Susse har strikket et lækkert sjal “Cotswold Leaves”, som hun købte garn og opskrift til på en håndarbejdsmesse i London for flere år siden. Navnet på sjalet referer til områdets mange asketræer, og Susse har faktisk været på havetur i området.
Så blev tæppet til Cornelius færdigt med minder fra hans dåb. En sød idé, som har været sjov at finde en udformning til.
De store firkanter har tegnede eller skrevne hilsner fra gæsterne til Cornelius’s dåb, og jeg fik også resterne af disse stoffer med, så havde jeg frie hænder til at sy et puttetæppe, som jeg håber, han kan få glæde af. Jeg har foret med volumenvlies og fleece på bagsiden.
Indrømmet! Jeg har ondt i fødderne i dag efter turen i går. Mine fødder er ikke så gode, det er ikke nogen hemmelighed, og jeg kan kun gå med indlæg i sko eller støvler.
Og trods indlæg og gode støvler, havde jeg ondt i går aftes, og meget ondt i morges!
Så vi tar en stille dag i dag! Diki har været i bad efter skovturen, men først i dag, for han var MEGET træt i går aftes.
Men nu er han lækker, han har prøvet lidt føntørring uden at blive helt forskrækket, og så får han lov at tørre færdig uden føn.
Men han sover meget i dag, så han er nok også stadig træt efter alle de indtryk og oplevelser med alle de andre Tibber. Han havde en god dag. Han fik en lille rift på det ene øjenlåg, ingen ved hvordan, det kan være en anden hund eller en gren i “kampens hede”. Det blev vasket med sæbe i går, og det ser helt og pænt ud, men der er et lille sår, som jeg holder øje med.
Nu vil jeg sætte mig til lidt håndsyning i sofaen!
Klædt på til lidt af hvert er det skønt at gå i efterårsskoven..
..for både 2- og 4-benede
Og når de 2-benede falder i hak..
..gør de 4-benede det ikke mindre,
Øj hvor er det dejligt!
Lille mand i spidsen for en stor flok – de følger ham gerne!
En skovvogn fuld af Tibbere og tibbe-elskere
Huh – hej – hvor det går
Diki er lige i hælene på de store!
Hiker, Bettina og Ebbe skal lige afprøve, om regntøjet holder.
Vandhunde!
Familie træf: Diki, Dhana, Mor Lukla, Dorje, Far Koda (Dharma manglede desværre)
Tak for en rigtig dejlig dag i godt selskab! Selv om det blev lidt vådt til sidst.
…stråler Moder Sol”
Ja, det gjorde den sikkert også i dag – det gør den nu – men det var ovenover regnen, den skinnede det meste af tiden, da vi gik skovtur med 12 Tibber i dag! Vi blev godt våde, men det var nok kun de 2-benede, der lagde mærke til det. Hundene havde det simpelthen så sjovt! Og vi morede os da også over vore 4-benede venner, som tumlede rundt mellem hinanden, når de fik snorene af. Det var sjovt at bemærke, at de voksne han-hunde godt kunne snerre ad hinanden, også noget kraftigt – men kun når de havde snor på. Når de fik snorene af, legede de lystigt.
Det startede nu nogenlunde..
..hvor vi mødtes ved Ring Sø..
..og gik op gennem Brædstrup centrum..
..her Dikis mor Lukla og Susan
..de 5, der kender hinanden så godt: Tjasse, Molly, Sengi, Bodil og Diki.
..og alle dem, der ikke kendte hinanden i forvejen, skulle også hilse på.
Her er det de 2 små brødre Dorje og Diki, der ikke har set hinanden, siden de flyttede hjemmefra.
Flere billeder fra skovturen følger – her er bare en dødtræt lille hund efter en spændende oplevelse – helt færdig!!!
Så er det dagen, hvor Diki og jeg har inviteret andre Tibber = Tibetanske Terrier til en travetur i efterårslandskabet omkring Brædstrup.
Det har vi glædet os meget til! Diki skal gense sin mor og onkel Sherpa, samt søster Dhana, søster Dharma og bror Dorje! Og de skal alle 4 hvalpe møde deres far Koda for første gang.
Bodil, som Diki kender rigtig godt, og forhåbentlig Tjasse, Sengi og Molly, foruden andre nye bekendtskaber deltager, så hvis alle kommer bliver der 14 Tibber – det kan kun blive sjovt!
Diki og jeg gik den planlagte tur i går, det er en tur, jeg tidligere har gået mange gange, men jeg synes, trafikken er kommet for tæt på, så jeg laver ruten om til en tur i den flotte efterårsskov, som vi også kan byde på her i Brædstrup.
Mødestedet er ved Ring Sø, hvor hundene kan lege og de 2-benede kan få en forfriskning efter turen.
Jeg glæder mig og har travlt med forberedelser. Diki ved ikke, hvad der venter ham, men han skal børstes, så han kan se fin ud!
Endelig! er Dikis pandehår blevet langt nok til, at jeg kan sætte elastik i, så man kan se hans søde øjne!
Og så han kan se ud, uden at alt det hår spærrer.
Fra naturens side skal pandehåret beskytte hans øjne mod snestorm om vinteren og sandstorm om sommer i det barske land, hans race kommer fra.
Men hvis det bliver sne- eller sandstorm her, kan man vel tage elastikken væk!
Når det bliver endnu længere, kan man trække det tilbage over panden, så det ikke ser så “tøset” ud. Men jeg synes nu, at han er sød nu, og jeg elsker, at jeg kan se hans øjne!
Lidt forsinket (men hvem kan ikke være det?) har jeg modtaget de 3 fine Hexagon Flowers fra Lori i USA i den internationale swap.
Jeg skal vist snart gøre alvor af at begynde at sy dem sammen, jeg har en meget stor stak nu!
Men jeg har en svaghed, der dukker op med mellemrum: jeg kan pludselig blive totalt fanget af en bog, så jeg næsten ikke kan lægge den fra mig.
I dag fik jeg lige begyndt at læse Lisbeth Zornig Andersens bog “Zornig – vrede er mit mellemnavn”, som jeg har stået på venteliste til på biblioteket. Det er næsten ikke til at bære at læse sådan en bog om, hvad børn kan blive udsat for! Det gør ondt! Men jeg kan ikke slippe den.
I dag er det 100 år siden, min Far blev født – og næsten 30 år siden, han døde.
Det var en stærk og stædig vilje hos en på mange måder usædvanlig mand, der mod alle odds gjorde, at han fyldte 70! Det var vi i familien ikke i tvivl om. For allerede 1½ år før blev han sendt hjem fra sygehuset med besked om, at man mente, han gerne ville dø derhjemme! Efter 14 år med mange alvorlige blodpropper, der svækkede hans helbred stærkt.
Og så, på et tidspunkt, hvor han endnu ikke var fyldt 69 år, begyndte han at planlægge sin 70 års fødselsdag! Alle snakkede ham efter munden – ingen troede, han ville opnå at blive 69.
Men han livede op derhjemme, han blev 69 og han blev 70 og fejrede sin 70 års fødseldag med en stor fest i smoking og damerne i lange kjoler! alle de gamle venner og hele familien deltog og nød hans glæde! Præcis 3 måneder senere fandt Mor ham liggende på gulvet – det var slut!
Den ene af mine søstre, der bor i Laos, og jeg er blevet enige om, at han skal mindes i dag!
Min Far og mig 1939
Som den sidste af 5 søskende blev han, Børge Nielsen, bedre kendt som “Skræp” eller “Børge Skomager”, født i Odense 4. oktober 1912, hvor hans far var murermester og huskes for at have bygget Ansgar Kirke.
De blev ikke så gamle i den familie, hans far døde allerede lillejuleaften 1930, da min far var 18 år. Hans mor døde, mens mine forældre var forlovede, så jeg har aldrig kendt mine far-forældre. De 3 af hans ældre søskende døde som 34-årig, som 48-årig og som 62-årig. Kun min Faster Bodil, den næstyngste, blev over 90 år! Og min far altså 70.
Far ville ikke gå i skole længere end til konfirmationen, så kom han i lære i en gammel købmandsgård. Der kunne han fortælle mange sjove historier fra. Som da han vejede sukker op og sækken gik i stykker, så sukkeret flød ud på gulvet og købmanden brokkede sig. Far vidste, at alt opfejet blev solgt til bolchekogning, så han mente ikke, det var noget stort tab. “Jamen posen, dreng – posen!” jamrede købmanden.
Han forblev købmand hele sit liv, eller sælger, bl.a. som repræsentant for et chokoladefirma. Men da han blev forlovet og gift med min Mor, hvis forældre havde åbnet den første Hector skoforretning i Odense, blev han uddannet skohandler, først som ansat i mange år i Hector, senere som selvstændig i Kerteminde.
Hans helt store fritidsinteresse var spejderliv. Spejderbevægelsen i Danmark var startet i 1909, og han ønskede sig i fødselsdagsgave, da han fyldte 12 år i 1924 at blive spejder. Og det var han resten af sit liv.
En meget speciel historie om en flok spejderdrenge i Odense blev han en del af – nemlig “Spidshuset” og “Spidsborgerne”:
15 spejdere fra 5. Odense trop besluttede på et tidspunkt, da de blev så gamle, at nogle af dem holdt op med at være spejdere pga uddannelse, job og familie, at de ville blive ved med at holde sammen!
De lejede et hus “Væverhuset” som mødested, men efter at 3 af dem var faldet fra, besluttede de 12 i begyndelsen af 40’erne, at de skulle eje noget sammen, for at det kunne holde. Og så købte de et husmandssted i Villestofte, 7 km udenfor Odense, hvor Ryds Å og Stavis Å løber sammen i en spids. Huset fik navnet “Spidshuset”, og indtil 1976, hvor de var blevet nogle gamle drenge og flere var døde, var det deres fristed, hvor der udfoldede sig et muntert mandfolkeliv, men også weekender med familierne, som efterhånden kom til.
Spidshuset 1964
Under besættelsen blev huset også brugt i modstandsarbejdet, f.eks. blev nedkastede containere tømt her og gemt på loftet, idet huset lå meget afsides for enden af en lang grusvej.
Det var et mandfolkested – konerne havde ikke noget at skulle have sagt! Hvis de syntes, at gardinerne skulle have en anden farve, kunne de sige det til deres mand! De havde altid en kasse øl i kælderen (sådan en kælder under en lem i det lille køkken), og der var sovesal med køjer, hvor de kunne overnatte, hvis det blev sent og cyklen slingrede! De første år var jo under besættelsen, hvor man ikke kunne køre bil, så det passede fint med, at der kun var 7 km derud fra Odense. De fleste af børnene, hvoraf jeg var den ældste, er blevet kørt derud i en cykelanhænger og senere “på stangen” hos faderen, indtil man kunne selv. I weekenderne var der som regel nogle af familierne derude, og mens forældrene hyggede sig eller dyrkede en jordlod som en kolonihave, kunne vi børn lege og bade i åen, eller besøge den nærliggende bondegård, hvor vi blev hjemmevant. Det var dejlige tider for os – efterhånden – 24 børn.
Resten af deres liv mødtes de 12 mænd om sommeren i “Spidshuset” og om vinteren på skift hos hinanden efter en årsplan, medbringende madpakke, og så skulle værten sørge for øl og snaps. De raflede og spillede kort og kunne også godt finde på at gå på værtshus – resten af deres liv! Som gamle spejdere var de med til at starte Sct. Georgs Gilderne op i Odense, og de fleste var aktive gildebrødre, men spidsborgere var kun de 12.
Da jeg var barn, sagde man ikke fornavn til voksne, men så sagde vi “onkel” og “tante” til vore forældres venner, og der gik vist mange år, før jeg blev bevidst om, at de 11 onkler og deres koner ikke var min rigtige familie! Det var “onkel Martin” (som senere blev min chef i banken), “tante Lisbeth” (som blev min og min søsters værtinde, da vi flyttede hjemmefra og kom i lære og boede på et lejet værelse), og alle de andre “onkler” og “tanter”.
Nogle af dem blev ikke så gamle, så de 12 blev færre, og de fulgte hinanden til graven. Da min far blev begravet, var det 3 af spidsborgerne som de bedste venner + 3 svigersønner, der bar hans kiste.
I 1953 gik Fars store ønske i opfyldelse, idet han han købte en skoforretning i Kerteminde og blev sin egen herre. Han var en dygtig skohandler med sans for at gøre sine kunder tilfredse. Det kunne vi bl.a. se af, at nogle af hans gamle kunder fra Hector i Odense fulgte med og rejste til Kerteminde, når de skulle have nye sko!
Han var stolt af sin forretning og involverede sig også i organisationsarbejde i Danmarks Skohandlerforening, og han blev underviser på kurser for skohandler-elever på handelskostskolen i Mommark.
Lejligheden ovenpå var ikke så stor, så butikken blev brugt til fester – her Juleaften 1956
Men det sled på ham med spekulationer om indkøb og økonomi. Så allerede som 56-årige (samme dag som jeg fik min ældste søn i Angmagssalik, Østgrønland) fik han en alvorlig blodprop, hvilket dengang betød 8 uger på sygehuset og 8 ugers rekreation, som ikke måtte være derhjemme. Rekreationen blev 8 uger hos min ældste søster i Vestbjerg v/Nørresundby – hvor min svoger døbte deres udhus “Børges Brumme”, som han blev truet med, hvis han var for umuligt! Nerverne sad udenpå tøjet, han var meget nervøs for flere blodpropper – og de kom da også. Jeg tror, han fik ialt 14 blodpropper indtil hjertet gav op i 1983.
Han holdt dog aldrig op med at være aktiv på forskellige fronter. Tilnavnet “Skræp” fik han allerede som spejder, fordi han ikke kunne holde sin mund, men blandede sig i alt muligt. Han skrev også artikler i aviser og blade og var med i mange bestyrelser.
Spejderfamilien – alle undtagen Mor var spejdere – 1956
Han og min mor fik 5 døtre, hvoraf den første døde under fødslen, og én mere desværre ikke lever mere. Os var han meget stolt af! Vi er temmelig sikre på, at han aldrig ønskede sig en søn, som de fleste mænd – han var så glad for “sine piger” og havde altid billede af os i tegnebogen! Det hørte vi fra andre, som havde truffet ham på et værtshus sammen med “Spidsborgerne”.
F.eks. elskede han at få os til at synge, hvis der var gæster. Vi sang i skolekor – og vi sang, når vi vaskede op, for ikke at komme op at skændes! Kunne han så få os til at optræde med et par sange for sine gæster, så var han glad, selv om en af søstrene var så genert, at hun gemte sig bag en stol!
Engang fortalte jeg ham i telefonen om en meget flot spejderbegravelse, jeg havde været med til i Aalborg, hvor 50 spejderledere i fuld uniform og en masse faner dannede spalier, og hvor en professionel sangerinde fra orglet sang en aftensang, som spejdere ofte synger: “Nu er jord og himmel stille”. Så sagde Far, som kendte den afdøde: “Det kunne jeg godt tænke mig til min begravelse – men så skal det være jer 4, der synger!” Så holdt han en lille pause, og så sagde han: “Det er bare en skam, at jeg så ikke kan høre det!”
Nogle år senere, mens han – meget syg – planlagde sin 70 års fødselsdag, mindede han mig om den samtale og sagde: “Jeg kunne godt tænke mig, at du og dine søstre sang den sang som afslutning på fødselsdagen, ligesom når Kim Larsen afslutter en koncert med en stille aftensang”. Og det gjorde vi selvfølgelig, vi 4 midaldrende døtre.
Da vi så 3 måneder senere alle 4 var hjemme hos Mor og hjalp med forberedelserne til Fars begravelse, besluttede vi at opfylde hans ønske og synge “Nu er jord og himmel stille” for ham i kirken, selv om vi godt vidste, at det ville være svært – men vi klarede det! Ligesom den ene søster, som altid juleaften skulle synge “En rose så jeg skyde” solo for Far – det gjorde hun også, oppe fra orglet!
Det glemte provsten aldrig! Da han 11 år senere begravede Mor, spurgte han,. om det skulle være på samme måde, for det havde han aldrig oplevet. Nej, det skulle det ikke – det var noget helt særligt, som passede til Far – det kunne ikke gentages.
Det sidste billede – døtre, svigersønner, børnebørn – 2 måneder før 70-års fødselsdagen
For os var han et særligt, kærligt menneske, som vi mindes i dag.
Når Webstrikkerne holde festival 1 gang om året, er deltagerne typisk iført deres bedste og seneste modeller i spændende strik! Det er meget naturligt, for det skal jo vises frem.
Således også på Strikkefestivalen 2012 på Fredericia Vandrerhjem i forgangne weekend.
Jeg forsøgte at fotografere alle modellerne, men jeg tror desværre, at det ikke lykkedes at indfange dem alle. Men her er i hvert fald sjaler, tørklæder, sweatere, veste, bluser, en kjole og en frakke i massevis – med eller uden ansigt, det er ikke alle, der vil fotograferes, men modellerne måtte jeg gerne vise.
Se bare her – billeder, ingen kommentarer! og ingen navne, hverken på strikmodellen eller indehaveren:
Som det ses, er de fleste modeller færdige og bæres med fornøjelse og stolthed, enkelte er under udarbejdelse!
Fantastisk rigdom!