Det er godt, der ikke er nogen, der står klar med et video-kamera for at lave en “morsom” film af Diki og mig, når han igen-igen i aftes huggede et garnnøgle på sofabordet, da jeg lige vendte ryggen til. Der var 2 nøgler, begge sad fast i strikketøjet, så det gjaldt om stille og roligt at få det ene fra ham, inden det altsammen blev filtret ind i hinanden!

Så det foregik stille og roligt, at jeg forsøgte at lokke det fra ham, mens han også stille og roligt rendte med garnnøglet uden om bord og stole, mellem sofaen og bordet – hen omkring spisebordet og tilbage igen – det hele blev spændt ind i et net, som jeg skulle passe på ikke at falde i!

Den leg elskede mit ældste barnebarn også, da han var lille, så blev hele stuen omviklet med snor!

Der skete ingen ulykker, vi fik lidt motion, og garnet tog ingen skade. Så kunne jeg strikke videre på mine Ying-Yang strømper.

Diki gjorde mig så glad her til morgen. Han spiser stadigvæk for lidt, synes jeg, og er tynd under al pelsen. Men han er livlig, glad, maven fungerer, som den skal, så han er nok bare ikke så sulten. Men i dag spiste han hele sin morgenmad, en blanding af flere slags hvalpe-tørfoder + lidt leverpostej. Hold da op, det var dejligt, at han spiste det hele, så han fik belønning i form af lidt osteterninger, som også hurtigt forsvandt.

Mon det er al den motion i sneen, der giver ham appetit? Jeg blev bare så glad, det lyder sikkert åndssvagt, men han er jo min “baby”, og det bekymrer mig, når han ikke tager på.