Lyn og torden lige uden for vinduerne

Jeg vågnede kl 06 efter en helt rolig nat med lidt smerter – og nu har jeg lært, at jeg skal bede om smertestillende, før det bliver slemt.

Lige før sygeplejersken kom, fløj døren til gangen op pga vindstød gennem vores udluftningsvinduer, så jeg lukkede dem – og så skal jeg ellers love for, at det bragede løs udenfor!

Afdelingen ligger på 4. sal, og vi har en flot udsigt over det grønne areal med P-pladser (og fra spisestuen ud over fjorden og lystbådehavnen), så jeg fik lys-show lige udenfor vinduerne – nogle af lynene var meget tæt på, det var meget flot! Og vand! Det lignede skybrud, og natsygeplejersken, som skulle hjem 1 time efter, havde bare shorts og T-shirts til hjemturen. Men jeg tror, det var ovre på ½ time.

Nu er der taget blodprøver, målt blodtryk – det har været fint hele vejen igennem – givet antibiotika intravenøst og flere håndfulde piller! Jeg har også fået en lille skål müsli med mælk og en kop te.

Så nu vi se, om det er godt nok til at komme hjem.

“Vi skal nok passe godt på dig”..

..sagde lægen, da han forklarede den kommende operation torsdag 1. august om morgenen, hvor de store sten i galdevejen i leveren ville blive fjernet igennem et rør ned gennem halsen. Sovemedicinen “slog mig ud”” øjeblikkeligt, og jeg mærkede heldigvis ingenting, før jeg vågnede og fik at vide, at det ikke var lykkedes at få stenene ud, men der var lagt et dræn.

De havde fortalt, at der er en meget lille risiko for, at man kommer til at “påvirke” bugspytkirtlen, men desvære var jeg så i den lille risikogruppe, viste det sig efterfølgende.

Det har været voldsomt. Kvalme og opkastninger både på opvågningsafdelingen og senere på sengeafsnittet. Meget værre var smerterne i mellemgulvet og over lænden, som er symptom på betændelsen.

Der er “kun” gået 4 dage – det føles som mindst det dobbelte!

Jeg havde pakket en taske med bog, strikketøj og sytøj, det blev ikke rørt – aviser, TV og blade havde ingen interesse.

Jeg sov og sov og sov – også når datteren og Ebbe var på besøg.

Jeg fik lært at sige til, når jeg kun havde lidt ondt, så kan de bedre hjælpe mig, end hvis det først er rigtig slemt.

Jeg fik også lært at drikke og at måle både, hvad jeg drak og hvad jeg tissede! Der skulle helst måles 1500 ml – og jeg præsterede næsten det dobbelte!

Jeg blev en af de patienter, vi ser i TV: usikker gammel kone i slatten, hvid badekåbe manøvrerende med drop-stativ ud på det lille “badeværelse” (læs skyllerum), tisse i bækken, måle op og skylle ud! Kanyle i hånden, beskyttet af “handske” af net, klar til næste injektion eller næste pose saltvand. Jeg er nem at stikke i og ikke pivet, men den ene hånd blev “ødelagt” af et forkert prik, er helt blå og kan ikke bruges mere.

Jeg føler mig som stukket gris 🙂

Personalet har travlt, så man venter og venter! Heldigvis er medpatienterne søde og hjælpsomme og viser, hvor der er baderum, låner én shampoo – jeg havde jo kun pakket til én overnatning!

Man lærer også at spørge efter skiftetøj – ofte flere gange, før de husker det.

“Nu venter vi på, at det bliver mandag”,  er en sætning, det gentages. Nogle sendes hjem på “orlov”, så fortsætter behandlingen. Det må jeg ikke, “tallene” er for dårlige, men jeg skal have taget røntgenbillede, og så skal der konfereres med Århus, der har større erfaring med min operation. Måske skal jeg køres derrtil.

Vente – vente – sove – sove. Mere antibiotika.

Endelig på 5. dagen kl. 02 om morgenen vågner jeg helt uden smerter! Jeg ligger bare lige så stille og nyder det! Sover igen og vågner helt gennemblødt, så alt bliver skiftet.

Det blev ikke til noget med røntgen og Århus i denne omgang. Datteren kom efter aftale for at deltage i stuegang kl 10.00 – det blev først kl. 13.00 efter flere rykkere!

Beskeden er nu, at jeg skal have mere antibiotika, og måske kommer jeg hjem i morgen og vil senere blive indkaldt til operation i Århus!

Datteren og Ebbe har boet hos Diki, i går havde de ham med på besøg i Fredericia, og senere, mens datteren besøgte mig her, gik Ebbe og Diki tur i det grønne område omkring sygehuset, hvor jeg kunne se ham fra altanen, men han ikke kunne se mig! (og jeg holdt min mund!) Han har hygget sig med Ebbe i haven. Jeg håber, jeg er hjemme hos ham i morgen!

En fjernbetjent opdatering.

Så melder yngstesønnen sig på banen igen.

Mor har bedt mig opdatere jer lidt.

Hun blev indlagt i onsdags for at få fjernet nogle galdesten der havde sat sig i de dybe galdegange i leveren.
Under operationen kunne de ikke fjerne alle stenene. Efterfølgende er der kommet betændelse i bugspytkirtlen. Som følge af det og nok generelt efter operationen har mor ikke haft det så godt og har haft kvalme opkastning og feber.

Jeg har lige talt med hende nu og hun har det lidt svingende med smerter og feber og perioder hvor hun har det godt. Heldigvis bliver perioderne hvor hun har det ok længere og længere efter hvad jeg kan fornemme.

Imorgen bliver det afgjort om hun skal reopereres i Horsens eller i Århus så de kan få de sidste sten ud.

Jeg kan ikke sige mig helt fri…

…for at være nervøs!

Det er i morgen, jeg skal opereres for nogle store galdesten, som skal fjernes fra galdegange i min lever!

Kl. 7.15 – fastende.

Datteren og Ebbe kommer i aften for at være ved Diki, og hun kører mig til Horsens og henter mig – forhåbentlig på fredag, hvis der ikke opstår komplikationer. Men hvor skulle der det?

Jeg har i hele mit liv kun været på sygehuset i forbindelse med børnefødsler, og så da jeg fik fjernet mandler som 19-årig. Så narkose er fremmed land for mig, bortset fra en extrauterin graviditet i 1963. Men det er jo noget helt andet i dag, og jeg skal ikke i rigtig narkose, men kun have sovemedicin.

Jeg ville ønske, jeg kunne holde Søren i hånden, sådan som jeg kunne hjælpe ham, da han var syg.

Det skal nok gå! Men jeg tror, jeg sover uroligt i nat.

Syltetøj

Trods varmen fik jeg plukket mine bær og syltet forskelligt:

syltetøj

Fra venstre: jodrbærsyltetøj (m/hele bær til pandekager) – ribsgelé, Drottningsylt (Hindbær og blåbær), min største succes, alle er vilde med det – hindbærsyltetøj – solbærsyltetøj.

Det er ikke meget, jeg selv spiser af det, heller ikke før jeg fik konstateret diadetes, men det er godt at give væk af, og til gæster.

Nu har jeg flere hindbær i fryseren, der venter på de blåbær, som ikke er modne endnu – der er ikke så mange i år, måske pga det kolde forår.

Mon ikke, jeg skal pakke det hele i en papkasse i stedet for at sætte det ind på hylderne, for så at skulle hente det frem igen om kort tid? Jeg kan jo sætte det på hylderne i det nye hus!

Så flyttede sofaerne – med god hjælp.

En del af mit bohave vil der ikke være plads til i mit nye, mindre hus, og heldigvis vil mine børn gerne have noget af det.

flyt 2

Så i dag startede udflytningen! Sofagruppen i stuen ovenpå, som jeg ikke har brugt, siden Søren døde, vil ældstesønnen gerne have. Og da han jo selv ikke er i stand til at løfte og slæbe, er det dejligt, han har nogle gode kolleger og venner, der stiller op!

flyt 1

De 2 garvede brandmænd – et par store “brød” må man sige – kom sammen med ham med en lånt trailer og bar sofaer, stole og det tunge marmorbord ned og læssede det hele.

Jeg fik besked på at holde Diki væk imens, “for han dør, hvis en af dem kommer til at træde på ham!”

Det gik fint, og så fik de lige et stjerneskud i “Dillen” på Pejsegården bagefter.

Det var det første flyttelæs!

Arrogance hos ryttere

På vores formiddagstur til Ring Sø – dette skønne område, som bruges af mange – så jeg nu igen hestepærer efterladt lige på gangstien/det grønne græsområde helt nede ved søen, hvor kommunen hvert år spreder en stor bunke fint hvidt sand til glæde for os alle sammen.

Som hundeejer bemærker jeg tit, at folk skriver læserbreve mm om hundelorte, som ikke bliver samlet op, og det kan jeg godt forstå.

Men hvorfor gælder der andre regler for heste?

Jeg læser eller hører sjældent nogle, der brokker sig over, at heste åbenbart frit kan lægge deres efterladenskaber – hvorfor den forskel? Faktisk er “pærerne” mange, mange gange større end min lille hunds beskedne lort. Men de store pærer bliver liggende der, hvor mange familier lader deres småbørn lege i græsset, eller børnehaver og SFO tager på udflugt med madpakker, fiskestænger osv for at give børnene en dejlig dag.

Der har i de seneste år også været (voksne) ryttere, der ugenert rider på skolestien ned til søen, helt heroppefra vores kvarter på den sti, hvor man hverken må køre på knallert eller ride. Der er tydelige skilte flere steder. Jeg har råbt efter dem, men det ignorerer de, og hvis jeg fortsætter, siger de, at jeg skræmmer hesten! Jeg har undladt at råbe inde i tunnelen, for så ville det da først blive farligt. Jeg kan slet ikke forstå, at de tør trække hesten igennem den lave tunnel under landevejen.

Jeg synes heste er dejlige dyr – tag ikke fejl – og jeg synes, det må være dejligt at ride ud i naturen, men de må ride, hvor der er plads og ikke genere fodgængere og cyklister.

Når jeg kører til “Den lille Lade” (patchworkbutik), kører jeg altid ad den meget smukke rute over Vrads Sande og Gludsted, der er sommetider både heste og hestevogne med kaleche, det må være en dejlig måde at holde ferie! Helt naturligt sætter jeg farten yderligere ned og lister udenom dem for ikke at skræmme hestene, vi kan jo godt tage hensyn til hinanden.

Hvorfor kan hobby-ryttere ikke tage hensyn? Jeg synes, de er arrogante ud over al måde, de føler sig åbenbart bedre end andre!

Hindbær til dessert

Jeg plukkede 2 store poser hindbær, da det blev til at holde ud at være ude – de modnes så hurtigt nu, at jeg skal plukke hver dag.

Men først sorterede jeg de flotteste fra, så både naboen og jeg fik hindbær til dessert!

Til lykke til yngstesønnen

Tænk, det er 42 år siden, jeg fødte min yngste i Egedesminde (Aasiaat). Fødslen blev sat i gang, fordi de mente, han var for stor til “lille mig”, så ca. 14 dage før, den 26.7.1971 om morgenen fik jeg lagt drop, men der skete bare ikke spor hele dagen, så de stoppede og begyndte forfra næste dag – kors hvor var jeg irriteret over, at hele den dag bare gik, uden resultat. Men jeg havde hele tiden syntes, at datoen 26.7.1971 var “kedelig”, så var 27.7.1971 meget bedre! Og det blev det så.

Og han var stor, 3650 gr. mener jeg, så han var sikkert kommet over 4000, hvis jeg var gået tiden ud.

nicolaj og victor 600

Og nu er han den største i familien, som snydt ud af næsen på sin far, og selv far til lille Victor!

Til lykke med fødselsdagen!