svingende med smerter og feber og perioder hvor hun har det godt. Heldigvis bliver perioderne hvor hun har det ok længere og længere efter hvad jeg kan fornemme.
Imorgen bliver det afgjort om hun skal reopereres i Horsens eller i Århus så de kan få de sidste sten ud.
…for at være nervøs!
Det er i morgen, jeg skal opereres for nogle store galdesten, som skal fjernes fra galdegange i min lever!
Kl. 7.15 – fastende.
Datteren og Ebbe kommer i aften for at være ved Diki, og hun kører mig til Horsens og henter mig – forhåbentlig på fredag, hvis der ikke opstår komplikationer. Men hvor skulle der det?
Jeg har i hele mit liv kun været på sygehuset i forbindelse med børnefødsler, og så da jeg fik fjernet mandler som 19-årig. Så narkose er fremmed land for mig, bortset fra en extrauterin graviditet i 1963. Men det er jo noget helt andet i dag, og jeg skal ikke i rigtig narkose, men kun have sovemedicin.
Jeg ville ønske, jeg kunne holde Søren i hånden, sådan som jeg kunne hjælpe ham, da han var syg.
Det skal nok gå! Men jeg tror, jeg sover uroligt i nat.