Whisky har fået have

Whisky er kommet bag hegn! Det har været mit store ønske i årevis, men Søren ville ikke sætte hegn om haven.

Og Whisky er desværre ikke til at stole på med hensyn til at blive i haven – pludselig, helt stille, er han listet af! Han stikker ikke af på den måde, at han går langt væk, men han skal jo ikke genere naboerne, jagte en forbipasserende hund eller kat, rende ud og gø ad postbudet el. andre uopdragne ting.

Så jeg har altid skulle holde øje med ham eller sætte ham i snor.

Nu har min rare havemand sat hegn om en meget stor del af haven..

..desværre var det nødvendigt at lade hegnet gå tværs over græsplænen på det smalleste sted – alternativet var at indhegne hele haven, og det var for meget.

Men han elsker at ligge på græsplænen, så nu kan han bevæge sig rundt i det halve af køkkenhaven, hele terrassen og den halve græsplæne –

det må kaldes tilfredsstillende forhold! (Men jeg er sikker på, at Søren roterer…!)

Udstilling komplet!

Nu er der ingen gange eller opholdsrum på Sct. Maria Hospice i Vejle, der ikke har nogle af mine quilts at kigge på!

I går eftermiddags fik jeg ældstesønnen til at køre en tur på sin motorcykel og møde mig ved Sct. Maria, så han kunne hjælpe mig at hænge de sidste tæpper op. Flere familiemedlemmer medbragte deres tæpper, da vi var til konfirmation, så de kunne komme med! Det var godt, han ville hjælpe mig, for især de store sengetæpper kunne jeg ikke magte alene. Jeg havde også købt nye flere lange lister, så de hænger solidt og ordentligt. Og min ryg har det stadig ikke godt efter ophængningen i lørdags!

Det var et stort ønske fra den sygeplejerske, der er min kontaktperson, at den lille hyggeniche i havestuen fik et flot tæppe, og det er lykkedes, synes vi! Ganske vidst måtte vi lige flytte en sofa for at man kan se tæppet, men det er da blevet flot. Det er yngstesøn + svigerdatter’s sengetæppe, og jeg har altid syntes, at det er et af de smukkeste, jeg har syet. Se mere her.

Mit eget sengetæppe i japansk foldeteknik kom også op med møje og besvær, det er næsten for stort!

Og yngstesønnens næsten nye sofatæppe

..samt kusinens “Kinesiske Møller” i original japansk silke.

Det nyeste “Ditzy Donuts” lyser godt op for enden af en gang..

..og endelig har nogle tasker og min hexagon-æske fundet plads på et chatol.

De sygeplejersker, der var i aftenvagt fortalte, at de havde lagt mærke til, at akustikken havde ændret sig, efter at alle de tæpper er kommet op!

Ja, det tror jeg! Herhjemme har akustikken sandelig også ændret sig, og der er underligt tomt over det hele, hvor der mangler tæpper på væggene, i sofaerne og på min seng!

Dejlig fest for Christian

Det blev en rigtig dejlig fest for Christian, som…..

..havde ønsket, at hans Far kørte ham fra kirke på sin flotte motorcykel! – ikke nogen limousine til ham, tak!

Christian stod selv for invitationer, og sammen med sine forældre for bordplan, og middagen på en restaurant i lystbådehavnen, det var rigtig dejligt i det flotte solskinsvejr. Og maden var meget lækker.

Det var i den grad Christians dag: han bød selv velkommen, og det var også ham, der slog på glasset og oplyste gæsterne, når der var nye forsyninger på bordet, og “værsgo’ at tage for jer!”

Bedstemødre, forældre og faddere sad til bords med Christian..

og rundt om ved de andre borde sad resten af familien og vennerne – og disse 2 gavstrikker, lillesøster og fætter, som havde det fint med at underholde hinanden…

..mens den store fætter sad mellem de voksne og havde en sød og opmærksom borddame.

Mormor, Christian og Farmor havde alle 3 en dejlig dag.

Det havde lillesøster Christina også i sin fine kjole, som Mormor havde med fra Filippinerne.

Christina havde også et vigtigt hverv, da Christian før desserten lukkede alle sine gaver op. Hun holdt styr på pengegaverne og skrev inden i kortene. Der var mange penge!…

..men også fine gaver. Gaven fra Mor og Far..

..en bærbar computer! En trådløs mus fra lillesøster og headset fra Gudmor, samt..

..en ny skoletaske med plads til den bærbare fra Mormor.

Fætter Frederik fulgte opmærksomt med, for om 2 uger er det hans tur! Så det var interessant, at der også var var pæne checks i nogle af kortene!

Det blev et flot gavebord – og værdifuldt, må man sige:

Farmor talte efter (nå nu kommer bankdamen op i hende!), og Christian havde talt rigtigt: der var 7.650 kr – det er manne penge for en så ung mand, men han er absolut fornuftig, så det skal han nok få noget ud af.

Og imens så “de 2 små” lige deres snit til at dyppe et par ekstra jordbær i chokoladesovsen til isen!

Lystbådehavnen ligger ikke langt fra, hvor familien bor, så en stor del af gæsterne gik med hjem til lidt at drikke og “skrub-af-mad” senere. De utroligt søde og lattermilde filippinske veninder, som jeg har truffet mange gange, charmerede også min søster..

..og svoger! De har netop for kort tid siden været på ferie på Filippinerne, så der var masser at snakke om og lave sjov med. De er alle med i en “klub” af filippinere, gift i mange år med danskere, og de har det så festligt, når de er sammen.

De kalder allesammen mig for “Mor” – og det kan jeg jo ikke stå for.

Christians store dag

Det var en flot konfirmation i Sct. Michaelis kirke i Fredericia, hvor 2 klasser fra 2 private skoler blev konfirmeret. Dvs Christians klasse eksisterer jo ikke mere, for hans skole lukkede før jul, men kammeraterne fortsatte med konfirmationsforberedelse og blev konfirmeret sammen, selv om de nu går på forskellige skole.

Her står Christian bagerst til højre.

Her kommer bare et par billeder, der kommer flere i morgen. Christian blev meget glad for sit tæppe, som hans Mormor også godt kunne lide!

Og han opdagede med det samme signaturen på bagsiden, som Bente har maskinbroderet for mig.

Det har været en dejlig dag for os allesammen.

Christians konfirmation

Tidligt oppe for at være med i kirken, når Christian bliver konfirmeret i dag. Og til fest for familie og venner bagefter.

Og selvfølgelig har Farmor syet et dejligt tæppe til konfirmanden, som jeg håber, han bliver glad for. Han har fået børnetæpper før, nu får han et voksent tæppe i batikstoffer.

Han skal selvfølgelig ikke se det her, før han lukke pakken op, så jeg aktiverer først indlægget senere!

Udstilling på Sct. Maria Hospice

Jeg er så træt i mine ben og fødder af at klatre på en høj stige og hænge tæpper op, så jeg tror ikke, jeg kan komme til konfirmation i morgen!!!

Det var ellers en dejlig oplevelse. Det er nogle smukke rum, lidt skæve knæk på især den ene gang, hvor tæpperne skulle op at hænge i dertil beregnede snore og kroge, det var bare ikke så nemt alene, selv den høje stige var til rådighed.

Men der var både pårørende og sygeplejersker, der hjalp mig, når de havde tid.

Og der var stor interesse fra både pårørende og de patienter, der var oppe.

Den nye “Asian Quilt” lyser godt op.

De lyse opholdrum for enden af gangene gav også et fint spil af lys.

Det gjaldt bare om at hænge de lidt mørkere tæpper op, så de fik lys og omvendt! Den lille “Tyttebærskoven” passer godt sammen med “Kimono-tæppet”.

De “Kinesiske Møller” er i flere udgaver, her..

..og her.

I den anden gang var farver og lys helt anderledes, meget lysere. Her passer tæppet, syet japansk foldeteknik i hør og batik, godt. Den gang ligger ved siden af en utroligt lys og dejlig havestue..

..hvor det blå tæppe kom rigtig til sin ret. 

Dette tæppe vakte ligefrem opsigt! Især en pårørende mand var vildt begejstret og ville kigge på det hver dag!

Endelig var der en glasmontre til mindre ting, f.eks. Sørens japanske puder og den nye valkede taske.

Der kommer et par tæpper mere på mandag, for de bliver bragt fra København i morgen!

Jeg tror, mine fødder trænger til et fodbad!