Så rejste feriebarnet med toget – første gang alene, men det gik selvfølgelig fint. Jeg har for det meste mindst 2 børnebørn på ferie ad gangen, men denne gang var hun her alene i en hel uge. Det har været meget hyggeligt! Christina er så stor, at hun klarer sig selv, selv lægger tøj frem, rydder pænt op på værelset, dækker bord og tager af bordet, går tur med Diki, leger med ham i haven. Hun vil også gerne bruge computer og er iøvrigt ret dygtig, men hun sagde selv, at hun ikke var så meget “på”, som når hun er hjemme, fordi hun gerne vil lege med Diki.

Og nu er Diki og jeg alene igen. Han er utroligt glad for Christina, og hun kan løfte ham og nusse ham så tit, hun har lyst. Det gider han ikke sådan hele tiden med mig! Men til gengæld følger han mig meget tæt i dag, han er måske bange for, at jeg også forsvinder?

Jeg fik ellers lidt af en forskrækkelse, da Diki og jeg havde fuldt Christina op på perronen og set hende ombord i toget. For da vi passerede igennem Banegårdshallen, var der pludselig en meget stor, sort hund, der voldsomt gøende forsøgte at komme hen til os. Vi skyndte os ud, for selv om Diki faktisk ikke er bange for store hunde, så har vi desværre netop haft et par tilfælde af små hunde (og børn), der er blevet angrebet af “muskelhunde”. Det var dette nu ikke, så vidt jeg kunne se i farten, den havde stor, sort pels. Men det er jo ikke kun muskelhunde, der kan være aggresive. En lille Papillon blev skambidt og måtte aflives her i byen for få dage siden. Der er lidt uenighed om, hvilken hund, der gik i den andens have, men uanset hvad, er det jo frygteligt at tænke på!

Jeg kan blive helt “tom” i hovedet ved at forstille mig, hvis det var Diki.

Diki sov formiddagssøvn i den lille sækkestol, mens feriebarnet sov lidt længe på sidstedagen. Og så vågnede han langsomt og gled på ryggen ned til hende.

Christina kan lige skimte de smukke øjne bag al pelsen..

.. og så går det løs med leg – hun har lært ham mange ting og har god forståelse for, hvordan han skal lære – her “High Five”!

Det var en udmattende dag for Diki i går, men han vågnede da lidt op, da Christina og han blev budt på en lille is i går aftes.

Han elsker selvfølgelig is og kan for det meste ikke guffe den i sig hurtigt nok. Men måske, fordi han var træt, slikkede han den pænt i sig i roligt tempo fra start til slut!

Det er Christina, der er fotograf..

..og hun er især glad for dette pletskud, hvor hun får både øjnene og den lille tunge med!

Så var det i går aftes, at Diki var til træning for første gang – og Christina (barnebarn) var med og fik lov at være fotograf. Det var lidt svært, for hun skulle være lidt på afstand for ikke at distrahere!

Det var sjovt! Der er 16 hunde på holdet, og de fleste er store hunde – eller bliver store hunde, for de fleste er hvalpe, men ældre end Diki. Der er én på samme alder, og der er også én, der er lige så lille som ham, en Jack Russel/Svensk gårdhun blanding, og én Springer Spaniel.

Vi havde teori først om kropssprog og om at rose-rose-rose eller ignorere, ikke skælde ud.

Der blev øvet “hilse på” og indkald og der blev givet masser af godbidder! Det var hyggeligt. Hundene skulle ikke hilse på hinanden og lege.

Diki opførte sig eksemplarisk, jeg fik lært noget om mit kropssprog overfor sådan en lille hund, han kom fint til indkald, men jeg stod forkert, så han tøvede de sidste skridt, jeg skal vende siden til og gå ned i knæ (og det kan jeg ikke! mine knæ er ikke så gode).

Christina var meget betaget af en dejlig schæferhvalp, hun var jo lige så glad for Whisky, som hun er for Diki nu. Sjovt nok har schæferens ejer gået til træning sammen for 8 år siden med vores tidliger schæfere og har også være spejderledere sammen.

Det var en god debut!

Og i dag skal vi så tage endelig afsked med en god gammel ven og del af familien, som har været syg i meget lang tid, det er trist for os, der skal undvære ham, men godt for ham, at han har fået fred. Han var et menneske, man ikke glemmer.