Det er stadig ikke nemt at “overtale” Diki til at blive børstet – jo, sådan almindelig børstning på ryggen og benene, det går fint, men på maven!!! Og i det hele taget, hvis der er små filteknuder (de får ikke lov at blive store) i de fine, fine hår, som hans pels består af, så spræller og vrider og vender han sig – og han er stærk! Og han har temperament!

Men jeg overgiver mig selvfølgelig ikke, jeg er mindst lige så stædig som ham! Og i dag lykkedes det endelig at få ham pacificeret, så jeg fik hele pelsen gået igennem med børste og en grov stålkam, der kan opløse filterne. Det var stadig ikke nemt, men han opdagede for første gang, at jeg er den stærkeste, og at jeg blev ved og ved med at vende ham om og holde ham fast, når han prøvede at vride sig fri.

Jeg brugte sækkepuden til at lægge ham i, så ligger han godt, og den hjælper med at holde ham på plads, bedre end et plant underlag som bordet, hvor han bedre kan vride sig. Og så føler han sig mere tryg ved at ligge i puden. Så han var omme på ryggen (!!!), mens jeg dels fik friseret det hele igennem, dels fik opløst de små filter. For første gang brugte jeg en saks (med flad spids) til at klippe knuderne igennem med, hvis de var for tætte, og så kunne jeg frisere dem ud. Det var ikke nogen stor bunke filt, der kom ud af det, men nu er det i bund.

Masser af godbidder som belønning undervejs, men det vigtigste var nok, at han oplevede, at jeg kan styre hans vilde modstand!

Og så gik vi tur i solskin og sne bagefter – ned til søen, hvor han fik lov at løbe løs med flyvende pels – vi nød det vist lige meget, for jeg var så glad for at se, hvor fin han er! Og han fløj af sted – han gik turen mindst 3 gange> et par meter frem – et par meter tilbage, og så frem igen, aldrig ret langt fra mig – snuse, undersøge alt, og pænt hen og få snor på igen.

Sådan en tur er en lise for sjæl og legeme!!