Jeg var til introduktionsmøde i går aftes i vores lokale DCH, hvor jeg også har trænet med vore 4 foregående hunde, fra 1979 og sidst i 2004-2005 med Whisky.

Det skal nok blive sjovt! Der er ændret en del ting siden sidst i lokaliteter (hus og træningsbane er flyttet til nyt sted i byen), og i regler. De 2 unge kvinder, der bliver trænere for vores hold, hvor vi er 15 deltagere, fortalte om træningsmetoderne, hvad hundene og især vi hundeførere kan forvente at lære, og der er mange ting, der er anderledes end for 8 år siden. Nu må man f.eks. selv vælge halsbånd el. sele, dengang var “kvælerhalsbånd” et must – fint nok for en schæferhund, men jeg havde da tænkt på, om der var nødvendigt for min lille Diki?

Der er nu også kun træning i snor, højst 1 hund ad gangen må slippes af snoren – ja, ja, det var så vist alligevel med modifikationer, for der blev senere snakket om mulighed for “frikvarter”, hvor hundene må lege sammen. Det var præcis det, der gik galt i 2004 for Whisky, 5 mdr. gammel, som ved et sort uheld under frikvarter-leg blev torpederet af en anden stor hvalp, der var blevet sluppet løs lidt senere end de andre og derfor havde meget travlt. Det “skrub” på hoften/låret kom Whisky aldrig over, det gav ham smerter og anspændt gang på bagbenene resten af livet og var også årsag til, at jeg besluttede hans aflivning et par år før, det ville have været normalt, hans øvrige helbredstilstand taget i betragtning.

DCH’s forsikring betalte alle dyrlægeregninger, røntgenundersøgelser, scanning på Landbohøjskolen (ingen fandt ind til skaden, selv om alle kunne se, han gik dårligt), og svømmetræning, men det hjalp jo ikke hunden!

Måske derfor er det nu en regel, at vi skulle fremvise forsikringspapirer, såvel som vaccinationsattest? Det er OK, jeg kan bare ikke huske, at vi har skullet det før.

Vi skulle komme uden hund den første gang og både udfylde skema med hundens og egne  data, og derefter mundtligt fortælle om vores hund og os selv.

Det var lidt morsomt! Jeg var selvfølgelig veteran med min 5. hund siden 1979 og min alder. Der var enkelte, hvor det var den første hund, og der var flere med hunde, 3 – 5 år gamle, kun en enkelt med en hvalp på 4 måneder som Diki. Og så racerne!!! Der er Berner Sennen, flere Labradorer, 1 schæfer (også en veteran, og hende kender jeg), Dalmatiner/Labrador-blanding og en Welsh Corgi.

Jeg glæder mig simpelthen sådan til at præsentere alle de store hunde for lille Diki! Hold da op, det bliver et syn for guder! Og han er jo absolut ikke bange for andre hunde, heller ikke de store! Vi møder faktisk større hunde, som er lidt betænkelige overfor den lille frække fyr, så det skal nok blive sjovt.

Og så er Diki jo absolut ikke dum! Han ved godt, hvordan han skal opføre sig, hvis han fornemmer dominans – det så jeg så tydeligt i går med søster Dhana, som er lidt større og noget mere dominerende.

foto: Marianne Leth Jensen

..kommer på besøg i dag! Det er spændende. Dhana kommer sammen med sin familie, som også indbefatter en ca 2 år gammel Tibbe. Dhana og Diki er de 2 hvalpe ud af kuldet på 4, som ligner hinanden mest, vist nok også af temperament, så vidt jeg har forstået. Så det bliver sjovt at se dem sammen, og om de kan huske hinanden?

Diki er helt OK, frisk og fræk som vanligt! Efter en masse vand m/lidt sukkerog salt, først givet i sprøjte og derefter indtaget ved egen hjælp, fik han en lille bitte smule A38 og ikke mere mad i går, og han sov fint i nat. I morges var han meget sulten, og da fik han morgenmad lidt havregrød, og det forsvandt á 2-3 gange, maven skulle nok lige vænne sig til mad.

Tak for de gode råd både her og på Facebook, det er dejligt med hjælpsomme mennesker.

Diki har været pjevset det meste af dagen, lavede “bræk-bevægelser” og kastede nogle slimklatter op, da vi gik tur i morges og flere gange senere. Han ville kun sove i sin sækkestol og var meget sløv. Efter et godt råd fra Annette lavede jeg vand-salt-sukkerblanding, men han ville ikke drikke. Så prøvede jeg senere at give ham lidt vand i en medicinsprøjte (uden spids), og med forsigtighed lykkedes det, mens han bare blev liggende. Det gjorde jeg nogle gange med mellemrum, og til sidst tog han villigt imod.

Nu har vi været ude en lille tur, og han tissede – så han er ikke dehydreret, som jeg var bange for, det er jo en meget lille krop. Og han er også blevet en smule mere livlig, og kontakten er god! Dejligt at se ind i hans smukke brune øjne, som søger mig. Og han drikker selv nu.

Nu får han ikke mad før i morgen, så er det forhåbentlig OK igen. Jeg ved ikke, hvad han har fået i sig, i hvert fald ikke sneglegift, for det har jeg ikke strøet endnu!