Jeg havde lovet ældstesønnen at være chauffør på en lille indkøbstur til grænsebutikkerne.

Det lyder måske mærkeligt, at den gamle mor skulle køre for den erfarne chauffør, men sagen er, at han siden november ikke har været i stand til at køre bil – ja faktisk kun kan gå ved hjælp af 2 krykker med smerter, og derfor slet ikke tør stole på, at han kan køre bil forsvarligt. Operation for 4½ år siden, hvor han fik en ny hofte, var ikke vellykket, men gav efterhånden større og større smerter, så i november 2012 blev han re-opereret, og det blev det endnu værre af, så han har været sygemeldt lige siden fra sit job som brandmand og chauffør i omsorgskørslen under brandvæsenet.

I praksis har det betydet, at han har været låst fast i hjemmet! Og samtidig med store smerter har den situation været nedtrykkende. Nu har han så også fået sin opsigelse pga det lange sygefravær. Det er der jo ikke noget at sige til – i virkeligheden har arbejdsgiveren trukket opsigelsen længere end de behøvede.

Og nu syntes han så, han trængte til en udflugt, og familien trængte også til at få tilværelsen forsødet med lidt lækkerier, incl. lidt drikkevarer, så der er lidt at byde de trofaste kammerater på, når de lægger vejen forbi.

Min svigerdatter er ikke glad for at køre bil på motorvej, så Mor sagde selvfølgelig ja til tage køreturen. Det er for øvrigt en hel del år siden, jeg selv har været på indkøbstur syd for grænsen, som Søren godt kunne lide, så jeg fik da også købt lidt.

Foruden diverse øl og sodavand blev der købt en masse slik, så nu kan de klare sig et stykke tid! Og vi havde en rigtig hyggelig dag!

I dag er det 19 år siden, min Mor døde. Det er underligt, at det er så længe siden. Jeg synes, det var i forgårs – eller i hvert fald for 4-5 år siden. Det var i mine tanker helt fra meget tidligt i morges.

Jeg har altid haft let ved at huske tal, datoer, årstal, tlf.numre og den slags. Derfor kan jeg også huske, at mine søstre og jeg snakkede om, at Mor ikke ville dø den 20. april – Hitlers fødselsdag! Mor var ikke ved bevidsthed de sidste par dage, så det havde selvfølgelig ikke noget med det at gøre. Men sygeplejersken, som var meget fortrolig med Mor, sagde, at hun ville ikke fra os, og at det nok var derfor, hun levede mindst 1 uge længere, end de troede muligt.

Den sidste uge var jeg hos hende på plejehjemmet, dag og nat, og mine søstre kom og gik. På en måde var det en god oplevelse. Fordi vi kunne være hos hende, fordi hun ikke skulle lide mere, og fordi hun var afklaret med, at det var ved at være slut.

Jeg savner hendes stadigvæk. Hvor ville jeg gerne kunne ringe til hende!