Hygge i Faxe

Jeg har det underligt i dag – jeg har svært ved at tænke på, at Ellen er væk.

Men jeg havde gjort klar til, at I skulle se hyggen i Æblehaven i Faxe i går, og ikke “kun” butikken.

Når HANNE og jeg kommer til Æblehaven i Faxe med butikken, er det altid på en almindelig sydag, og vi kommer i så god tid, at vi kan nå at få en kop kaffe og se, hvad de laver. Der bliver syet mange flotte ting.

Og der er gode borde til at montere de færdige ting før quiltning.

Her er også en meget flot taske, som Ingelise har syet..

..og foruden en klap med en knap har den en virkelig smart inderpose, der er syet fast.

Karen og Inge har syet det flotte Convergence vægtæppe, som pryder væggen i et af lokalerne.

Og Helle er netop blevet færdig med et spændende vægtæppe med gæs, som er syet som stamps (paper-piecing) efter mønster i et blad.

En stor sorg..

..er det at skrive dette indlæg.

Ellen er død.

Min gamle nabo gennem 30 år, og patchworkveninde gennem de sidste 12 år Ellen Christiansen klarede ikke det sidste astmaanfald og døde på Horsens Sygehus, hvor hun blev indlagt i onsdags som mange gange forud.

Ellen var utroligt glad for, at hun havde fundet denne dejlige hobby og syede flittigt mange, mange små og store ting. Som HER hvor flere på holdet på Søndergården hjalp hende med at arrangere blokkene til et sengetæppe til sønnen.

De sidste år har Ellen haft store problemer med en svær astma, og hun har været indlagt akut mange gange, når hun ikke kunne få luft.  Jeg snakkede med hende dagen før, og da sagde hun godt nok, at hun ikke kunne komme til patchwork, fordi hun havde det skidt. Men der var ingen tegn på, at det skulle ende sådan denne gang – og så lige pludselig var det slut.

Ellen har syet tæpper og andre gaver til familie og venner, alle mulige ting og tæpper til bazar, både til datterens spejderbazar og “Klippens” bazar her i byen. Hendes gaveskuffe skulle altid åbnes og ting findes frem, når familien kom på besøg. Der var altid rift om det, hun lavede.

Og når Ellen havde det skidt, var hun glad for, at hun i hvert fald kunne sidde i en stol og sy.

Ellen har også syet blokke til Projekt Puttetæpper, og for 4 år siden syede hun et helt sengetæppe til Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund! Hun var den første i år, der afleverede 3 blokke, syet efter det nye 2012-mønster:

Ellen var godt klar over, at det ikke var sikkert, hun var her, når børnebørnene blev voksne, så hun opfyldte et stort ønske fra den ene datter og syede en fremtidig gave til hendes 2 små piger. Det var godt, hun nåede det.

Jeg vil savne Ellen meget, vi har haft mange små hyggelige stunder sammen.

Jeg tænker på hendes familie, som var det vigtigste i hendes liv og hvor hun var en højt elsket hustru, mor og mormor.

 

Sikke en dag i Faxe

Aldrig har der været så mange besøgende, når HANNE og jeg har været i Faxe med stoffer og mønstre. Det var helt vildt.

Der var rift om HANNE’s Fat Quarter!

Her er min lille “opdækning” af puttetæpper, der var stor interesse for både det nye mønster, skjortetæppe og HANNE’s sommer DHU som tæppe.

Og her midt i hele hurlumhejet kom Victor og hans mor på besøg – han sov fra det hele, men det var rigtig dejligt! Se mere HER.

Kreativ og dygtig 15 årig barnebarn

Mit snart 15-årige barnebarn Christian har sammen med 2 kammerater lavet en spændende (og blodtørstig) video med flotte effekter. Videoen er lavet i forbindelse med en projektuge i skolen, og den skal i forbindelse med emnet deles ud på så mange sociale medier som muligt.

Og hvad gør Christian så? Skriver til Farmor og ber om, at den kan vises på min blog. Han ved nemlig godt, at “Syenlap.dk” har mange besøgende hver dag (ca. 700).

Så hvis I – alle mine gæster – vil se, hvad sådan 3 drenge kan lave med det stopur, som Farfar gav Christian, da han begyndte at løbetræne, og så et videokamera og en computer, så se videoen her (husk lyd og op i fuld skærm):

http://www.youtube.com/watch?v=VPNcOvGHgf8&feature=relmfu

Den er lidt uhyggelig!

 

Utroligt inspirerende Annette Danielsen

Der var sandelig fuldt hus i den gamle byrådssal på Brædstrup Bibliotek i aften, hvor strikkeglade kvinder mødte Annette Danielsen og hendes strikmodeller. Der var faktisk overtegnet, men der kom nogle ekstra ind, selv om de ikke havde bestilt billet. Der var så vidt jeg kunne se og høre mange udefra og ikke så mange fra Brædstrup

Men det var utroligt spændende og inspirerende at høre Annette Danielsen fortælle om, hvordan hun bliver inspireret, og hvordan hun arbejder med modellerne.

Hun havde medbragt masser af modeller i både børne- dame- og herrestrik. Og sine bøger, hvoraf denne første bog “Hønsefødder og Gulerødder” ikke kan købes mere (men jeg har den!). Den udkommer meget snart i flere hæfter i stedet.

Hun forklarede meget udførligt, hvordan modellerne bliver til og hvilke finesser, hun lægger ind for at få en god pasform, f.eks. med “skjulte” indtagninger. Ligesådan hørte vi om, hvordan hun giver modellerne og bøgerne navne.

Vi blev også betroet nogle hemmeligheder om kommende udgivelser af bøger, som hun arbejde med i øjeblikket og så billeder.

I pausen kunne vi købe hendes bøger til favorabel pris, og vi var velkomne til ikke bare at røre strikmodellerne, men også at prøve dem.

Og så havde hun lavet små strikkekits til os, så vi kunne afprøve en af hendes teknikker, nemlig vendestrik, som hun bruger meget.

Annette Danielsen har en dejlig humor, så vi morede os også! Det var en dejlig aften!

HANNEs og Hannekludekone til Faxe

Så er der ikke mange dage, til HANNEs og jeg kommer til Æblehaven i Faxe med bilen proppet med gode sager!

  Vi har efterhånden taget turen nogle gange, de første gange foregik det hjemme i Inges dagligstue – der kan vi ikke være mere, for der kommer mange!

Men vi har også rigtig dejlige forhold i Æblehaven, hvor man også kan købe en kop kaffe mm.

HANNEs medbringer masser af stof, modeller og mønstre, og som du kan læse ovenfor, kan du også bestille det, du ved, du mangler, på forhånd, så du er sikker på, at det er med.

Jeg har puttetæppemønstre med, og jeg har også syede blokke, så man kan se, hvor godt mønsteret er i år – særdeles velegnet til at bruge sine rester til! Og i den forbindelse laver jeg også en lille demonstration i brug af den specielle limstift, som man kan bruge i stedet for at ri om stof + pap.

Jeg glæder mig meget til at se alle de glade patchworkere, det er altid hyggeligt.

 

 

Annette Danielsen i Brædstrup

I morgen, mandag 12. marts kl 19.00 holder strik-designer Annette Danielsen foredrag på Brædstrup Bibliotek, hvor hun fortæller om sine bøger og sine strik arbejder – hvad der inspirerer hende, og hvordan hun omsætter inspiration til færdige strikmodeller.

Annette Danielsen medbringer strikmodeller fra sine bøger, og der bliver også tid til at udveksle tips og tricks. Hvis man medbringer en pind nr 3, bliver der mulighed for at afprøve de nye fiduser i praksis!

Det har jeg selvfølgelig tilmeldt mig – og jeg glæder mig.

En god film

Det var en voldsom oplevelse, utroligt intenst, at se filmen Hvidsten Gruppen.

Hvor spiller de godt, og hvor er filmen godt lavet. Det er hjertegribende.
Og selv om vi kender udfaldet på forhånd, så bliver det meget nærværende at opleve det, der skete. Det er sikkert mere nærværende for os, der kan huske, hvordan det var, men jeg så da også en helt ung pige, som var helt opløst af gråd, da hun forlod biografen med sine forældre.

Jeg tror, det er en god idé, at unge mennesker ser den film.

Gule ærter er til gæster

Ja, det er en af de retter, jeg synes smager bedst i selskab! Så i går var naboen her til Gule ærter, og i dag er en af “kusinerne” (Sørens kusiner) kommet på weekend, så kan vi nemlig få en øl og en snaps til ærterne i aften.

Og i eftermiddag går vi i biografen og ser “Hvidstengruppen” – den synes jeg også, at man skal se sammen med nogen. Og gerne nogen, der er gammel nok til at kunne huske “de 5 forbandede år”.